Har medarbejdere ikke kunnet holde sommerferie i 2020 på grund af fx sygdom eller barsel, skal feriedagene ikke som hidtil udbetales ved udgangen af september. De skal i stedet overføres til afholdelse i perioden 1. september 2020 til 31. december 2021.

Det sker, at en planlagt ferie ikke kan holdes på grund af fx sygdom eller barsel hos medarbejderen. Det kaldes en feriehindring og har hidtil medført, at ferien ofte i stedet skulle udbetales til medarbejderen. Men med den nye ferielov er hovedreglen, at feriedagene i stedet overføres til næste ferieperiode.

Dette betyder, at ferie optjent i perioden 1. januar 2019 - 31. august 2019 (16,64 feriedage), der ikke måtte være afviklet i sommeren 2020 på grund af feriehindring hos en medarbejder, i stedet skal afvikles i perioden 1. september 2020 - 31. december 2021. Skolen skal således ikke som tidligere udbetale op til tre ugers sommerferie ved udgangen af september, hvis medarbejderen har været forhindret i at holde ferien på grund af en feriehindring.
Fremover er det som hovedregel kun ferie udover 20 dage, der kan udbetales.