§ 1. Foreningens navn
Foreningens navn er
Efterskoleforeningen. Foreningens hjemsted er København.

§ 2. Foreningens formål
Foreningens formål er
- at arbejde for skoleformens frie idégrundlag og skabe gode vilkår for skoleformens udvikling.

Foreningen skal arbejde for,
- at skoleformen bidrager til at danne og uddanne unge til livsduelige og demokratiske medborgere,
- at skoleformen bidrager aktivt i samfundet,
- at alle unge har mulighed for at vælge efterskole.

§ 3. Medlemmer
Som medlem kan optages:
- Alle efterskoler, der af Undervisningsministeriet er godkendt til at modtage tilskud.
- En godkendt efterskoles bestyrelse og skolens ansatte.
- Enkeltpersoner, som kan tilslutte sig foreningens formål.

§ 4. Stemmeret
Stk. 1. Alle medlemmer har hver én stemme. Skolens stemmeret udøves kun ved urafstemning, jf. § 7, stk. 1.

Stk. 2. Skolens stemmeret udøves kun ved urafstemning, jf. § 7, stk. 1 og stk. 8, hvor en medlemsskole er repræsenteret ved skolens bestyrelse.
Stk. 3. Stemmeretten kan kun udøves, såfremt forfaldent kontingent til foreningen er indbetalt.

Stk. 4. Stemmeret kan ikke overdrages ved fuldmagt.

§ 5. Valgbarhed
Ethvert medlem er valgbart til foreningens bestyrelse og som formand.

§ 6. Kontingent og regnskab
Kontingent til foreningen fastsættes af generalforsamlingen, jf. dog § 7, stk. 1, og består af:
- Et årligt skolekontingent, der beregnes som et grundkontingent pr. skole samt et kontingent pr. årselev i det skoleår, der slutter i året før foreningens regnskabsår. Kontingentet dækker for skolen, skolens bestyrelse og skolens ansatte.
- Et årligt kontingent for øvrige medlemmer.
Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december. Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

§ 7. Generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ændring af skolekontingent skal dog godkendes ved urafstemning blandt skolernes bestyrelser. Resultatet afgøres ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes i forbindelse med foreningens årsmøde om foråret og skal indkaldes mindst 6 uger forud. Indkaldelse sker i medlemsbladet eller ved brev til medlemmerne.

Stk. 3. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent(er) og stemmetællere.
2. Beretning fra bestyrelse og udvalg.
3. Forelæggelse af revideret regnskab.
4. Behandling af forslag.
5. Behandling af forslag til budget og kontingent.
6. Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
7. Eventuelt.

Stk. 4. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes til foreningens sekretariat senest 4 uger før en generalforsamlings afholdelse. Forslag til ændring af vedtægterne dog senest 10 uger før.

Stk. 5. Opstilling af kandidater til formandsvalg og bestyrelsesvalg sker ved skriftlig fremsættelse af forslag til foreningens sekretariat senest 4 uger før generalforsamlingen. Der skal fra kandidaterne foreligge skriftlig accept.
Opstillingen skal indeholde mindst 5 og højst 25 underskrevne stillere, der alle skal være medlem af foreningen.

Stk. 6. Indkomne forslag og navne på kandidater udsendes til foreningens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 7. Alle afstemninger afgøres ved flertal af gyldige stemmer, bortset fra forslag om vedtægtsændringer (§ 13) og om ophævelse af foreningen (§ 14). Afstemningen skal foregå skriftligt, hvis mindst 10 medlemmer forlanger det.

Stk. 8. Forslag, der er vedtaget af generalforsamlingen, skal efterfølgende sendes i urafstemning blandt medlemsskolernes bestyrelser, hvis Efterskoleforeningens bestyrelse ønsker det, eller mindst 10 % af medlemsskolerne ønsker det. Medlemsskoler kan fremsætte krav om urafstemning skriftligt forud for generalforsamlingen ved meddelelse til sekretariatet mindst to dage før, eller på generalforsamlingen. Kravet skal præsenteres mundtligt for generalforsamlingen og en liste med de medlemsskoler, der støtter forslaget, meddeles dirigenten.
Stk. 9. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 75 af foreningens medlemmer til formanden fremsender skriftlig begæring derom med angivelse af dagsorden. Den indkaldes på samme måde som en ordinær generalforsamling.

Stk. 10. Der udarbejdes et referat af generalforsamlingen, evt. elektronisk, som underskrives af dirigenten/dirigenterne.

§ 8. Formandsvalg
Stk. 1. For at blive valgt til formand skal en kandidat opnå mere end 50 % af de afgivne gyldige stemmer. Kun stemmer påført navnet på en opstillet kandidat medregnes som gyldige.

Stk. 2. Opnår ingen kandidat mere end 50 % af de afgivne gyldige stemmer, gennemføres en ny valgrunde. I denne valgrunde indgår de kandidater, der ønsker at opretholde deres kandidatur. Såfremt alle ønsker at opretholde deres kandidatur, udelades den kandidat, der har opnået færrest stemmer i foregående valgrunde. Har flere kandidater samme laveste stemmetal, udelades ingen.

