Efterskolerne har gode erfaringer med at have flygtninge og indvandrere på skolerne. Ligesom unge med dansk baggrund kan de få stort udbytte af at udveksle erfaringer, danne venskaber og knytte bånd på tværs.

Flygtninges og indvandreres udbytte af efterskoleophold
Rapporten ”Efterskolernes erfaringer med unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund” af Als Research fra 2018 konkluderer følgende

  • Unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund opnår et stort sprogligt, fagligt, socialt og personligt udbytte af et efterskoleophold
  • Unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund får gennem et efterskoleophold større viden om det danske samfund og danske traditioner
  • Undervisningen i dansk som andetsprog, som eleverne tilbydes på efterskolerne, bidrager til deres sproglige udvikling
  • Unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund opnår fagligt udbytte af et efterskoleophold
  • Unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund opnår socialt udbytte af et efterskoleophold. Bl.a. i form af nye venner på skolen, et stort netværk af unge danskere og en stærk oplevelse af at være en del af fællesskabet 

Læs rapporten her

Finansiering af efterskoleophold
Der er en række særlige omstændigheder i forhold til finansiering af flygtninges og indvandreres ophold på efterskoler, der er værd at være opmærksom på:

  • Alle flygtninge- og indvandrerunge med en gældende opholdstilladelse modtager statslig elevstøtte på lige fod med andre elever
  • Flygtninge – og indvandreunge kan i særlige tilfælde søge et stipendie som tilskud til et efterskoleophold. Stipendieordningen er en tilskudsordning til efterskoleophold for flygtninge- og indvandrerunge og grønlandske unge, der kommer fra økonomisk trængte familier. Stipendiet er på cirka 26.000 kr. Det kan søges af flygtninge, indvandrere eller efterkommer fra et ikke-vestligt land, hvis forældre har en indkomst under 350.000 kr. (2. kalenderår forud for skoleårets start). I skoleåret 2019/2020 er der 86 stipendier til rådighed og fra 2020/2021 vil der forventeligt være ca. årlige 60 stipendier til rådighed. Læs mere om stipendieordningen - under punktet Stipendieordning for flygtninge- og indvandrere samt herboende grønlandske unge.
  • Individuel supplerende støtte kan ligeledes anvendes af den enkelte efterskole til at finansiere ophold for flygtninge- og indvandrerunge, når de kriterier, som skolen har opsat, er opfyldt. 
  • Kommunerne har forskellige muligheder for at støtte unges ophold på efterskoler ved at yde tilskud til egenbetalingen, finansiere mentorordninger etc., herunder til flygtninge- og indvandrerunge. Det kan bl.a. ske via anvendelse af § 52 eller § 52a i Serviceloven. Læs mere om kommunernes rammer her

Læs mere om rammer og regler i publikationen ’Flygtninge på efterskole’ 

Dansk som andetsprog

Flygtningeelever er også tosprogede elever og kan derfor have behov for undervisning i dansk som andetsprog. Læs mere om dansk som andetsprog og tosprogede elever her

Det pædagogiske arbejde

De frie skoleforeninger har sammen udviklet en guide til modtagelsen af og det pædagogiske arbejde med flygtningebørn. Nogle af disse børn kommer med traumer og andre udfordringer, grundet deres status. Få inspiration til arbejdet i pjecen her

Oplysning om efterskoleophold
Efterskolerne arbejder løbende med at oplyse om efterskoleformen. Skoleformen er en ren dansk skoleform, og det er derfor nødvendigt at fortælle grundigt om, hvad den kan tilbyde til netop denne elevgruppe, som oftest ikke har hørt om efterskoler hjemmefra. På hjemmesiden findes der derfor information om efterskoler målrettet flygtninge- og indvandrerunge. Læs mere her

For spørgsmål vedr. integrationsarbejdet på efterskolerne, kontakt konsulent Sine Eggert på se@efterskoleforeningen.dk 33179768