Som en del af et efterskoleophold indgår ofte forskellige aktiviteter i forbindelse med undervisning og samvær, der kræver fokus på elevernes sikkerhed.

Det er derfor vigtigt, at skolerne er opmærksomme på de risici, der er forbundet med skolens aktiviteter og udvikler og vedligeholder en sikkerhedskultur på skolen, der har ejerskab hos både ansatte og elever. Det skal være lærerigt, sjovt og udfordrende at gå på efterskole – men ikke farligt.

Sikkerhed i forbindelse med dagligdagen på skolen og færden i skolens nærmiljø bør som en del af det almindelige tilsyn drøftes med eleverne. Hvordan færdes de i trafikken til fods, på rulleskøjter eller cykel, hvor skal de passe særligt på, og hvilke situationer eller steder bør særligt give anledning til deres opmærksomhed. Se mere om tilsyn.

Andre aktiviteter, der indebærer mulige risici og fare¬momenter, kræver øget fokus på elevernes sikkerhed og et skærpet tilsyn. Et skærpet tilsyn går videre end den tilsynspligt, som efterskolen allerede har i kraft af, at eleverne bor og opholder sig på skolen.

Et skærpet tilsyn, der skal udøves ved risikobetonende aktiviteter er ikke bare, at en lærer holder lidt ekstra øje eller er til stede. Et skærpet tilsyn indebærer, at skolen som minimum må

  • erkende de risici og faremomenter, som aktiviteten indebærer
  • sætte sig ind i hvilke regler og retningslinjer, der gælder for pågældende aktivitet
  • sikre at alle lærere og elever har relevante og nødvendige kompetencer og udstyr
  • forholde sig nøgternt og kritisk til, om aktiviteter er sikkerhedsmæssigt forsvarlige
  • fastsætte sikkerhedsforskrifter i form af regler eller retningslinjer på baggrund af ovenstående overvejelser

Sikkerhedsforskrifterne bør være skriftligt tilgængelige for lærere og elever, så det dels sikres, at alle lærere og elever har en fælles forståelse af risici, krav osv., og dels sikres at lærerne ved, hvad de skal rette sig efter. Dermed udelukkes tvivl om, hvad man må.
For sejlads gælder særlige regler, hvor det bærende princip er, at skolen skal lave en sikkerhedsinstruks, der omfatter alle skolens sejladsaktiviteter. Sikkerhedsinstruksen skal altid indeholde 12 nærmere angivne punkter, se bl.a. dette link.

Skolerne kan ved andre risikobetonede aktiviteter tage udgangspunkt i denne sikkerhedsinstruks og tilpasse til den konkrete aktivitet. Det er forskelligt hvilke risikobetonede aktiviteter, som skolerne beskæftiger sig med og der kommer løbende nye til. Nogle typiske er skiture, dykning, rappelling, gokart, motocross, spring, parkour, sejlads, badning i havet og svømmehal, klatring, skydning, jagt, trampolin, ridning, bjergvandring, sejllads i udlandet og rejser i eksotiske lande.

Det er skolens ledelse, der har ansvaret for at udstikke rammer for sikkerheden ved sådanne aktiviteter.

Indledningsvist må skolen sætte sig ind i relevante offentlige eller branchefastsatte regler/anbefalinger for sikkerhed ved aktiviteten, alternativt best practise.

Ud over disse lovgivningsmæssige og branchefastsatte regler og retningslinjer, bør en sikkerhedsinstruks som minimum indeholde følgende punkter:

  • nærmere beskrivelse og afgrænsning af aktiviteten
  • afdækning af de særlige risici ved aktiviteten;
  • forholdsregler til imødegåelse af risici
  • krav til instruktøruddannelse eller lign.
  • krav til erfaring
  • konkret handleplan ved uheld/ulykke
  • hvem har ansvaret overordnet;
  • hvem har ansvaret og kompetencen i den konkrete situation
  • hvem har tilsyn med evt. udstyr, og skal det være aflåst eller adgangen på anden måde reguleret
  • forsikringsforhold

I arbejdet med sikkerheden og udviklingen af sikkerhedskulturen på skolen kan der indgå forskellige elementer. Det må altid være eleverne og de ansattes sikkerhed, som er i centrum. 

Naturligvis bør skolen sikre sig forældretilsagn om, at eleverne kan deltage i aktiviteterne. Men det kan ikke på nogen måde træde i stedet for hverken udarbejdelse af sikkerhedsforskrifter eller fokus på sikkerhed i øvrigt. Forældre kan altså på ingen måde give tilsagn om, at skolen ikke behøver overholde gældende regler. Forældre kan også inddrages ved, at skolen informerer nærmere om aktiviteterne, herunder hvordan skolen arbejder med sikkerhed i forbindelse med aktiviteterne.

Eleverne skal naturligvis kende sikkerhedsinstruksen for aktiviteten. En måde at få fokus og ejerskab blandt eleverne kan være at lade eleverne indgå i udarbejdelsen eller tilpasningen af sikkerhedsinstruksen som en naturlig del af undervisningen og forberedelsen til aktiviteterne.

Alle undervisere og øvrige deltagere bør naturligvis også kende sikkerhedsforskrifterne have adgang til de skriftlige procedurer. Det er skolens ledelse, der har ansvaret for dette.

Ved anvendelse af eksterne samarbejdspartnere må det almindeligvis kunne antages, at disse overholder gældende sikkerhedsregler, men ved fx rejser til fjernere lande, hvor fokus på sikkerhed kan være anderledes end den standard, som kendes i Danmark, eller hvor elevernes erfaringer om lokale forhold vil være begrænsede, er det skolens opgave at sikre, at sikkerheden er tilstrækkelig. Uanset at der er indgået samarbejde med eksterne partere vil skolen i kraft at sin tilsynsforpligtelse skulle holde øje med tegn på at sikkerheden ikke er i orden, fx at der er nedslidte dæk på bussen, chaufføren er spirituspåvirket, vejret eller vejrudsigten er dårlig. Det er derfor vigtigt, at lærere der deltager i aktiviteterne eller på rejserne har kompetencer, beføjelser, og fuld opbakning fra skolens ledelse til at sige fra eller stoppe aktiviteter, også i tilfælde, hvor dette vil medføre forsinkelser, aflysninger, øgede udgifter osv. Det er desuden en god idé at have lister over relevante telefonnumre og kontaktoplysninger på alarmcentraler, lokale myndigheder, forsikringsselskaber mv. med på rejser, og ved rejser til fjernere rejsemål at have registeret sig på ”danskerlisten” eller orienteret ambassaden i det pågældende land.

Lav jeres egne sikkerhedsinstruks
Nedenstående skabelon er en hjælp til udarbejdelse af sikkerinstruks for de ude-aktiviteter, som skolen tilbyder. Skabelonen er redigérbar, så man kan direkte udarbejde sin egen sikkerhedsinstruks i den.
Hent skabelonen