Når du har fundet én eller flere skoler, du er interesseret i, kan du under menupunktet Prisberegner regne ud, hvor meget du skal betale for dit efterskoleophold. 
Derudover er der følgende støttemuligheder, der kan nedsætte egenbetalingen. Altså den pris, der skal betales for dit efterskoleophold.

Individuel supplerende støtte
Skolerne modtager hvert år en pulje penge fra staten, der er øremærket til at hjælpe forældre, der har svært ved at finansiere et efterskoleophold. Puljen hedder individuel supplerende støtte og søges udover den almindelige statslige elevstøtte. 
Den individuelle supplerende støtte skal søges på den efterskole, hvor dit barn skal gå. Det er skolen, der afgør til hvem og med hvilket beløb, der kan ydes hjælp til nedsættelse af egenbetalingen – det vil sige det beløb, der skal betales, når man fra skolepengene (ugepris, indmeldelsesgebyr, evt. ekstraudgifter til rejser eller tøj) har fratrukket elevstøtten fra staten.

Hvis du har spørgsmål til beregningen, er du meget velkommen til at ringe til Efterskoleforeningen på 33 12 86 80 eller sende en e-mail til info@efterskoleforeningen.dk

Derudover kan du søge følgende støtte, hvis du opfylder en række særlige krav
 
En håndsrækning

En Håndsrækning” er et femårigt partnerskab mellem Egmont Fonden og Efterskoleforeningen. Egmont Fonden har i perioden afsat i alt fem millioner kroner til stipendier til udsatte unges ophold på efterskoler. Familier med indkomster under 240.000 kroner årligt kan søge om 20.000 kroner i tilskud til egenbetalingen. Efterskoleforeningen administrerer ordningen.

Hvem kan søge?
Familier, bosiddende i Danmark, med indkomster under 240.000 kr. årligt kan søge. For skoleåret 2020-21 er det indkomsten for 2018, vi kigger på. Det er desuden et krav, at den unge kan dokumentere særlige udfordringer enten socialt eller læringsfagligt. Dokumentation kan f.eks. være udtalelse fra familievejleder, lærer eller lignende, som skal vedlægges ansøgningen.

Familien skal også have søgt kommunen om økonomisk støtte til opholdet. Det gør I ved at kontakte en sagsbehandler i kommunens børn- og ungeforvaltning. Det er dog ikke en forudsætning for at søge, at kommunen bidrager til opholdet. I må altså gerne søge om en Håndsrækning, selv om kommunen siger nej.

Det er ikke en forudsætning for at søge, at man er optaget på en efterskole.

Hvad kan pengene bruges til?
Stipendiet udbetales til efterskolen i to årlige rater og kan alene anvendes til at nedsætte egenbetalingen for opholdet. Stipendiet kan ikke bruges til køb af udstyr eller lommepenge.

Ansøgning
Der åbnes for ansøgninger til skoleåret 2020/21 i foråret 2020. Kun i denne periode vil det være muligt at få adgang til og indsende det elektroniske ansøgningsskema. Link til ansøgningsskemaet vil blive lagt her på siden.

Stipendier fra Beildorffs Legat fra 2018 til 2020
Efterskoleforeningen har i 2018 også indgået samarbejde med Elisabeth og Aage Beildorffs legat, som er en almennyttig fond, der støtter vanskeligt stillede unge i deres videre uddannelse.

Over tre skoleår fra 2018/19 frem til 2020/21 stiller fonden i alt 1,1 mio.kr. til rådighed til stipendier á 20.000 kr. pr. skoleår til at nedsætte egenbetalingen for efterskoleophold. Stipendiet udbetales og administreres på samme vilkår som stipendier under En Håndsrækning.

Man er automatisk med i ansøgningen om stipendie under Beildorffs legat, når man indgiver ansøgning om En Håndsrækning under Egmont Fonden. Man skal altså ikke søge to gange.

Modtagere, som bevilges stipendium fra Beildorffs Legat, oplyses om dette ved bevillingen. Nuværende elever på Det Kgl. Vajsenhus skole og Havregården har fortrinsret til Beildorffs Legat. Efterskoleforeningen udvælger de resterende modtagere efter de samme kriterier, som gælder for En Håndsrækning.

