Kommunen betaler – hvad må og skal skolen?

Fire muligheder for støtte
Der er fire forskellige muligheder for, at en kommune kan yde støtte til egenbetalingen:
1) Folkeskolelovens § 20 og 22. Denne paragraf kan bruges til at finde det rette skoletilbud til en elev, også uden for kommunen.
2) Lov om socialservice § 52 a. Kommunen kan yde støtte til egenbetalingen, hvis eleven har særlig behov for støtte. Det er ikke nok, at familien har en meget lav indkomst.
3) Lov om social service § 52 stk. 3 nr. 6 og/eller 9. Gives som regel i kombination med støtte efter § 52 a. Her kan kommunen enten yde støtte til fast kontaktperson (nr. 6), socialpædagogisk støtte (personlig støtte, herunder træning og rådgivning) (nr. 9).
4) Det er også ifølge § 52 stk. 3 men nr. 7, at kommunen kan vælge at anbringe den unge. Det kræver, at skolen er godkendt som opholdssted i medfør af lov om social service § 66.

Folkeskoleloven
Hvis kommunen betaler en del af egenbetalingen i medfør af folkeskoleloven, så er det skoleforvaltningen, der betaler. Det kan fx dreje sig om ordblinde elever, hvor kommunen ikke selv har det rigtige tilbud eller små-øer, hvor der kun er skole til og med 7. klasse. I disse tilfælde kan kommunen have en politik om at støtte efterskoleophold, eller der skal ansøges til skoleforvaltningen. I disse tilfælde er der ikke nogen forpligtelser for skolen forbundet med kommunens støtte. Eleven har i udgangspunktet ikke nogen særlige støttebehov – selv om det i praksis ofte vil være elever, der henvises til specialefterskole eller skoler for ordblinde. Fokus for denne mulighed er elevens undervisningsmæssige behov. Skolen skal altså ikke sende handleplaner eller udfylde andet materiale til kommunen.

Økonomisk støtte efter serviceloven § 52 a
Når kommunen bidrager til at dække forældrenes egenbetaling i medfør af § 52 a, så er der tale om en tidlig eller forebyggende indsats. Det betyder, at kommunen ikke behøver at udarbejde en såkaldt § 50-undersøgelse af den unge, lige som der heller ikke skal udarbejdes en handleplan. I udgangspunktet har skolen altså ikke nogen udvidede forpligtelser ved denne form for støtte. Det betyder imidlertid også, at den unge fx ikke har ret til støtte efter det fyldte 18. år.

Under denne paragraf kan kommunen alene yde dækning af forældrenes udgifter til skolepenge og eventuelt transport. De kan ikke lovmæssigt betale tøj- og lommepenge.

Fast kontaktperson eller personlig støtte
Kommunen kan godt yde støtte til egenbetalingen efter § 52 a kombineret med støtte til en kontaktperson og/eller socialpædagogisk støtte efter § 52 stk. 3 nr. 6 og 9. En fast kontaktperson skal være en konkret fysisk person, som fx kontaktlærer. Det betyder, at kommunen skal aflønne denne person direkte, og bevilges derfor til elever, der netop har behov for én fast kontaktperson. Socialpædagogisk støtte efter nr. 9 er mere fleksibel. Det kan fx være ekstra støtte til samværsdelen/personlige problemstillinger. På mange skoler får eleven fx en ekstra time pr. uge til samtale med kontaktlæreren om aktuelle problemstillinger samt en time til tøjvask, tandlægebesøg eller andre personlige ting, eleven har brug for støtte til. Overskydende tid sættes i en ’timebank’ som bl.a. finansierer administration, mv. i forbindelse med opholdet.

