Om efterskoler
Efterskoler for alle
Skoledrift og jura
Udvikling, pædagogik og undervisning
Kurser, arrangementer og netværk
Personer
Aktuelt
Baggrund og formalia
Hvordan beregnes elevstøtten?
Elevstøtten til et efterskoleophold beregnes ud fra husstandsindkomsten to år før skolestart. Det er altid indkomsten fra to år før opholdet, der bruges, fordi disse oplysninger er endeligt opgjort hos SKAT og kan hentes elektronisk. Hvis dit barn fx skal på efterskole i skoleåret 2026/27, er det indkomsten for 2024, der indgår i beregningen.
Hvordan beregnes elevstøtten til mit barn som enlig forsørger?
Der er ikke nogen særlig elevstøtte til enlige forsørgere. Hvis du ikke har en samlever eller ægtefælle den dag, dit barn starter på efterskole, er det udelukkende din indtægt, der danner grundlag for beregningen af den statslige elevstøtte.
Hvilken forælders indkomst bruges, hvis mit barn bor hos den anden?
Elevstøtten beregnes ud fra husstandsindkomsten dér, hvor barnet har folkeregisteradresse ved skolestart.
Hvad hvis mit hjemmeboende barn over 18 år bor i husstanden?
Indkomst fra hjemmeboende børn over 18 år tæller ikke med i husstandsindkomsten.
Det er kun en eventuel samlevers indkomst, der kan indgå i beregningen.
Hvordan påvirker en skilsmisse eller separation beregningen af elevstøtten?
Det er husstandens sammensætning på det tidspunkt, hvor barnet starter på efterskole, der er afgørende og der tages fortsat udgangspunkt i indkomsten to år før opholdets start.
Hvis forældrene bliver skilt eller separeret, eller hvis en af dem dør, foretages en ny beregning.
Hvis du ikke har en samlever eller ægtefælle den dag, dit barn starter på efterskole, er det din indtægt alene, der danner grundlag for beregningen af elevstøtten.
Hvordan påvirker en ny samlever beregningen af elevstøtte?
Hvis du bor sammen med en ny samlever, når dit barn starter på efterskole, vil begge indkomster indgå i beregningen af elevstøtten – også selvom I ikke boede sammen i indkomståret to år før skolestart.
Der gives fradrag i indkomstgrundlaget for hvert barn under 18 år med folkeregisteradresse i husstanden, bortset fra barnet, der skal på efterskole. Fradraget gælder både egne børn og samlevers børn. I skoleåret 2026/27 udgør dette fradrag 44.957 kr. pr. barn.
Hvad sker der, hvis mit barn skifter adresse inden skolestart?
Elevstøtten beregnes ud fra husstandsindkomsten dér, hvor barnet har folkeregisteradresse, når efterskoleopholdet begynder.
Hvis barnet flytter og får ny folkeregisteradresse inden skolestart, skal skolen foretage en ny beregning af elevstøtten.
Sker der en omberegning, hvis mit barn ændrer folkeregisteradresse efter skolestart?
Nej, der sker kun en omberegning efter skolestart, hvis forældrene bliver skilt eller separeret, eller hvis en af forældrene dør.
Hvad hvis min samlever flytter ind eller ud efter skolestart?
Hvis en samlever flytter ind eller ud efter skolestart, sker der ikke en omberegning af elevstøtten,
Det er husstandens sammensætning ved skoleårets start, der ligger til grund for beregningen.
Er der særlig støtte eller rabatter til tvillinger?
Der findes ikke en egentlig tvillingerabat på efterskoler.
Tvillinger danner dog søskendefradrag for hinanden, da de fortsat betragtes som hjemmeboende under efterskoleopholdet. Det betyder, at indkomstgrundlaget reduceres for hvert barn under 18 år med folkeregisteradresse i husstanden (ekskl. barnet på efterskole).
I skoleåret 2026/27 udgør dette fradrag 44.957 kr. pr. barn.
Derudover kan der på efterskolen søges om lokal elevstøtte.
Kan man søge om yderligere støtte udover elevstøtten?
Ja. Udover den almindelige statslige elevstøtte kan der søges om lokal elevstøtte.
Efterskolerne modtager hvert år en statslig pulje, som er øremærket til at hjælpe familier, der har svært ved at finansiere et efterskoleophold, fx ved lav indkomst eller særlige økonomiske forhold.
Den lokale elevstøtte søges direkte hos den efterskole, barnet skal gå på. Det er skolen, der vurderer, hvem der kan modtage støtte, og med hvilket beløb.
Hvad gør jeg, hvis min indkomst har ændret sig væsentligt?
Hvis din indkomst er faldet væsentligt siden indkomståret 2 år før skolestart, kan du søge om lokal elevstøtte.
Er danske statsborgere bosat i udlandet berettiget til elevstøtte?
Ja. Danske statsborgere og børn af danske statsborgere bosat i udlandet er berettiget til elevstøtte.