Der er lukket for ansøgninger til skoleåret 2019/20. Der åbnes for ansøgninger til skoleåret 2020/21 

 

Stipendieordning for flygtninge- og indvandrere samt herboende grønlandske unge

Stipendieordningen er en tilskudsordning til efterskoleophold for ubemidlede flygtninge- og indvandrerunge samt økonomisk trængte grønlandske unge.

Målgruppen er flygtninge, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, samt herboende grønlandske unge, som er berettigede til maksimal elevstøtte.

Stipendierne kan søges af de unge og forældrene via deres UU-vejleder. I ansøgningen skal der bl.a. foreligge en udtalelse fra UU-vejlederen vedrørende behovet for et efterskoleophold, for undervisning i dansk som andetsprog og for evt. tilknytning af mentor (for flygtninge og indvandrere).

De modtagende efterskoler skal her være opmærksomme på, at de er forpligtede på at imødekomme elevernes beskrevne behov i forhold til undervisning i dansk som andetsprog og mentor.

Læs mere om betingelser for modtagelse af stipendier her.

Ansøgningsskemaet finder du her

Til spørgsmål vedrørende stipendieordningen, kontakt venligst Hanne Skøtt på direkte telefon 33 17 95 86 eller mail hs@efterskoleforeningen.dk  

Sydslesvigske elever

Ved "sydslesvigere" forstås unge, som har bopæl i Sydslesvig, og som har gået i en dansk skole syd for grænsen under Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Følgende sydslesvigske elever er berettiget til dansk statslig elevstøtte:

1) Elever med dansk statsborgerskab

2) Elever med tysk statsborgerskab, hvor mindst den ene af forældrene har eller har haft dansk statsborgerskab (kun grundstøtten, som svarer til mindste ugentligt støttebeløb).

3) Elever med tysk statsborgerskab, hvis forældre har tysk statsborgerskab, og den ene eller begge forældre arbejder i Danmark

Sydslesvigske elever med tysk statsborgerskab, som har opfyldt deres ni års skolepligt i en dansk mindretalsskole i Tyskland, kan søge støtte fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig til et efterskoleophold. Der gives kun støtte til ét års efterskoleophold. Har eleven ikke opfyldt skolepligten, skal der søges om dispensation ved Undervisningsministeriet i Kiel.

Skoleforeningen yder økonomisk støtte efter samme regler og samme beløbsstørrelse som den danske stat, inkl. søskenderabat. Der skal søges om støtte inden 1. april før det skoleår, hvor eleven ønsker at gå på efterskole.

Skema til ansøgning om støtte samt dispensationsansøgningsskema findes her

Både Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Grænseforeningen og Sønderjysk Skoleforening administrerer legater der kan støtte unge sydslesvigeres skoleophold i Danmark. Bemærk at ansøgningsfristerne ligger i foråret før det skoleår, eleven skal på efterskole. Find ansøgningsskemaer her

Legater for sydslesvigske elever
Både Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Grænseforeningen og Sønderjysk Skoleforening administrerer legater der kan støtte unge sydslesvigeres skoleophold i Danmark. Bemærk at ansøgningsfristerne ligger i foråret før det skoleår, eleven skal på efterskole. Find dem her

 

Kommunal støtte til efterskole

Der ydes kun i ganske særlige tilfælde kommunal støtte. Der er fire forskellige muligheder for, at en kommune kan yde støtte til egenbetalingen:

1) Folkeskolelovens § 20 og 22. Denne paragraf kan bruges til at finde det rette skoletilbud til en elev, også uden for kommunen.

2) Lov om socialservice § 52 a. Kommunen kan yde støtte til egenbetalingen, hvis eleven har særlig behov for støtte. Det er ikke nok, at familien har en meget lav indkomst.

3) Lov om social service § 52 stk. 3 nr. 6 og/eller 9. Gives som regel i kombination med støtte efter § 52 a. Her kan kommunen enten yde støtte til fast kontaktperson (nr. 6), socialpædagogisk støtte (personlig støtte, herunder træning og rådgivning) (nr. 9).

4) Det er også ifølge § 52 stk. 3 men nr. 7, at kommunen kan vælge at anbringe den unge. Det kræver, at skolen er godkendt som opholdssted i medfør af lov om social service § 66. 

Legater
På legatbogens hjemmeside er der flere fonde der giver støtte til efterskoleophold. Du finder legatbogen her.