Kommunen skal udarbejde en § 50-undersøgelse og en handleplan (§ 140 i lov om social service) for at yde støtte efter § 52 stk. 3. Handleplanen er bl.a. vigtig, fordi det skal fremgå, hvad der skal ske, når eleven fylder 18, hvis eleven er fyldt 16 år ved kursusstart. I disse tilfælde er samarbejdet mere forpligtende for skolen. Det skal fx dokumenteres i handleplanen, hvordan målene med efterskoleopholdet er opnået. Nogle kommuner beder om en status hvert halve år. Hvis der er bevilget en fast kontaktperson, har kommunen også pligt til at følge op på den unge efter tre måneder, for at høre, hvordan det går.

Der er ikke noget til hinder for, at skolen får dækket sine udgifter til øget administration i forbindelse med, at aftalen indgås med kommunen. Nogle skoler har desuden forsøgt at gøre samarbejdet med kommuner mere ensrettet ved fx at tilbyde en slags ’standardløsning’ til kommuner, som både dækker elevens behov for særlig støtte og skolens tidsforbrug til administration.

Anbringelse er særligt forpligtende
I Efterskoleforeningen hører vi af og til fra skoler, som er i tvivl om, hvorvidt en elev er anbragt eller alene har fået økonomisk støtte til opholdet. Det er i udgangspunktet kommunens ansvar, at anbringelser kun sker på godkendte opholdssteder. Hvis skolen er i tvivl, bør man hurtigst muligt kontakte kommunen og få skabt klarhed. En anbringelse er nemlig i særlig høj grad forpligtende for skolen.

En anbringelse kræver både en § 50-undersøgelse og en § 140-handleplan. Børneundersøgelsen skal fastslå anbringelsesgrundlaget og skal derfor være relativt omfattende. Uanset, at anbringelser på efterskoler altid sker frivilligt, hvor både eleven selv og forældrene skal samtykke, så er der ikke desto mindre tale om en anbringelse uden for hjemmet. Det er en af de mest indgribende foranstaltninger, lov om social service giver mulighed for. Det betyder også, at skolen er forpligtet til at medvirke til at dokumentere den unges udvikling og arbejdet med handleplanen. Skolen bliver i retslig forstand elevens hjem under anbringelsen. Principielt skal eleven derfor have mulighed for at være på skolen i weekender og ferier. Alle aftaler om elevens ophold skal derfor være på plads før skolestart.

Anbragte unge har desuden en række udvidede rettigheder. Kommunen er fx forpligtet til at føre såkaldt personrettet tilsyn. Det vil sige, at de skal besøge eleven hvert halve år og følge op på udvikling og trivsel. Den unge har desuden ret til efterværn, dvs. at støtten fortsætter, selv om den unge fylder 18.

Socialtilsyn
I 2016 ændrede Folketinget lov om socialtilsyn. Det er nu kun skoler med mere end 8 pladser til anbragte elever, som skal godkendes af socialtilsynet. Hvis skolen ikke har mere end 8 pladser, er det den anbringende kommune, der godkender pladsen som konkret egnet til den enkelte anbragte elev.

Gode råd til samarbejdet med kommuner
Efterskoleforeningen udgav i 2013 publikationen ’10 Trin – Gode relationer, tydelige rammer og klar kommunikation’, som handler om samarbejde med kommuner om udsatte unge. Der er ingen nemme genveje, men jo mere afklaret skolen er om sit tilbud – jo nemmere bliver det at afstemme forventninger med kommunen. I alle tilfælde anbefaler vi også at få forældrene på banen, så tidligt som muligt og få deres samtykke til, at der overleveres den information, som er nødvendig for at den unge får en god start på efterskolen. Nogle skoler har til brug for dette arbejde standardiseret ansøgningsblanketten sådan, at forældrene skal angive, om kommunen dækker hele/dele af egenbetalingen. Det giver mulighed for rettidig omhu i samarbejdet.
Læs mere om 10 trin her

Kontakt
Hvis du har spørgsmål til elever, der kommer med støtte fra kommunen eller socialtilsyn, kan du kontakte konsulent Mette Hjort-Madsen i Efterskoleforeningen på tlf. 33 17 97 61, mhm@efterskoleforeningen.dk