Af redaktionen

Forslag 1
Bestyrelsens forslag til finansiering af projektet ’En Efterskolevej til Alle’ i perioden 2025-2027


Forslagsstiller:
Efterskoleforeningens bestyrelse

Indstilling
Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingens godkendelse, at Efterskoleforeningen i de kommende tre år anvender 1 million kroner om året af foreningens egenkapital (i alt 3 millioner
kroner). Midlerne skal primært bruges på ansættelse af en projektleder til at løfte projektet ’En
Efterskolevej til Alle’ i perioden 2025-2027.

Formål
Formålet med projektet ’En Efterskolevej til Alle’ er, at foreningen gennem et målrettet samarbejde med andre organisationer, der har et indgående kendskab til de udsatte unge, kan tiltrække nye elevgrupper til at komme på efterskole.

Baggrund
Vi har diskuteret socialt ansvar i foreningen siden 2012. På generalforsamlingen i 2016 vedtog vi det sociale charter, der forpligtede skolerne til at tage initiativer, der kunne styrke skoleformens sociale ansvar i forhold til at rekruttere flere unge i udsatte positioner. Og på generalforsamlingen i 2022 vedtog vi desuden seks anbefalinger til at øge tilgængeligheden for udsatte unge til at komme på efterskole.

Men i respekt for de mange initiativer, der er taget rundt omkring på skolerne, har det ikke flyttet på det store billede. Nemlig at der fortsat kommer flere og flere unge fra middelklassen på efterskole og dermed relativt færre unge fra familier i udsatte positioner og med lave indkomster.

Koalitionen ’En Vej til Alle’
Erfaringer viser, at det er et stort arbejde for den enkelte skole at komme i kontakt med de udsatte unge, og at det kræver meget opsøgende arbejde og etablering af netværk med UU-vejledere, socialrådgivere og ikke mindst familierne, der ofte har et sparsomt kendskab til efterskoler.

Derfor er styrken i ’En Efterskolevej til Alle’, at projektet sker i et samarbejde med koalitionen ’En Vej til Alle’, der er stiftet af Bikubenfonden og Akademiet for Social Innovation. Forandringskoalitionen ’En Vej til Alle’ består af mere end 40 meget forskellige organisationer. Her forsøger man at løse sociale udfordringer på nye måder over en lang periode. Målet for ’En Vej til Alle’ er at hjælpe unge i udsatte positioner, så de ikke risikerer at ende i den såkaldte ’potentialegruppe’, der er uden job og uddannelse som 25-årige.

Ansættelse af en projektleder i de kommende tre år
Derfor ønsker bestyrelsen at ansætte en projektleder, der i samarbejde med koalitionen ’En Vej til Alle’ skal arbejde systematisk på at rekruttere unge i udsatte positioner og fra lavindkomstfamilier til landets 242 efterskoler. Dette samarbejde vil kunne give os mulighed for at opbygge fagprofessionelle netværk, i første omgang i udvalgte store kommuner, der kan rådgive og åbne for, at flere unge i udsatte positioner kan komme på efterskole.

Mange i denne gruppe af unge vil også have brug for økonomisk støtte. Der er derfor behov for flere private og offentlige stipendier til denne gruppe unge. Vi har i december 2024 modtaget en bevilling på 15 millioner kroner fra Alm. Brand Foreningen. Det giver mulighed for at uddele legater à 30.000 kroner om året til unge fra familier med lave indkomster. Det er en begyndelse.

Match mellem efterskolen og den unge
Vi skal i projektet sikre, at der er et godt match mellem den unge og de faglige kompetencer, der er på den enkelte efterskole, så eleven får tilstrækkelig personlig støtte under efterskoleopholdet. Ellers risikerer vi, at for mange af disse unge vil frafalde deres efterskoleophold. Det kræver, at den unge bliver motiveret til at gå på efterskole og føler sig velkommen på skolen, og at familien oplever sig velinformeret og bakker op om den unges efterskoleophold.

