Dette skal støtte efterskoleeleven i uddannelsesvalget og være med til at sikre, at han/hun vælger ungdomsuddannelse på baggrund af grundige overvejelser.
Ved ansøgning til en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse skal studievalgsportfolien/afrapporteringsskemaet vedhæftes ansøgningen inden den sendes af sted.

Yderligere info om Studievalgsportfolio – afrapporteringsskema. Information fra Undervisningsministeriet

Em metode til arbejdet med studievalgsportfolio på efterskolerne

Materialet henvender sig både til lærerne og vejlederne.

Indledning
Efterskolernes vejledning er kendetegnet ved, at vejledningsaktiviteterne er en integreret del af skolens hverdag. Vi kalder det integreret vejledning. Her samarbejder lærerne og vejlederne om veldefinerede opgaver, og har således et fælles ansvar for vejledningsprocessen. Eleverne oplever på den måde, at der er en ‘rød tråd’ i processen, og at de i højere grad bliver aktører i egen vejledningsproces.

I et projekt med titlen: Udvikling af portfolio i efterskolernes vejledning, finansieret af Undervisningsministeriet og Efterskoleforeningen, er der udviklet materialer som giver bud på hvordan ‘denne røde tråd’ kan skabes ved hjælp af en vejlednings- og portfoliometodik, og desuden giver introduktion om studievalgsportfolio til elever og forældre.

Materialet inspirerer overordnet til, hvordan efterskoler kan understøtte eleverne i deres overgange til og deltagelse i ungdomsuddannelse, arbejde, livet og samfundet, og hvordan en studievalgsportfolio kan blive et stillads i den proces. Der er i hæftet 3 skolers praksiserfaringer i arbejdet med studievalgsportfolio, som man kan lade sig inspirere af i planlægningen af en studievalgsportfolio-proces.

1. Studievalgsportfolio i efterskolen, et metode- og inspirations-hæfte til vejledere og lærere
I hæftet adskilles elevernes arbejde med portfolien fra selve afrapporteringsskemaet. Elevernes arbejde med studievalgsportfolien anskues her som en proces, hvor eleverne kan lære at tage hånd om deres eget liv og egen fremtid, herunder deres uddannelses- og arbejdsliv. Hæftet byder ind med en tænkning hvortil der er en arbejdsmodel, der kan folde elevernes valgproces ud, samt kvalificere og konkretisere den. Et af resultaterne af processen er, at eleverne kan samle deres refleksioner i afrapporteringsskemaet, som skal vedhæftes ansøgningen, når de søger en ordinær ungdomsuddannelse.

Hæftet formidler desuden praksiserfaringerne fra 3 efterskoler, som har deltaget i projektet: Risskov Efterskole, Viby Efterskole og Ågård Efterskole. Skolerne har i løbet af projektperioden taget afsæt i en fælles portfolio-tænkning og derfra udviklet deres egne studievalgsportfolioer. Vi ønskede nemlig, med udgangspunkt i efterskolens skoleform med det særlige (vejlednings)læringsrum, det udgør, at der kunne genereres viden om og erfaringer med lærer- og vejledersamarbejde og en integreret vejledning. Erfaringer, som andre skoler som sagt kan lade sig inspirere af i planlægningen af en studievalgsportfolio-proces.

Hæftet indeholder flg.:

  • Forord, herunder hvad en studievalgsportfolie er, teoretiske perspektiver og studievalgsportfolio og integreret vejledning.
  • Beskrivelse af en arbejdsmodel, hvori der præsenteres en arbejdsportfolio og en præsentationsportfolio samt 3 eksempler på, hvordan arbejdsmodellen kan bruges i praksis ud fra 3 udvalgte aktiviteter.
  • 3 efterskolers praksiserfaringer i arbejdet med at udvikle egne studievalgsportfolier.
  • Elevernes stemme: Vi har i projektet været nysgerrige på elevernes perspektiver på vejledning og bedt dem om at bidrage med tematikker, de synes er vigtige at arbejde med i vejledningen og gode måder at gøre det på. Derfor er det et afsnit med elevcitater.
  • Gruppesamtaler, hvor der gives viden om, hvordan lærere og vejledere kan bruge gruppesamtalen som redskab.
  • Henvisninger og link til yderligere litteratur.

2. Studievalgsportfolio i efterskolen, introduktion til elever og forældre
Denne folder beskriver hvad en studievalgsportfolio er, hvorfor og hvordan unge i efterskolen kan arbejde med en studievalgsportfolio, hvordan den unge og forældrene kan samarbejde om en studievalgsportfolio, og hvordan forældrene kan bidrage i vejledningsprocessen.
Denne folder kan printes og uddeles til forældre og elever.

Læs mere på uddannelsesguiden, ug.dk