Debat: Vi skal turde sætte kroppen mere i spil, ikke mindre!

Af Mathias Berg, forstander på Københavns Idrætsefterskole

Jeg har besluttet mig for at skrive om mit lille hjertebarn; kroppen. Kroppen i rummet, i skolen, i relationen, vores, min og den andens krop. Den er der hele tiden og fylder alligevel så ofte så utrolig lidt i vores bevidsthed – i hvert fald i skole- og uddannelsessammenhænge.

Min interesse for kroppen går langt tilbage, og i 2018 forsvarede jeg min ph.d.-afhandling ’Kroppens betydning for lærerens lederskab’.

Foruden min i forvejen dybe interesse for emnet blev jeg motiveret til at skrive om dette tema i Stafetten, da jeg 2. oktober læste et debatindlæg af lærer Anders Thorsen på folkeskolen.dk. Han er bekymret for, hvordan – eller om – vi som mænd i skoleverdenen kan få lov til at være omsorgsgivende, hvis vi går rundt med frygten om at få et ’pædofilistempel’ i panden. Anders Thorsen er begyndt at tvivle på, om han som mandlig lærer kan tillade sig at lægge en beroligende hånd på en elevs skulder eller give et kram.

I mine øjne er hans bekymring helt reel. Jeg kan selv genkende nogle af de følelser og refleksioner.

Jeg kan heller ikke forestille mig andet end, at det også ude hos jer andre på efterskolerne dukker op som et tema fra tid til anden. Måske rumsterer det som en sitrende uro blandt undervisere, hos ledelser og i bestyrelser? Og måske er det svært at gribe fat i og konfrontere?

Jeg synes i hvert fald selv, at det kan være noget af et dilemma. Både som en, der gerne vil være omsorgsgivende og ofte er den, der giver en krammer, og som leder, hvor ansvaret for elever og lærere er stort – og som en, der skal have blik for skolen som helhed.

Alligevel vil jeg forsøge mig med et kort, glødende forsvar for kroppen og i særdeleshed berøringen som et særligt vigtigt og stærkt pædagogisk ’redskab’.

For at komme derhen bør jeg måske uddybe min forståelse af, hvad ’kroppen’ er.

En del nyere forskning viser, at vi som mennesker – og særligt børn og unge – sanser og læser kroppens sprog først, som lektor og ph.d. i dans og bevægelsespsykologi Helle Winther skriver i en af sine bøger. Det handler blandt andet om, at børn udtrykker sig gennem kroppen, før de lærer at tale – man kan sige, at det er deres første sprog. Også lærerens lederskab og personlige professionalitet udtrykkes kropsligt.

Når jeg argumenterer for, at kroppen og kroppens sprog er et grundlæggende vilkår for os som mennesker i verden, er det med udgangspunkt i en holistisk, multidimensionel kropsforståelse, hvor kroppen er meget mere end bare vores fysiske krop, et perspektiv, som er inspireret af blandt andre Maurice Merleau-Ponty og Helle Winther. Det betyder, som Lis Engel, kunstner og tidligere lektor, ph.d. ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, så fint har formuleret det, at vi som mennesker er kropsligt forbundet med verden, og at kroppen er grundlaget for vores eksistens og væren i verden. Med andre ord kan man sige, at det betyder, at det, vi føler, påvirker det, vi tænker, og at det, vi tænker og føler, påvirker vores fysiske krop og vores relationer til verden. Det (og meget mere) skriver jeg om i min ph.d.-afhandling, hvor relevante referencer også er at finde.

Frygten for pædofilistemplet
Måske I tænker, hvad har det med risikoen for at få pædofilistemplet i panden at gøre? Det samler jeg op på nu. For krop, personlighed og professionalitet hænger uløseligt sammen og særligt i situationer, hvor vi er opfyldt af svære følelser eller er udfordrede, er det vores krop, der taler højest.

Det er også med vores krop, at vi som lærere kan sætte os ind i elevens kropslige fornemmelser, som en kinæstetisk empati, der gør det muligt at forstå uden ord samt vise den anden, ligeledes uden ord, at vi ser, at det er svært, og at det er okay, at ’jeg er lige her for dig’. I sådanne situationer vil vi nogle gange fornemme, at en støttende hånd på skulderen er det rigtige, andre gange, at et kram er det. Hver situation er forskellig, og det er her, at den dygtige, nærværende lærer ofte lykkes med at læse elevens kropssprog rigtigt og respondere hensigtsmæssigt og omsorgsfuldt.

Også i mange andre situationer i løbet af en helt normal dag på efterskolen vil vi ofte uden at tænke over det lægge en hånd på en skulder og arbejde med berøring som en del af vores professionelle pædagogiske arbejde. Centralt i eksemplerne står berøringen; det at røre og blive rørt.

Ifølge den hollandsk-canadiske pædagog og professor i pædagogik Max van Manen er berøringen måske den mest fundamentale egenskab ved den menneskelige erfaring og giver mulighed for at møde og forstå verden og os selv på en sanselig og erkendelsesmæssig afgørende måde. Det er på den baggrund, jeg mener, at vi har for meget at miste, hvis vi bevæger os i en retning, hvor berøringen glider ud af (efter)skolernes pædagogiske handlerum.

Vores kropssprog er lige så vigtigt som vores verbale sprog, måske vigtigere – kroppen taler altid, også når vi ikke siger noget.

Med kroppen skaber vi den afgørende, tillidsvækkende kontakt, og vi kan træne kroppens sprog og blive dygtigere til hensigtsmæssigt at sætte kroppen i spil. Så i stedet for at nedtone vores kropssprog af frygt for pædofilistemplet, mener jeg, vi bør arbejde med vores kropslige, sanselige nærvær. Det er netop gennem kroppen, at både lærerens og elevernes grænser mærkes. Lad os derfor blive bedre til at arbejde med og træne den kropslige dimension af lærerens professionelle praksis, både i uddannelsessammenhænge og i skolens dagligdag.

Det har jeg sat mig for, at jeg selv vil gøre. Hvis andre har lyst til at gøre det samme, men savner inspiration, vil jeg anbefale at dykke ned i Helle Winthers arbejde med den ’professionspersonlige ledelseskompetence’ f.eks. i hendes bog ’Kroppens sprog i professionel praksis – om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation’. Der er også fri adgang til min ph.d.-afhandling ’Kroppens betydning for lærerens lederskab’ fra 2018 på ucviden.dk under publikationer.

Der er naturligvis mange facetter af denne diskussion, som er relevante, og som jeg ikke har plads til at folde ud her. Men jeg håber, at I vil tage det op ude på skolerne eller med mig ved lejlighed. Jeg håber, vi sammen kan blive ved med – og bedre til – at tale om kroppen som et vigtigt pædagogisk redskab.