Stk. 3. Der gennemføres valgrunder, indtil en kandidat har opnået mere end 50 % af de afgivne gyldige stemmer.

§ 9. Bestyrelsesvalg
Stk. 1. Kandidater til bestyrelsen er valgt i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. Flest stemmer giver valg. Dog har kravet om deltagelse af mindst to personer fra skolebestyrelser, jf. § 11, stk. 1, forrang for afstemningsresultatet. Hvis to kandidater har samme stemmetal, bestemmes rækkefølgen ved lodtrækning.
Stk. 2. Kun stemmesedler, der er påført mindst ét navn på en opstillet kandidat, medregnes som gyldige. Der kan højest anføres det antal kandidater, der er ledige pladser i bestyrelsen det pågældende år. Man kan højst afgive én stemme pr. kandidat.

Stk. 3. De kandidater, der ikke opnår valg ved bestyrelsesvalget, fungerer som suppleanter indtil førstkommende ordinære generalforsamling i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. I tilfælde af at ingen suppleanter vælges, skal der blandt de på generalforsamlingen fremmødte vælges mindst én og højst tre suppleanter.
Stk. 4. Såfremt et bestyrelsesmedlem på en generalforsamling vælges til formand eller udtræder af bestyrelsen inden udløbet af vedkommendes 3-årige valgperiode, besættes den vakante post for resten af valgperioden med den kandidat, der ved valg til bestyrelsen opnår valg uden at blive valgt for en 3-årig periode.

§ 10. Formanden
Stk. 1. Formanden leder bestyrelsens møder.

Stk. 2. Formanden vælges for en 3-årig periode. Afsættes formanden, udtræder vedkommende samtidig af bestyrelsen.

Stk. 3. Såfremt mindst 5 bestyrelsesmedlemmer ønsker at afsætte formanden inden udløbet af vedkommendes valgperiode, kan de kræve forslag herom sat på dagsordenen til førstkommende ordinære generalforsamling eller forlange en ekstraordinær generalforsamling, indkaldt med dette punkt på dagsordenen. Generalforsamlingen kan afsætte formanden, når mere end 50 % af de afgivne gyldige stemmer ved en skriftlig afstemning støtter forslaget.

§ 11. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formanden og 8 bestyrelsesmedlemmer. Heraf skal mindst 2 personer vælges blandt medlemsskolernes bestyrelser.

Stk. 2. Afgår formanden, fungerer næstformanden som formand indtil førstkommende ordinære generalforsamling. Såfremt et af de øvrige medlemmer af bestyrelsen udtræder i utide, eller hvis næstformanden indtræder i formandens stilling, indtræder en suppleant som medlem af bestyrelsen indtil førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 3-årig periode. Genvalg kan finde sted. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen inden udløbet af vedkommendes valgperiode, gælder valget til den vakante plads kun resten af valgperioden.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og vælger næstformand og kasserer. Sammen med formanden udgør disse foreningens Økonomiudvalg. Forretningsordenen skal indeholde bestemmelser om Økonomiudvalgets beføjelser.

Stk. 5. Økonomiudvalget tegner foreningen udadtil.

Stk. 6. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 7. Bestyrelsen nedsætter de fornødne udvalg til at varetage særlige opgaver. Bestyrelsen udarbejder retningslinjer og vilkår for udvalgsmedlemmerne.

§ 12. Regioner
Stk. 1. Landet er delt i regioner af medlemsskoler.

Stk. 2. Regionen udformer egne vedtægter i henhold til Efterskoleforeningens standardvedtægt.

Stk. 3. Medlemsskolerne bidrager økonomisk til regionsarbejdet med et kontingent i forhold til skolens seneste årselevtal.

Stk. 4. Hver region ledes af et regionsudvalg, valgt på regionens generalforsamling, af og blandt medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer på medlemsskolerne.

Stk. 5. Regionsudvalget arrangerer møder og aktiviteter for medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i regionen.

Stk. 6. Regionen arbejder selvstændigt i økonomisk henseende.

Stk. 7. Regionsudvalget udpeger deltagere til lokale repræsentationer og opgaver.

§ 13. Vedtægtsændring
Ændringer af nærværende vedtægt kan kun vedtages på en generalforsamling, når mindst halvdelen af de fremmødte stemmer derfor. Forslag til vedtægtsændringer udsendes med indkaldelsen. Vedtægtsændringen træder i kraft ved afslutningen af den generalforsamling, på hvilken den i henhold til ovennævnte regel er vedtaget.

§ 14. Ophævelse af foreningen
Stk. 1. Ophævelse af foreningen kræver dels vedtagelse på en generalforsamling, hvor 3/4 af de fremmødte stemmer for en ophævelse, dels vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst halvdelen af de fremmødte stemmer for ophævelsen. Denne ekstraordinære generalforsamling skal afholdes mindst en måned senere.

Stk. 2. Ved ophævelsen af foreningen tilfalder dens midler de skoler, der er medlemmer af foreningen, i forhold til de sidste tre års årselevtal.

Stk. 3. Den siddende bestyrelse skal ved ophævelse af foreningen sørge for bevarelsen af foreningens aktiver og fungere videre, indtil foreningens midler er fordelt mellem medlemsskolerne.