Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i elevens tidligere skolekommune skal yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning for elever på efterskole uanset alder. Det fremgår af Efterskolelovens § 3, stk. 2.

PPR’s primære opgave er at udarbejde udtalelser om en elevs behov for specialundervisning (svarende til støtte i mindst 9 ugentlige undervisningstimer) på baggrund af en henvendelse fra skolen eller eventuelt på eget initiativ.

For at en almen efterskole kan modtage specialundervisningstilskud skal der foreligge en udtalelse fra PPR, om at elevens støttebehov er mindst 9 ugentlige undervisningstimer. Hvis en elev har behov for faglig støtte under 9 ugentlige timer kan der søges om inklusionstilskud uden anbefaling fra PPR.

Læs mere om inklusionstilskud og specialundervisningstilskud på almene efterskoler. Her finder du også omslag og vejledning til PPR.

For at en efterskole godkendt med et samlet særligt undervisningstilbud kan modtage tillægstakst 1 skal der foreligge en udtalelse fra PPR om, at elevens støttebehov er mindst 9 ugentlige undervisningstimer. Tillægstakst 2 kan modtages, hvis der foreligger en udtalelse fra PPR, om at elevens støttebehov er mindst 9 ugentlige undervisningstimer, og at elevens støttebehov er særligt omfattende. Grundtilskud modtages til alle elever på skolen. Der skal ikke foreligge en udtalelse fra PPR for elever, der alene skal udløse grundtakst.

Læs mere om specialtilskud til skoler godkendt med et samlet særligt undervisningstilbud. Her finder du også omslag og vejledning til PPR samt brevskabeloner til henvendelser til PPR.

Kontakt Sine Eggert på se@efterskoleforeningen.dk eller 33179768 for spørgsmål vedrørende PPR-betjening på efterskoler