Hvis placeringen af de særlige feriedage ikke er aftalt mellem ledelse og ansat inden 1. januar 2021, kan skolens ledelse bestemme, hvornår de særlige feriedage skal afholdes efter de regler, der gælder for restferie.

Det betyder, at varslet er 1 måned, og at dagene kun kan varsles til afholdelse i hele dage. Skolens ledelse har ret til at placere sådanne ikke-afholdte og ikke-aftalte særlige feriedage til afholdelse inden den 30. april 2021.

Optjeningsåret for særlige feriedage er kalenderåret, og afholdelsesperioden for særlige feriedage er fortsat 1. maj til 30. april året efter optjeningsåret. Den nye afholdelsesperiode, hvor medarbejderne kan påbegynde afvikling af særlige feriedage optjent i 2020, begynder således den 1. maj 2021.

De særlige feriedage optjenes og afvikles fortsat i de perioder, der fulgte af den tidligere ferielov, og er således ikke overgået til at følge principperne for samtidighedsferie.