Gå til indhold

Forslag 1

Beslutningsforslag om midler til ekstraordinær kommunikations- og markedsføringsindsats for 10. klasse på efterskole fra 2026-2027

Bestyrelsen indstiller, at generalforsamlingen godkender anvendelsen af ekstraordinære midler på samlet set 2 mio. kr. til en national kommunikations- og markedsføringsindsats i perioden 2026-2027.

Begrundelse
I forbindelse med at grundskolens 10. klasse bliver nedlagt i 2030, er der opstået usikkerhed blandt forældre, folkeskoler, kommuner og andre interessenter om 10. klasses status på efterskoler efter 2030.

Efterskolerne står samtidig over for det største fald i ungdomsårgange i mange år, og vi har derfor behov for at tiltrække nye målgrupper både til 8., 9. og 10. klasse.

Bestyrelsens indstilling er derfor, at der er behov for en offensiv og målrettet kommunikations- og markedsføringsindsats for at styrke efterskolernes position og sikre elevrekruttering frem mod 2030.

Kampagnen har til formål at

  • manifestere nationalt, at 10. klasse fortsat findes og er styrket på efterskolerne.
  • styrke rekrutteringen af både eksisterende og nye målgrupper.
  • understøtte skolerne med fælles budskaber og anvendelige materialer.

Bestyrelsen indstiller derfor, at der i både 2026 og 2027 afsættes 1 mio. kr. fra egenkapitalen til indsatsen.

Kampagnen forankres i foreningens politiske og kommunikative arbejde og gennemføres i tæt dialog med skolerne. Det er afgørende for kampagnes gennemslagskraft, at der bliver etableret et dynamisk samarbejde mellem foreningen og skolerne.

Forslag 2

Beslutningsforslag om kontingentstigning i 2027 og 2028

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen en stigning i kontingentet, der indfases over to år i årene 2027 og 2028, på i alt 2.500 kr. i grundtilskud og i alt 100 kr. per årselev.

Forslaget betyder følgende for kontingentbidraget i 2027 og 2028:

2026: 15.225 kr. per skole og 661 kr. per. årselev (Det er det nuværende kontingent)

2027: 16.475 kr. per skole og 711 kr. per årselev (stigning på 1.250 kr. i grundtilskud og 50 kr. per årselev)

2028: 17.725 kr. per skole og 761 kr. per årselev (stigning på 1.250 kr. i grundtilskud og 50 kr. per årselev)

Begrundelse
Det er for bestyrelsen helt afgørende, at vi fortsat har en stærk forening, der kan støtte og rådgive skolerne i den overgangsfase, vi befinder os i frem mod 2030. Vi oplever allerede nu pres på både rådgivningen, ønsker om øget markedsføring og efterspørgsel på pædagogiske udvikling.

Med det nuværende kontingent vil vi allerede fra 2027 skulle skære afgørende ned på kerneydelser.

Den økonomiske udfordring er, at kontingentet prismæssigt stort set har ligget fast siden 2015, og at der i samme periode har været en pris- og lønstigning i samfundet på i alt 21,5 %.

Med den mangeårige stigning i elevtallet frem til skoleåret 2023/24 blev foreningens faldende kontingentindtægt i faste priser delvist kompenseret af øgede indtægter på grund af det stigende elevtal.

Historikken er, at i 2015 blev foreningens kontingent opjusteret med 35 kr. per årselev. I 2021 blev kontingentstrukturen omlagt, så skolerne nu betaler et grundkontingent og et beløb per årselev. Men kontingentet steg ikke samlet set. I 2022 steg kontingentet per årselev med 10 kr. per elev.

Vi må forvente, at elevtallet falder yderligere i perioden 2025-2030, hvilket sammen med en fortsat pris- og lønudvikling på alle udgifter vil forringe foreningens økonomi yderligere, medmindre vi gennemfører bestyrelsens forslag. Selv med dette forslag til kontingentstigning vil det fortsat kræve tilpasninger og besparelser i sekretariatet frem mod 2030.

Nedenfor har vi lavet en beregning på, hvad denne stigning betyder i kroner og øre for tre forskellige skolestørrelser i 2027.

  • En skole med 85 elever skal betale 5.500 kr. mere i 2027.
  • En skole med 130 elever skal betale 7.750 kr. mere i 2027.
  • En skole med 200 elever skal betale 11.250 kr. mere i 2027.