Feriedage
Aftale om overførsel af ferie udover 4 uger.
Dine medarbejdere kan anmode om, at den 5. ferieuge/ferie udover 4 uger overføres til næste ferieafholdelsesperiode. Det er en betingelse for overførsel af ferie, at du som arbejdsgiver godkender ferieoverførslen, og at der indgås en skriftlig aftale med medarbejderen senest den 31. december 2025.
Hvis der ikke indgås skriftlig aftale om overførsel af den 5. ferieuge/ferie udover 4 uger, skal du som arbejdsgiver sørge for, at ferien bliver udbetalt til medarbejderen senest den 31. marts 2026.
I ferieloven er der ikke formkrav til en overførselsaftale udover, at den skal være skriftlig, og aftalen kan derfor også indgås via e-mail eller sms. Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver gemmer overførselsaftalen som dokumentation, hvis virksomheden skulle blive udtrukket til kontrol af Arbejdsmarkedets Feriefond.
Særlige feriedage
Hvis der ikke er indgået en aftale mellem skolen og medarbejderen om afholdelse af de særlige feriedage, kan skolen fra 1. januar ensidigt fastlægge, hvornår ikke-afholdte særlige feriedage skal afholdes inden udgangen af april.
Har en medarbejder ved afholdelsesperiodens udløb (30. april) ikke afholdt de særlige feriedage pga. en feriehindring, kan ledelsen og medarbejderen aftale, at ferien overføres til et senere ferieår. Hvis dagene ikke er afholdt, og der ikke er indgået aftale om overførsel, skal skolen udbetale de særlige feriepenge kontant med lønudbetalingen i maj måned.
Hvis dagene ikke allerede er afholdt, eller hvis der ikke er lavet en aftale med medarbejderen om, hvornår de afholdes inden 30. april, kan dagene varsles afholdt med en måneds varsel. Ønsker skolen ikke at udbetale de særlige feriedage kontant, skal skolen derfor sikre sig at få varslet dem til afholdelse.
Dagene kan kun varsles til afholdelse i hele dage efter reglerne om øvrig ferie. Læs mere i Efterskoleforeningens vejledning om særlige feriedage her.