Den Oscarvindende dokumentarfilm ‘No Other Land’ skildrer, hvordan israelsk militær ødelægger boliger, skoler og anden civil infrastruktur i palæstinensiske landsbyer i Masafer Yatta-området på Vestbredden. Gennem flere års håndholdte optagelser følger filmen den palæstinensiske aktivist Basel Adra og den israelske journalist Yuval Abraham og deres særlige venskab, mens de dokumenterer, hvordan områdets beboere kæmper imod nedrivninger og tvangsflyttelser. Filmen giver et intimt og unikt indblik i de menneskelige konsekvenser af Israels militære besættelse af den palæstinensiske Vestbred.
No Other Land er støttet af den danske NGO, International Media Support (IMS), og udkom i 2024. Den vandt også dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s publikumspris. Den er instrueret af Basel Adra, Yuval Abraham, Hamdan Ballal og Rachel Szor.
Som en del af et nyt samarbejde mellem Efterskolerne, CPH:DOX og IMS tilbydes gratis visninger af dokumentaren med supplerende undervisningsmateriale, som et særligt tilbud til efterskolerne.
I tilfælde, hvor der laves en screening for hele skolen, kan også bookes et fagligt oplæg, der kan give yderlige indblik i situationen og svare på elevernes spørgsmål.
Skriv til CPH:DOX's projektleder Amalie Brok - amalie.b@cphdox.dk, hvis du ønsker at screene filmen og få tilsendt undervisningsmateriale.