Gå til indhold
Kontaktinformation

Ansøgningsfrist: 12. april 2026

Tilføjet: 27. februar 2026

Adresse

Brandbjerg Højskole

Brandbjergvej 12 7300 Jelling

Kontakt

Linda Greve (bestyrelsesleder), 2530 5454
Michael Kjærgaard (UnikRecruitment), 2222 4000

 

Læs mere om skolen

https://brandbjerg.dk/

Efter mere end 20 år på Brandbjerg Højskole har vores nuværende forstander valgt at søge nye spændende udfordringer. Han efterlader en skole i god udvikling, med sund drift, engagerede medarbejdere og et tydeligt værdimæssigt ståsted. Nu søger vi en visionær og samlende leder, der kan bygge videre på det solide fundament og sætte retning for næste kapitel.

BRANDBJERG HØJSKOLE

Hvad drømmer du om?

Spørgsmålet står med store røde bogstaver på taget – og det er kernen i Brandbjerg. Her kommer unge mennesker tættere på sig selv og deres drømme i et levende samspil mellem natur, frihed og mangfoldigt fællesskab.

Midt i Grejsdalens vilde natur er skove, bakker og enge en aktiv del af både undervisning og hverdagsliv. Vi bruger naturen til læring, leg og store oplevelser. Vi dyrker jorden og spiser vores egne bæredygtige grøntsager. Vi inviterer elever og kursister ind i en tættere relation til naturen – en forbindelse, der skaber mening og ansvar.

Friheden er reel og mærkbar. Elever og kursister sammensætter deres fag efter nysgerrighed og passion, og skolens faciliteter er åbne på tværs. Her er plads til kreativitet, fordybelse og vildskab – og samtidig et fælles ansvar for det mangfoldige fællesskab, vi er en del af.

Brandbjerg skabes i fællesskab. Elever, kursister og medarbejdere former højskolen sammen på tværs af forskelligheder, livserfaringer og verdenssyn. Her opstår venskaber og erfaringer, der rækker langt ind i fremtiden.

På Brandbjerg har vi dels en langkursusafdeling med elevoptag to gange om året og dels en stor kortkursusafdeling med mange populære kurser hele året rundt. Det betyder, at vi har mange aldre, interesser, baggrunde og stemmer til stede på højskolen og både dyrker korte, lange og tilbagevendende relationer.

Skolen er veldrevet med en stabil økonomi og en engageret medarbejdergruppe inden for undervisning, køkken, administration og service. Vi har en aktiv bestyrelse og et stærkt lokalt og nationalt netværk. Læs mere om Brandbjerg her: www.brandbjerg.dk.

JOBBET

Som forstander har du det samlede ansvar for skolens retning, drift og udvikling med reference til bestyrelsen. Du står i spidsen for en velfungerende organisation og skal sikre, at Brandbjerg fortsat udvikler sig fagligt, pædagogisk og strategisk – på et solidt økonomisk fundament.

Du får ansvar for:

  • Den overordnede strategiske og pædagogiske udvikling
  • At sikre fortsat sund drift og økonomisk ansvarlighed
  • Ledelse og udvikling af medarbejdere og organisation
  • At være en synlig og nærværende leder i skolens hverdag
  • At styrke skolens position i højskolelandskabet og i offentligheden

Stillingen indebærer en høj grad af tilstedeværelse, engagement i skolens liv og aktiv deltagelse i både hverdag og arrangementer. Du bliver skolens ansigt udadtil og en samlende kraft indadtil.

FAGLIG PROFIL

Vi forestiller os, at du:

  • Har solid indsigt i – eller et godt kendskab til – højskoleverdenen
  • Har uddannelses- eller erfaringsbaggrund inden for uddannelse, pædagogik og/eller dannelse samt undervisnings- og formidlingserfaring
  • Har erfaring med at arbejde med unge mennesker
  • Har ledelseserfaring på både strategisk og driftsmæssigt niveau og erfaring med personaleledelse og organisatorisk udvikling
  • Har stærke relationelle kompetencer, internt såvel som eksternt
  • Har erfaring med at drive strategisk udvikling og sætte tydelig retning
  • Har økonomisk forståelse, budgetansvar og solid forretningsforståelse, eventuelt med erfaring i at drive kursusvirksomhed
  • Er optaget af dannelse, bæredygtighed og folkelig oplysning og kan udvikle projekter og partnerskaber, der styrker skolens profil og elevgrundlag

Du formår at kombinere værdibåret ledelse med tydelig og bæredygtig styring – og kan skabe retning, engagement og følgeskab omkring Brandbjergs fortsatte udvikling.

PERSONLIG PROFIL

Vi søger en forstander, der:

  • Er visionær og kan skabe følgeskab
  • Er tydelig, tillidsvækkende og nærværende
  • Har mod til at tænke nyt og samtidig værne om det, der bærer
  • Er relationelt stærk og trives i et levende fællesskab
  • Kan balancere frihed og ansvar – i ledelse såvel som i kultur
  • Har lyst til at engagere sig i skolens liv og i lokalsamfundet

DU TILBYDES

  • En højskole i god udvikling og med sund økonomi
  • Engagerede og kompetente medarbejdere
  • En aktiv og samarbejdende bestyrelse
  • Mulighed for at sætte tydeligt præg på Brandbjergs fremtidige retning
  • Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende regler for højskoler

·         En præsentabel og nyrenoveret forstanderbolig

For at understøtte Brandbjergs levende og hjemlige højskolemiljø er der bopælspligt for forstanderen, da du er en naturlig og nærværende del af hverdagen, fællesskabet og livet på Brandbjerg.

Forstanderen refererer til bestyrelsen.

ANSØGNING

UnikRecruitment bistår bestyrelsen på Brandbjerg Højskole ved denne rekrutteringsopgave. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Linda Greve, bestyrelsesleder på Brandbjerg Højskole, på 2530 5454 / bestyrelsesleder@brandbjerg.dk eller Michael Kjærgaard, CEO hos UnikRecruitment, på 2222 4000 / mk@unikrecruitment.dk.

Ansøgningsfrist: Senest søndag den 12. april 2026.
Tiltrædelse: Mandag den 1. juni 2026 eller snarest muligt derefter.

Første samtalerunde er mandag den 20. april, og anden samtalerunde er onsdag den 29. april.

Vi glæder os til at høre, hvordan du vil være med til at stille – og leve – spørgsmålet: Hvad drømmer du om?

Se mere og ansøg under ledige stillinger på www.unikrecruitment.dk. Vi gennemgår ansøgninger løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning, hvis stillingen lyder som noget for dig.