Efterskolernes Aften 2021 bliver til Efterskolernes aftener og besøgsdage mellem 11. og 30. januar. Det sker på grund af coronasituationen for at forhindre, at mange mennesker samles.

På Efterskolernes aftener og besøgsdage kan familier besøge landets efterskoler på udvalgte dage i perioden fra 11. til 30. januar. Formen for besøg er forskellig – det kan være fysisk eller virtuelt. Og alle efterskoler har ikke åbent hver dag i perioden. Hver efterskole vælger deres egne aftener og besøgsdage og melder dem ud på deres hjemmeside. Derfor er det vigtigt for besøgende at orientere sig på efterskolernes hjemmesider, inden man møder op. Der kan være krav om tilmelding og værnemidler.

Besøgende opfordres til kun at besøge én efterskole pr. dag.

Ifølge retningslinjerne for landets efterskoler er arrangementer for kommende elever ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på pt. 10 personer.

Søg efterskoler ud fra bl.a. interesser og beliggenhed på efterskolerne.dk