Af Jeppe Søe, formand for bestyrelsen på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole og medlem af Efterskoleforeningens bestyrelse

Ann Marika Leth Klinge, forstander på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole, er stille sovet ind 11. april, blot 52 år gammel, efter kort tids sygdom.

Alle os, der kendte Ann Marika og arbejdede med hende, er efterladt helt uden ord. Hun var en stærk klippe, som indeholdt alt det, der er behov for at indeholde som menneske. Hun var stærk, når hun stod fast i blæsten. Enormt engageret, når et medmenneske havde behov for et skub. Lattermild og irriterende skarp i sin humor, når en forsamling trængte til at grine. Og så var hun en rigtig god ven, der tænkte på andre før sig selv. En god kollega. God efterskolemor for elevhold efter elevhold. En stærk stemme i efterskoleverdenen, hvor hun er kendt og afholdt af mange og har haft posten som formand for efterskolerne i Nordjyske Region.

Ann Marika var en dygtig leder, der side om side med Jens Beermann har stået på kommandobroen, og de to genskabte Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole, da skibet tog vand ind. De blev ansat i en svær tid, og hullerne i skroget blev i høj grad udfyldt med hendes tanker og værdier – og den efterskole, vi driver netop nu, er derfor også på alle måder et monument over de skoletanker, Ann Marika indeholdt. Hun vil blive savnet, virkelig virkelig savnet... Men på Halvor vil hun i høj grad også leve videre gennem alle os, der var så heldige at lade os påvirke af Ann Marika.

Vi er på Halvor overvældet af tomhed, men glædes samtidig over de mange hilsener og tilbud om hjælp, der er strømmet ind fra hele efterskolelandskabet i Danmark. I guder hvor vi dog mærker, at efterskolerne er et stærkt fællesskab på tværs af skoler – og vi mærker også tydeligt, hvor meget Ann Marika betød for mange andre end os. Tak!

Vore varmeste tanker går til hele hendes familie.
Æret være Ann Marika Leth Klinges enorme minde.