De senere år er der kommet øget fokus på behovet for at forebygge krænkelser og sexisme generelt. Det er efterskolens ansvar at beskytte eleverne mod, at de bliver udnyttet eller krænket af medarbejdere eller andre elever, mens de går på skolen, og at forebygge seksuelle krænkelser gennem bedre oplysning og åbne diskussioner om sex, seksualitet, samtykke og grænser.

Vejledningen ’Forebyggelse af seksuelle krænkelser på efterskoler’ henvender sig til skolernes ledelse og medarbejdere og indeholder en række forslag til, hvordan man som skole kan arbejde forebyggende, den giver eksempler på situationer, hvor der er foregået krænkende adfærd, og forslag til håndtering af hver enkelt situation. Læs vejledningen her.

Rådgivning om digitale krænkelser
Hvis skolerne har spørgsmål specifikt til digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser på nettet, skal vi gøre opmærksom på Red Barnets ”SletDet Rådgivningen”, der hjælper børn og unge under 18 år, men også fagpersoner som f.eks. lærere på efterskoler med håndtering af emner inden for det digitale område.

Inspiration og rådgivning til ledere og lærere om køn, krop og seksualitet
Sex og Samfund har lavet en særlig efterskoleside, hvor de har samlet inspiration til, hvordan man kan arbejde med køn, krop og seksualitet på efterskoler. Siden er målrettet både ledelse og personale og har fokus på dagligdagen, når man både bor og går i skole samme sted. Se Sex og Samfunds efterskoleside her.