Det er frivilligt for skolerne at deltage i projektet. De efterskoler, der gerne vil deltage i projektet, vil blive tilbudt adgang til nye faglige netværk, og der vil blive mulighed for kompetenceudvikling og uddannelse af medarbejdere. ’En Efterskolevej til Alle’ løber i første omgang fra 2025-2027. Det er bestyrelsens ambition, at dette kun er første fase i en langsigtet indsats.


Forslag 2
Forslag til ændring af foreningens vedtægt: § 11, stk. 1, bestyrelsens sammensætning


Forslagsstiller: Kåre Kramer, forstander, Eisbjerghus Internationale Efterskole

Det blev på generalforsamlingen 2019 besluttet med et snæver flertal (51%, et flertal på ca. 10 stemmer), at 2 pladser i Efterskoleforeningens bestyrelse skulle reserveres til medlemmer fra efterskolerne bestyrelser. Vi stod i 2024 i den situation, at 2 af de 3 pladser der var på valg, skulle tilfalde bestyrelsesmedlemmer. Dette afstedfødte at det IKKE var kandidater med flest stemmer der blev stemt ind, men at bestyrelsesmedlemmer blev valg ind, udelukkende fordi de til dagligt er bestyrelsesmedlemmer på en efterskole.

Jeg er tilhænger af en bredt sammensat bestyrelse, da jeg tror på at mangfoldigheden er en styrke for vores forenings demokrati.

Forskellige øjne med forskellige perspektiver har en bredere opmærksomhed. Jeg er blot endnu mere tilhænger af, at det er det direkte demokrati, og en lige mulighed for at blive valgt, og jeg har stor tillid til, at forsamlingen er kompetent til at træffe de fornuftige valg af bestyrelsesmedlemmer.

Man bør samtidig have for øje, at der er valg af 2-3 bestyrelsesmedlemmer hvert eneste år, så der vil være en årlig mulighed for at ændre på sammensætningen af bestyrelsens medlemmer.

Der skal stemmes om ændring af "§9 Bestyrelsesvalg og §11 Bestyrelsen" i Efterskoleforeningens Vedtægt. Nedenfor fremgår forslaget til ændring af vedtægterne.

Nuværende formulering
Tekst markeret med rød skrift foreslås at udgå.

§ 9. Bestyrelsesvalg
Stk. 1. Kandidater til bestyrelsen er valgt i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. Flest stemmer giver valg. Dog har kravet om deltagelse af mindst to personer fra skolebestyrelser, jf. § 11, stk. 1, forrang for afstemningsresultatet.

Hvis to kandidater har samme stemmetal, bestemmes rækkefølgen ved lodtrækning.

Stk. 2. Kun stemmesedler, der er påført mindst ét navn på en opstillet kandidat, medregnes som gyldige. Der kan højest anføres det antal kandidater, der er ledige pladser i bestyrelsen det pågældende år. Man kan højst afgive én stemme pr. kandidat. 

§ 11. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formanden og 8 bestyrelsesmedlemmer. Heraf skal mindst 2 personer vælges blandt medlemsskolernes bestyrelser.

Forslag til ændring af vedtægterne
Det er denne tekst, der skal stemmes om.

§ 9. Bestyrelsesvalg
Stk. 1. Kandidater til bestyrelsen er valgt i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. Flest stemmer giver valg. Hvis to kandidater har samme stemmetal, bestemmes rækkefølgen ved lodtrækning.

Stk. 2. Kun stemmesedler, der er påført mindst ét navn på en opstillet kandidat, medregnes som gyldige. Der kan højest anføres det antal kandidater, der er ledige pladser i bestyrelsen det pågældende år. Man kan højst afgive én stemme pr. kandidat.

§ 11. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formanden og 8 bestyrelsesmedlemmer.


Forslag 3
Forslag til ændring af foreningens vedtægt: § 9 og § 11, bestyrelsens valg og sammensætning


Forslagsstillere:
Esben Jensen, bestyrelsen, Nordfyns Efterskole.
Henrik Ottosen, bestyrelsen, Efterskolen for Scenekunst

Dette forslag er foranlediget af et andet forslag om at fjerne skolernes bestyrelsesmedlemmers mindretalsbeskyttelse på 2 bestyrelsesmedlemmer i Efterskoleforeningens bestyrelse.

