Overordnet om skolers udlejning
I udgangspunktet er det uden for en efterskoles formål at drive udlejningsvirksomhed, herunder leje lokaler ud på permanent basis. I Tilskudsbekendtgørelsens § 6 står således: Skolen må ikke erhverve bygninger eller arealer med henblik på udlejning, bortset fra tjeneste- og lejeboliger til skolens ansatte.

I lovens § 1 fremgår det endvidere, at skolens primære formål er at tilbyde undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og som forbereder eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre.

Midlertidig udlejning af overskydende kapacitet
En skole har dog mulighed for i en kortere periode at udleje midlertidigt overskydende kapacitet. Det er således vigtigt, at den overskydende kapacitet er midlertidig, hvilket tidskravet afspejler. Her vil ét år være et pejlemærke i den konkrete vurdering af, om der er tale om en kortere periode. Det er herunder afgørende, at skolen har mulighed for at gøre brug af kapaciteten, snarest behovet (gen)opstår.
Hvis en skole således midlertidigt har fået ledige lokaler, kan disse udlejes for en kortere periode. Såfremt skolen derimod kan se, at skolen ikke fremadrettet kommer til at skulle anvende lokalerne, skal skolen foretage en tilpasning af sin bygningsmasse.
Det betyder, at den indgåede kontrakt skal omfatte et kort opsigelsesvarsel. Vejledende vil et kort opsigelsesvarsel være én måned.

Udlejning af lokaler uden for skolens åbningstid
Omvendt vil det være muligt for en skole at aftale udlejning af skolens lokaler i tidsrum, hvor skolen ikke selv benytter dem. Det vil således være muligt for en skole at udleje f.eks. deres idrætshal uden for skolens åbningstid for at udnytte den overskydende kapacitet. Udlejning af lokaler uden for skolens åbningstid kan ske for en længere periode, forudsat at aftalen giver mulighed for, at skolen med rimelig frist kan råde over lokalerne, hvis der opstår behov herfor.

Dette medfører at skolen skal kunne opsige en aftale med kort varsel, eller alternativt om skolen med kort varsel kan meddele lejer, at skolen selv i en periode vil benytte lokalerne uden for normal åbningstid. Sidstnævnte kunne f.eks. være relevant, hvis skolen skal afholde ekstraordinære arrangementer, skolefest, eksamen m.m.

Ovenstående regler hænger overordnet sammen med skolernes formål, og afspejler kravet om, at skolerne er uafhængige i drift og virke, også af de interesser som en eventuel lejer måtte have. Det betyder efter omstændighederne også, at skolen har et ansvar for, om de formål, der udlejes lokaler til, er forenelige med skolens formål, pædagogiske principper mv. Skolerne bør således sikre sig, at der ikke foregår aktiviteter på skolens område, der kan modarbejde elevernes trivsel og læring samt demokratiske dannelse mv., eller som kan rejse tvivl om skolens uafhængighed.

Udlejning af ledige tjenesteboliger
Det vil være at betragte som god forvaltning af skolens aktiver, at udleje en bolig til andre end skolens ansatte, så fremt den står ledig i en periode. Skolen skal dog sikre sig, at den med et kort varsel kan anvendes til tjeneste- eller lejebolig igen. Derfor anbefaler Efterskoleforeningen, at boliger kun udlejes tidsbegrænset frem til førstkommende sommerferie, hvor det ofte er aktuelt at kunne tilbyde en bolig til nyansatte.
Foreningen anbefaler også at skolen sikrer sig, at udlejningen overholder lejelovens regler. Efterskoleforeningen kan ikke rådgive om lejeloven og henviser derfor til advokatfirmaer med speciale i boligudlejning.