Regeringen indgik sammen med de øvrige partier i Folketinget natten til tirsdag en aftale om yderligere genåbning af samfundet.

Lejrskoler
Det fremgår af aftalen, at det fra og med 21. maj igen bliver muligt at tage på lejrskole. Vi kender endnu ikke de specifikke retningslinjer, der eventuelt vil være knyttet til lejrskoleophold.

Sidste skoledag
Specifikt i forhold til fejring af skoleårets afslutning har Børne- og Undervisningsministeriet udarbejdet et sæt retningslinjer herfor.

Ifølge retningslinjerne kan skoler afholde arrangementer både inden- og udendørs med siddende gæster – men ikke over 500 personer inklusiv elever og personale. Der gælder et arealkrav på mindst 2 m2. pr. person, og arrangementet bør ske med tilstrækkelig plads til at holde mindst 1 meters afstand mellem deltagere, der ikke er fra samme familie. Dog mindst 2 meter ved f.eks. sang, råb m.v. Yderligere anbefalinger kan læses i retningslinjerne.

Sociale arrangementer
Sundhedsstyrelsen er også i gang med at opdatere anbefalingerne for sociale arrangementer frem mod skoleafslutningen, så de bliver justeret i forhold til den gradvise genåbning. Her torsdag afventer vi stadig en opdatering. Vi ved derfor ikke præcis, hvilken betydning denne opdatering vil få for afholdelse af forældrearrangementer, arrangementer for kommende elever, gymnastikopvisninger m.v. frem mod skoleårets afslutning. Men i lyset af, at sidste skoledag kan afholdes med siddende gæster og op til 500 personer i alt, forventer vi, at anbefalingerne vil komme til at flugte denne linje.

Mulighed for korte kurser og camps
Fra og med fredag er det nu igen muligt at afholde korte kurser og camps. Ministeriet har på den baggrund opdateret de generelle retningslinjer for efterskoler gældende fra og med 21/5. Den skarpe læser vil bemærke, at den eneste ændring er, at forbuddet mod at afholde camps og korte kurser undre tre uger, er forsvundet.

Følg med på coronasiden, hvor vi løbende opdaterer

Følg også med på Børne- og Undervisningsministeriets coronaside under ”senest opdaterede spørgsmål/svar”