Nye regler for udmøntning af individuel supplerende elevstøtte til skolerne.

Fra 1. januar 2019 tildeles skolerne midler til uddeling efter antallet af elever i de nederste 10 indkomsttrin på elevstøtteskalaen. Samtidig er ministeriet gået over til at udbetale midlerne som månedlige forskud, der efterfølgende reguleres kvartalsvis på samme måde, som den indkomstafhængige elevstøtte.

Vi har udarbejdet en lille guide til forklaring af, hvordan forskuddet beregnes og hvordan den efterfølgende reguleres. Guiden kan hentes her

Øremærkede midler
Skolerne skal regnskabsmæssigt kunne gøre rede for, at tilskuddet kun anvendes til dette formål, og uforbrugte midler kan overføres til senere regnskabsår.

Formål med tilskuddet
Efterskoleloven fastsætter i §§ 11 og 37 de overordnede betingelser og formål med den individuelle, supplerende elevstøtte.
Tildeling sker efter skolens vurdering, således at skolen er i stand til at opfylde lovens bestemmelse om, at skolens kurser skal være åbne for alle.
Regler vedr. egenbetalingen og nedsættelses af egenbetaling skal respekteres.
Regeringsgrundlaget fra oktober 2011 understregede det sociale sigte i målsætningen om at ”sikre, at det for alle familier er økonomisk overkommeligt, at deres børn kommer på efterskole.” Under denne overskrift er der fra 2012 sket en ekstraordinær stigning i skolernes pulje til individuel, supplerende elevstøtte.

Tildeling
Tildeling af støtten skal være baseret på en konkret, individuel vurdering, og i denne vurdering kan der indgå flere faktorer, f.eks.:

At familiens sociale situation er præget af sygdom, arbejdsløshed eller lignende. Måske kædet sammen med en betydelig indtægtsnedgang.
At familien er kommet i klemme pga. eventuelle uhensigtsmæssigheder i elevstøttereglerne.
Ønsket om at hjælpe en elev til gennemførelse af efterskoleopholdet, selv om familien rammes af økonomiske problemer i løbet af skoleåret.
Andre forhold

Skolens retningslinjer for tildeling
Der er ikke centralt fastsatte retningslinjer vedr. den individuelle elevstøtte ud over det overordnede formål. Tildelingen sker efter skolens egen beslutning og på skolens eget ansvar.

Det kan anbefales, at skolen udarbejder en procedure vedr. tildeling af midlerne. Dette kan ske efter en drøftelse i skolens bestyrelse om retningslinjer og forretningsgange. Retningslinjerne må ikke udformes som regler, der udelukker skønnet, dvs. så de udelukker muligheden for en konkret, individuel vurdering af hvert enkelt tilfælde. Man kan her også bestemme, hvad der efterfølgende skal forelægges af redegørelse til bestyrelse og revisor. Både efterskoleloven og revisionsbekendtgørelsen nævner revisors pligt til at føre kontrol med anvendelsen af skolens pulje til individuel, supplerende elevstøtte.

Afgørelser vedr. tildelingerne, der i praksis forventes at blive truffet af skolens daglige ledelse, kan ankes til skolens bestyrelse. Der findes ikke andre klageinstanser.

Information
Skolen skal over for kommende elever og deres forældre informere om muligheden for at få individuel, supplerende elevstøtte. Dette kan f.eks. gøres, hvor skolen informerer om betaling af skolepenge: På hjemmesiden, på andet skolemateriale og på informationsmøder.