Gå til indhold

Onsdag den 4. november 2026 kl. 11.30 – 16.45. Gefion Gymnasium, Øster Voldgade 10, 1350 København.

DEO lancerer samtidig deres nye undervisningsrollespil Kampen om klimaet, hvor deltagerne indtager rollen som europaparlamentarikere, der mødes til forhandlinger om løsninger på klimakrisen.

Konferencen er særligt relevant for undervisere i gymnasieskolen, men alle der arbejder med EU-undervisning er meget velkomne.

Forplejning dækkes af DEO.

Tilmeld her

Program

11.30 – 12.15 Registrering og fælles frokost

12.15 – 12.30 Velkomst v. DEO

12.30 – 13.30 Paneldebat: Hvor er EU’s grønne omstilling på vej hen?

Vi tager temperaturen på EU’s klimapolitik og spørger eksperter og politikere, om der stadig er gang i den grønne motor i Bruxelles

Paneldeltagere:

  • Jens Ladefoged Mortensen, Professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

  • Katrine Ehnhuus, Seniorrådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke

  • Thorbjørn Jacobsen, EU-ordfører og medlem af Europaudvalget samt Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget for Liberal Alliance

  • Marianne Bigum, Cirkulær økonomiordfører og medlem af Europaudvalget samt Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget for Socialistisk Folkeparti

  • Moderator: Peter Ingemann Nielsen, EU-korrespondent, Altinget

13.30 – 13.45 Kaffepause

13.45 – 15.15 Gennemspilning af DEO’s nye rollespil: Kampen om klimaet

Deltagerne træder ind i rollen som europaparlamentarikere fra forskellige politiske grupper. De skal nu forhandle om et klimapolitisk lovforslag fra EU-Kommissionen, og bliver undervejs konfronteret med svære prioriteringer og spørgsmål såsom: Hvilke klimamål skal EU definere for 2040? Skal diesel- og benzinbiler udfases i EU? Og skal EU indføre en klimatold? Undervejs forsøger interessegrupper at påvirke forhandlingerne, og nyhedsmedier dækker slagets gang.

15.15 – 15.30 Kaffepause

15.30 – 16.30 4 parallelle workshops

Workshop 1: Escape room – Kan EU løse klimakrisen?

I denne workshop bliver du kastet ud på en mission, hvor du sammen med andre deltagere skal løse gåder, knække koder og navigere gennem politiske dilemmaer for at løse klimakrisen. Undervejs oplever du på egen krop, hvordan escape rooms kan skabe engagement, samarbejde og faglig fordybelse i undervisningen. Samtidig får du indblik i de didaktiske greb bag konceptet og inspiration til, hvordan du selv kan anvende escape rooms i undervisningen om EU og samfundsfaglige problemstillinger.

Workshoppen faciliteres af DEO

Workshop 2: Debatkoncept om EU’s klimamål for 2040

Hvordan skaber man levende og fagligt stærke debatter om klimapolitik i undervisningen? Det får du mulighed for at afprøve i denne workshop, hvor du træder ind i rollen som en af aktørerne i debatten om EU’s klimamål for 2040. Debatten udfolder sig over tre runder i en såkaldt fish bowl-setting. Du får dermed selv erfaring med debatformatet som deltager og oplever, hvordan det kan bruges til at styrke elevernes argumentation, perspektivforståelse og engagement. Workshoppen giver samtidig konkrete værktøjer til at facilitere debatter i undervisningen og introducerer seks forskellige debatkoncepter om EU’s klimapolitik, som kan bruges efterfølgende.

Workshoppen faciliteres af DEO

Workshop 3: Analog EU-undervisning i en digital tid

Hvordan skaber vi engagerende EU-undervisning i en tid, hvor digitale værktøjer og kunstig intelligens fylder stadig mere? Workshoppen tager udgangspunkt i, hvorfor analoge undervisningsformer fortsat har en vigtig plads i gymnasiet, og hvordan de kan styrke elevaktivitet, samarbejde og den faglige forståelse. Deltagerne får konkrete eksempler på analoge aktiviteter og rollespil, der gør EU’s beslutningsprocesser levende og nærværende. Workshoppen viser samtidig, hvordan AI kan anvendes som et didaktisk supplement uden at erstatte de analoge læringsaktiviteter. Afslutningsvis inviteres deltagerne til en fælles diskussion om, hvordan analog undervisning og AI kan kombineres, så de understøtter hinanden og bidrager til en mere varieret, motiverende og lærerig EU-undervisning.

Workshoppen faciliteres af Michael Christensen, lektor i historie, samfundsfag og international økonomi på Bjerringbro Gymnasium

Workshop 4: Klimahandling i undervisningen – Fra viden til handlekompetence

Hvordan går vi fra klimaviden til klimahandling i undervisningen? I denne workshop undersøger vi, hvordan undervisningen kan bevæge sig fra konkret viden om klimaproblemer til forestillinger om mulige løsninger og konkrete handlemuligheder. Med udgangspunkt i praksisnære eksempler fra naturgeografi arbejder vi med, hvordan elever kan udvikle deres evne til at forstå komplekse klimaproblematikker, forestille sig alternative fremtider og reflektere over, hvordan de selv og samfundet kan handle. Workshoppen sætter fokus på, hvordan klimahandling kan forstås bredere end traditionelle former som demonstrationer og læserbreve, og hvordan undervisningen kan skabe rum for engagement, kreativitet og scenarietænkning.

Workshoppen faciliteres af Benedicte Barfort, lektor i samfundsfag og naturgeografi på Gefion Gymnasium

16.30 – 16.45 Opsamling i plenum og tak for i dag