Simon Pytlick, professionel håndboldspiller, gik på efterskole i 2016/17
"Man skal tage på efterskole, fordi det er et uforglemmeligt år. For mit vedkommende fik jeg venner for livet. Man får nogle virkelig store oplevelser, som man heller ikke glemmer."
For den professionelle håndboldspiller Simon Pytlick har hans efterskoletid haft stor betydning for hans liv og karriere: "Jeg fandt jo virkelig min retning i livet efter at have været på efterskole."
På efterskolen lærte Simon Pytlick at indgå i et fællesskab og være åben over for alle typer af mennesker – også dem, der ikke minder om ham selv. Han blev mere selvstændig og lærte, at ansvar og disciplin er en del af det at stå på egne ben. Og så var det for alvor på efterskolen, at det gik op for ham, at hans drøm om at blive professionel håndboldspiller kunne blive til virkelighed.
Ikke mindst har han taget tætte venskaber med sig fra efterskolen: ”Den største vennegruppe, jeg begår mig i, er fra efterskoletiden, og de betyder utroligt meget for mig.”
Tag med Simon Pytlick tilbage til hans efterskole og hør, hvorfor han kalder det et uforglemmeligt år – og hvorfor hans råd til unge, der overvejer efterskole, er helt enkelt: Gør det. Du kan få venner for livet.
Sarah Grünewald, tv-vært og iværksætter, gik på efterskole i 1999/2000
Inden tv-vært Sarah Grünewald startede på efterskole, havde hun følelsen af ikke rigtigt at passe ind nogen steder. Men her fandt hun et fællesskab, hvor hendes parader langsomt faldt, og hvor hun oplevede at blive holdt af for den, hun er. Hun fandt venskaber for livet, sin første store kærlighed – og ikke mindst en større kærlighed til sig selv.
"Selvom jeg måske tænkte lidt anderledes end andre og følte mig lidt skæv og meget kreativ, så passede jeg lige pludselig ind et sted. Der var plads til mig. Der var plads til os alle sammen. Og det var meget, meget smukt at opleve det."
Når Sarah Grünewald vender tilbage til den efterskole, hun selv gik på, er det taknemmelighed, glæde og tryghed, der fylder for hende:
"Jeg kan bare huske, hvor taknemmelig jeg var, og hvor glad jeg var. Jeg var bare i sikkerhed her. Sikkerhed i et fællesskab."
Kom med Sarah Grünewald tilbage på efterskolen og hør, hvorfor hun kalder sit efterskoleophold et skelsættende år, som hun vil anbefale alle unge at opleve: "Du skal tage på efterskole for at finde ud af, hvem du egentlig er, og for at finde den kærlighed til dig selv i et fællesskab. Det er der ikke andre steder, du kan. Det kan du på en efterskole."
Rasmus Brohave, content creator, gik på efterskole i 2014/15
Når content creator Rasmus Brohave tænker tilbage på efterskolen, fremhæver han de mange nye venner og det stærke fællesskab, hvor alle blev som én stor familie. Mødet med mennesker, han ikke kendte i forvejen, lærte ham at være mere åben og gav ham en større forståelse og respekt for menneskers forskelligheder:
“Noget af det vigtigste, jeg lærte på efterskole, det var mine sociale kompetencer. Det er jo selvfølgelig noget, jeg bruger i mit privatliv, men det er også noget, jeg bruger rigtig meget i mit arbejde, fordi jeg er ude og møde rigtig mange mennesker.”
Efterskolen blev også et sted, hvor Rasmus Brohave kunne dyrke sin kreativitet. På linjefaget fik han mulighed for at fordybe sig i video, billeder og sociale medier, som han allerede var begyndt at arbejde med – og lærerne gav ham plads og opbakning til at fokusere på det, han brændte for.
Kom med Rasmus Brohave tilbage til efterskolen og hør, hvorfor han beskriver efterskoleåret som ”et fuldstændig fantastisk år, som man aldrig nogensinde kommer til at glemme.”
Line Hoffmeyer, forfatter og influencer, gik på efterskole i 2008/09
For forfatter og influencer Line Hoffmeyer blev efterskolen et sted, hvor hun oplevede, at hun ikke behøvede at være på en bestemt måde for at høre til. Her var der plads til både at være sjov og stille, stærk og sårbar – og stadig være en del af fællesskabet.
”Som voksen sidder det stadig i mig, det her med at have haft den oplevelse af, at det er okay bare at være. Og at man har en plads i et fællesskab.”
Inden efterskolen havde Line Hoffmeyer, som hun selv beskriver det, ”meget facade kørende.” På efterskolen lærte hun at sænke paraderne, være mere åben over for andre og opdage, hvor meget der kan gemme sig bag det første indtryk af et menneske.
Samtidig fandt hun et stærkt fagligt fællesskab i et trygt læringsrum med engagerede lærere og andre unge, der – ligesom hende – gik op i undervisningen. Så selvom starten bød på så meget hjemve, at hun overvejede at stoppe, endte efterskoleåret med at få en betydning, hun stadig bærer med sig i dag.
Kom med Line Hoffmeyer tilbage til efterskolen og hør, hvorfor hun mener, man skal tage på efterskole:
”Man skal tage på efterskole, fordi alt andet simpelthen er at snyde sig selv. Det er et fællesskab, man ikke får andre muligheder for at opleve.”