Folkeskoleforligskredsen har den 29. oktober 2021 indgået aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen. Det betyder, at uddannelsesparathedsvurderingen, som vi kender i dag, skal erstattes af en ny vurderingsmodel, således at ”vurderingen af elevernes uddannelsesmuligheder bliver positivt retningsgivende for de enkelte elever, og de fortsat får den skole- og vejledningsindsats, de har brug for.”

Der bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til den nye model.
Arbejdsgruppen består af 4-6 repræsentanter fra Sammen om Skolen samt 1 repræsentant for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG), 1 repræsentant for Danske Gymnasier (DG), 1 repræsentant for FGU Danmark samt Børne- og Undervisningsministeriet og Finansministeriet. En repræsentant fra Danmarks Vejlederforening samt andre fra relevante foreninger eller videnspersoner i øvrigt inviteres efter behov.

Meddelelsesbøger
Elevplanerne afskaffes også. I stedet indføres en meddelelsesbog og udvidet meddelelsesbog for alle elever fra børnehaveklasse til 9. klasse, som skal indeholde få, væsentlige fokuspunkter for elevens faglige og alsidige udvikling. Den udvidede meddelelsesbog er for de elever, der har brug for særlig opmærksomhed og en mere detaljeret dialog og opfølgning.

Læs mere om Meddelelser mellem skole og hjem samt ændring af UPV