Der er tre typer efterskoler: Almene efterskoler, specialefterskoler og ordblindeefterskoler. Bemærk, at flere “almene” efterskoler har “tilbud til ordblinde” og “tilbud til elever med særlige behov.

Ordblindeefterskoler er godkendt af Undervisningsministeriet med et "samlet særligt undervisningstilbud" til elever med ordblindhed.

Ordblindeefterskolerne henvender sig til normaltbegavede elever med ordblindhed eller tilsvarende læse-skrivevanskeligheder. Der er også ordblindeefterskoler med et særligt fokus på elever med vanskeligheder inden for matematik.

Lige som de øvrige efterskoler i Danmark, er ordblindeefterskolerne kostskoler, hvor eleverne bor, spiser og går i skole. Samværet med andre unge, muligheden for at vælge spændende interessefag og være væk hjemmefra, skiller sig heller ikke ud. Undervisningen er dog målrettet unge med læse-og skrivevanskeligheder.

Ordblindeefterskolerne er i øvrigt lige så forskellige som de øvrige efterskoler i forhold til fokus på f.eks. idræt, musik eller friluftsliv.

Find den skole, der passer bedst til dine behov og ønsker her

Undervisning
På ordblindeefterskolerne modtager eleverne niveaudelt undervisning på små hold, og der er fokus på, hvordan man anvender kompenserende hjælpemidler.
Undervisningen i de boglige fag foregår på små hold, nogle gange med to-lærersystem, og der er typisk flere dansktimer på skemaet.
Kompenserende hjælpemidler indgår helt naturligt i undervisningen. Udover de obligatoriske fag, er der forskellige linje- og valgfag.
På de fleste ordblindefterskoler afsluttes skoleåret med folkeskolens prøver med mulighed for at aflægge prøver på særlige vilkår. På skolernes egne hjemmesider er der information om, hvordan undervisning er tilrettelagt.

Pris

Et ophold på en specialefterskole koster det samme som et ophold på en almen efterskole. Prisen afhænger af forældrenes husstandsindkomst. Beregn pris her
For at skolen kan modtage ekstra tilskud til undervisningen, skal der i nogle tilfælde indhentes en udtalelse fra PPR i elevens tidligere skolekommune. Det er skolens ansvar at indhente denne udtalelse. Er der behov for ekstra støtte i fritidsdelen til f.eks. udvidet kontaktlærerfunktion, er det hjemkommunen, der skal bevilge tilskud til dette. Tal med efterskolen om behovet. Læs mere om øvrige støttemuligheder her

Andre tilbud
Ud over de 20 ordblindeefterskoler, er der 200 almene efterskoler i Danmark, der også optager elever med læse-skrivevanskeligheder. Enkelte af skolerne har et særligt tilbud til ordblinde elever, f.eks. en særlig klasse, men ellers vil eleverne her typisk være integreret i den almindelige undervisning.
Der tilbydes sjældent egentlig ordblindeundervisning på de almene efterskoler. Snak med den enkelte skole eller læs mere på skolernes hjemmeside om eventuelle tilbud for ordblinde elever.
De 20 specialefterskoler, der henvender sig til elever med generelle indlæringsvanskeligheder, udviklingsforstyrrelser m.v. optager også ordblinde elever. Læs mere her

Det vil altid bero på en konkret vurdering, hvilken efterskole, der passer til ens barn. Generelt er det vigtigt at være i dialog med efterskolen inden skolestart om behovet for særlig støtte i undervisningen for at være sikker på, at skolen kan matche behovet.