En bolig, som er ejet eller lejet af efterskolen, og som stilles til rådighed for en ansat som led i et ansættelsesforhold, betragtes som tjeneste- eller lejebolig. Reglerne for disse følger af Skrivelse om cirkulære om tjeneste- og lejeboliger, se her.

Efterskolernes tjeneste- og lejeboliger er ikke omfattet af lejeloven, jf. lejelovens § 2, stk. 2.

Ingen lejekontrakt til ansatte
Aftalen om, at en ansat bebor en tjenestebolig på skolen, bør fremgå af medarbejderens ansættelseskontrakt, og der er er gjort plads til dette i de skabeloner til ansættelsesbreve, som Efterskoleforeningen har liggende i leksikonet på vores hjemmeside. Der skal derfor ikke laves en selvstændig lejeaftale.
Det er i det hele taget vigtigt, at skolerne ikke henviser til lejeloven i forbindelse med skolens boliger, da denne netop ikke er gældende. Det vil kun skabe forvirring om regelgrundlaget og uklarhed for brugeren om rettigheder. Derfor er det vigtigt ikke at anvende en af de skabeloner til lejekontrakter, man kan få fat på, da de typisk henviser til lejeloven.

Lejeloven gælder for ikke-ansatte
Det skal bemærkes, at hvis skolen udlejer en bolig uden sammenhæng med et ansættelsesforhold, kan udlejningen ikke ske på de vilkår, der er fastsat for tjeneste- og lejeboliger, men vil ske efter lejeloven. I sådanne tilfælde skal skolen være meget bevidst om, at lejemålet skal være tidsbegrænset, så boligen på sigt kan anvendes som tjenestebolig.
Der er strenge regler for, hvordan tidsbegrænsede lejemål skal indgås for at tidsbegrænsningen er gyldig, og skolen bør sætte sig ind i dette, inden udlejning til ikke ansatte påbegyndes - eller søge advokatbistand.

Læs nærmere om efterskolernes tjenesteboliger her.

Og se den fælles vejledning, som Efterskoleforeningen og FSL har lavet.