En vedtagelse af dette vil højst sandsynligt medføre at skolernes bestyrelsesmedlemmer ikke mere er/vil være repræsenteret i foreningens bestyrelse. Efterskoleforeningen er en medlemsforening, en interesseorganisation og en folkelig bevægelse. Derfor er det både hensigtsmæssigt og en absolut nødvendighed i forhold til foreningens legitimitet, at bestyrelsen for foreningen har repræsentanter fra både medarbejderansatte,lederansatte og fra skolernes bestyrelser.

I 2009 vedtog vi på generalforsamlingen et nyt medlemsbegreb: fra: at man skulle melde sig ind i foreningen til: at man var medlem pr automatik når man var ansat på en efterskole.

Dette medførte en kraftig udvidelse af medlemstallet, samt en større forskydning i antallet af medlemmer fra h.h.v medarbejderansatte, lederansatte og skolernes bestyrelsesmedlemmer. En efterfølgende udvidelse af årsmødet med et fredagsprogram medførte at deltagertallet ved vores årsmøder voksede kraftigt. Vi så derfor op igennem 10erne at skolernes bestyrelsesrepræsentation i Efterskoleforeningens bestyrelse blev kraftigt udfordret.

I 2019 blev der derfor – efter en meget grundig proces på møder i alle regioner - vedtaget at der skulle være min. 2 repræsentanter fra skolernes bestyrelser i Efterskoleforeningens bestyrelse. Det vil selvfølgelig være hensigtsmæssigt at de ikke er på valg samtidig, men det ville nok løse sig i løbet af få år.

Derfor dette forslag til ændring af vores vedtægter for at sikre at alle 3 helt væsentlige interessenter danner bestyrelsen i vores forening. Forslaget går derfor ud på at der vælges 3 repræsentanter blandt og af h.h.v. medarbejderansatte, lederansatte og 2 blandt og af repræsentanter fra skolernes bestyrelser.

Efter en overgangsfase vil der derfor hvert år være 3 på valg, nemlig 1 fra hver gruppe, der så vælges blandt og af deres egen gruppe. Formandsvalget indgår i gruppen af skolernes bestyrelser.

Nuværende formulering

§ 9. Bestyrelsesvalg
Stk. 1. Kandidater til bestyrelsen er valgt i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. Flest stemmer giver valg. Dog har kravet om deltagelse af mindst to personer fra skolebestyrelser, jf. § 11, stk. 1, forrang for afstemningsresultatet. Hvis to kandidater har samme stemmetal, bestemmes rækkefølgen ved lodtrækning.

Stk. 2. Kun stemmesedler, der er påført mindst ét navn på en opstillet kandidat, medregnes som gyldige. Der kan højest anføres det antal kandidater, der er ledige pladser i bestyrelsen det pågældende år. Man kan højst afgive én stemme pr. kandidat.

§ 11. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formanden og 8 bestyrelsesmedlemmer. Heraf skal mindst 2 personer vælges blandt medlemsskolernes bestyrelser.

Forslag til ændring af vedtægterne

§ 9. Bestyrelsesvalg
Stk. 1. Der vælges hvert år 3 medlemmer til bestyrelsen.

1 medlem vælges blandt og af medarbejderansatte (3 pladser).
1 medlem vælges blandt og af lederansatte (3 pladser).
1 medlem af og blandt skolernes bestyrelsesmedlemmer (2 pladser).

Henset til bestyrelsens sammensætning af forskellige grupper, skal der hver 3. år ikke vælges medlem fra skolernes bestyrelser. Dette 3. år vælges formanden blandt og af alle medlemmer af foreningen.

Stk. 2. Kandidater til bestyrelsen er valgt i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. Flest stemmer giver valg. Hvis to kandidater har samme stemmetal, bestemmes rækkefølgen ved lodtrækning.

Stk. 3. Kun stemmesedler, der er påført mindst ét navn på en opstillet kandidat, medregnes som gyldige. Der kan højest anføres det antal kandidater, der er ledige pladser i bestyrelsen det pågældende år. Man kan højst afgive én stemme pr. kandidat.

§ 11. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formanden og 8 bestyrelsesmedlemmer.