Bilag 6 er en aftale mellem LC og Finansministeriet om, hvordan lærere og ledelse på de frie skoler aflønnes for at have lærerstuderende i praktik. Den beskriver således ikke, hvordan man har en lærerstuderende i praktik.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 lykkedes det ikke at opnå enighed mellem Finansministeriet og LC/FSL om en ny aftale om de lærerstuderende praktik på de frie skoler. Derfor kører den gamle lønaftale fra 2002 i princippet videre, blot med indarbejdelsen af redaktionelle justeringer ifm. lov 409 og en justering af lønniveauet til 2012-niveau.

Samtidig er der er lavet en ny aftale om lærerstuderendes praktik (praktikaftalen) der omfatter lærernes uddannelsesinstitutioner: Professionshøjskolerne (UC) og kommunerne. Aftalen om de lærerstuderendes praktik hedder ”Aftale om vilkår for varetagelse af praktikopgaver i uddannelsen til lærer i folkeskolen” og er beskrevet i læreruddannelsernes studieordninger, partnerskabsaftalen mellem kommunen og læreruddannelse samt praktikskolens uddannelsesplan. ”Praktikaftalen” definerer praktikvirksomheden i fem kategorier: Praktiktimer, vejledningstimer, praktikundervisning, medvirken ved praktikprøven samt ledelses- og koordineringsopgaver.

Da lønaftalen ikke er fornyet, er der ikke længere overensstemmelse mellem alle de kategorier og opgaver der beskrives i praktikaftalen og de frie skolers ”aflønningsaftale”. Der står fx ikke noget om praktikprøve i lønaftalen, og begrebet ”alenepraktik” er udgået af praktikaftalen.

Læreruddannelsesstederne (UC) får et taxametertilskud fra staten pr. studerende til at dække de studerendes praktikophold. Det svarer typisk til 6 uger af taxametret for en lærerstuderende på årsplan, p.t. godt 4.000 kr. Læreruddannelsesstedet bestemmer selv, hvordan pengene udmøntes. Nogle giver hele beløbet til skolen på én gang, andre udbetaler kun en del af tilskuddet, for at sikre sig imod, at alle pengene er brugt, hvis praktikforløbet afbrydes og læreren skal i ompraktik. Praktikskoler har også oplevet, at UC beder om en faktura med timeopgørelse på, før de vil udbetale beløbet.

Da der er et loft på, hvor meget en lærerstuderende i praktik kan udløse i tilskud, kan der være en mindre difference mellem tilskuddet fra Læreruddannelsesstedet og den faktiske udgift for skolen. Med andre ord dækker tilskuddet ikke altid hele lønudgiften.

Der er 4 typer vederlag beskrevet i bilag 6:

Praktikvederlaget er et vederlag, som praktiklæreren får for at have en lærerstuderende med til sin undervisning, herunder at den lærerstuderende selv underviser. Det gives pr. lærerstuderende man har med til undervisningen og pr. undervisningslektion á 45 minutter. Praktiklæreren får det for forberedelsen, gennemførelsen, efterbehandling af praktiktimerne og kontakt til læreruddannelsesinstitutionen. I aktuelt niveau er det på 44,54 kr. pr. lektion pr. studerende.

Alenepraktik er afskaffet som begreb og udfaset i 2014 i den nye aftale mellem LC og KL. Så selv om det nævnes i aflønningsaftalen gælder det ikke længere. Det betyder, at beløbet på 4.587,31 kr. pr. lærerstuderende som honorering for ”aleneperioden” er irrelevant, da praktikformen ikke længere findes.

Praktikundervisning anvendes ikke så ofte. Men begrebet dækker fx fælles undervisning af de lærerstuderende om, hvad det vil sige at være efterskolelærer. Det er ikke det samme som vejledning på tomandshånd, der godtgøres til en lavere sats. Praktikundervisningssatsen er på 467,46 kr. pr. lektion i aktuelt niveau.

Ledelses- og koordineringsopgaver
Hvis ledelses- og koordineringsopgaven er uddelegeret til en lærer, skal læreren have den aftalte timeløn på 9,44 kr. pr. praktik- og undervisningstime for hver deltagende lærerstuderende.

Beløb op til 20.970,56 kr. årligt i 2012-niveau samt 2/5 af det overskydende beløb ud over 20.970,56 kr. ydes som tillæg til skolens leder og souschef. 3/5 af beløb over 20.970,56 kr. ydes som tillæg til lærere m.fl. ved skolen, der har varetaget ledelses- og koordineringsopgaver. Det er skolens leder der fastlægger fordelingen under hensyn til opgavefordelingen.

Praktikprøven er beskrevet i den nye praktikaftale, men ikke i aflønningsaftalen. Efter hvert forløb er der praktikprøve på lærerseminariet (praktiklærer + UC-eksaminator). Det skal konkret aftales på skolen mellem TR/FSL og ledelsen, hvad der gives i vederlag for at medvirke. FSL vurderer, at skolen bør betale undervisningstimesats II på 467,46 kr. i aktuelt niveau.

Arbejdstidsopgørelse
Som udgangspunkt indgår praktiklærerens tidsforbrug til vejledning, undervisning og skriftlig udtalelse ikke i arbejdstidsopgørelsen men udenfor. Det er dog en mulighed at aftale, at tidsforbruget indgår.

Opgøres tidsforbruget uden for arbejdstidsaftalen honoreres timer anvendt til vejledning og skriftlig udtalelse med arbejdstimesats II (233,73 kr. i aktuelt niveau).

Er en lærers tidsforbrug på konkrete opgaver (bortset fra praktikundervisning) ved at have en lærerstuderende i praktik indregnet i årsnormen (inden for arbejdstidsaftalen) udbetales differencen mellem lærerens normale timeløn og arbejdstimesats II på 233,73 kr.

Satserne for timelønnet undervisning findes i Finansministeriets lønoversigt, pkt. 8.1.

Oversigt over typer af vederlag


Type vederlag

Grundbeløb

31. marts 2012 (kr.)

Aktuelt niveau

(1. april 2016) (kr.)

 

Praktikvederlag – lærerstuderende med til undervisningslektioner – pr. 45 minutter

 

 

 

43,25

 

 

44,54

 

Vejledning og skriftlig udtalelse – pr. 60 minutter (arbejdstimesats II)

 

 

 

226,95

 

 

233,73

 

Praktikundervisning (undervisningstimesats II)

 

 

 

453,9

 

 

467,46

 

Ledelses- og koordineringsopgaver

 

 

9,17

 

9,44

 

Praktikprøve (konkret beløb skal aftales lokalt med TR)

 

 

453,9

 

467,46