Venø Efterskole er en lille efterskole med fokus på sammenhold, fællesskab og trivsel.
Vi tilbyder 4 linjer: SURF & SEJLADS • FRILUFTSLIV • FORFATTERLINJE • KUNSTLINJE og en lang række valgfag. Vi har spændende, projektorienteret undervisning og skolen er prøve- og karakterfri.
Én gang i livet - Altid i hjertet
Tak fordi du læser mere om Venø Efterskole.
Vi er en aktiv efterskole med vand hele vejen rundt. Det betyder perfekte forhold for alle vores linjer, om du er til vandsport, oplevelser i naturen eller samler inspiration for at skrive, male og være kreativ.
Vi rejser flere gange om året i både Danmark og udlandet.
Rejser & Ture
Vi elsker at rejse og opleve verden, og hvert år tager hele skolen på fælles ski / snowboard tur til de Østrigske alper.
Desuden tager vi løbende igennem året på ture i både ind- og udland for at suge til os og blive klogere.
Linjerejser
Vores fire linjer tager også på en linjerejse, hvilket betyder en uge med masser af eventyr.
- Surf & Sejlads sejler i den Saroniske Golf ud for Athen
- Havkajak i Grækenland med Friluftsliv samt en tur til Norge for at klatre og vandre
- Forfatterlinjen oplever og inspireres af Italiens storbyer, Firenze og Rom
- Kunstlinjen oplever kunst og kultur i Italiens storbyer, Firenze og Rom
Linjefaget Friluftsliv
Linjen giver dig adventure-oplevelser. Skoven og fjorden er oplagte til outdoor-aktiviteter som klatring, kano- og kajakroning. Lidt længere væk ligger National Park Thy og landets største plantage, Klosterheden, hvor du prøver rappelling og klatring, inden teltet lynes for natten. Også skolens hal giver mulighed for at prøve kræfter med klatring og bouldering. Er du interesseret i jagt, kan du tage jagttegn som valgfag.
Linjefaget Surf & Sejlads
Linjen udfordrer dig på dit niveau. Altid med vind fra et attraktivt verdenshjørne at prøve kræfter med og altid med en prof instruktør, hvad enten det gælder sejlads, windsurfing og kitesurfing. Året har flere højdepunkter. Du opnår f.eks. et duelighedsbevis og deltager i efterskolens eget event, Venø Rundt, der bl.a. tiltrækker landets bedste surfere.
Linjefaget Forfatterlinjen
Linjen er for dig, der drømmer om at udgive en bog. Du får indsigt i teknikker, sparring af dygtige lærere og mulighed for at møde etablerede forfattere, der giver tips og tricks fra egne skriveprocesser. Forløbet bygges op om de rammer, der skal til for at blive forfatter, og ved skoleårets slutning udgiver alle forfatterspirene hver sin bog.
Linjefaget Kunstlinjen
Vi skal opleve, undersøge og fremstille forskellige kunstværker. Du kan dygtiggøre dig og udvikle dine kunstneriske færdigheder, uanset om du er meget eller lidt erfaren. Vi skal sammen eksperimentere med forskellige metoder, teknikker, materialer og udtryksformer. Projekterne afsluttes ofte med udstillinger eller opvisninger. I slutningen af året vil der være et større selvstændigt projekt.
Undervisning
På Venø Efterskole går elever fra 9. og 10. klasse i samlæste klasser. Vi afslutter ikke skoleåret med folkeskolens afgangsprøver, men har i stedet fokus på faglig fordybelse, projekter, profilfag og undervisningsformer, der peger frem mod ungdomsuddannelserne.
Skoleåret veksler mellem fagperioder, fagdage, fællesdage og projektperioder. I fagperioderne har eleverne dansk, matematik og engelsk i faste stamklasser, mens profilfag og projektperioder giver mulighed for at fordybe sig, samarbejde og omsætte viden i praksis.
Elever, der skal til optagelsesprøve for at komme videre på en ungdomsuddannelse, kan vælge profilfaget Optagelsesprøver, hvor vi arbejder målrettet med forberedelsen
Lidt mere om Venø Efterskole
Din efterskoleoplevelse ligger i Limfjorden – kun to minutter fra fastlandet med døgnbemandet færge! Når du skal hjem på weekend, på skoleferier og i forb. med helligdage, transporteres du begge veje mellem efterskolen og Struer Banegård, som har gode trafikforbindelser til hele landet. På Venø Efterskole mødes du i et familiært og trygt miljø. Overalt fremstår skolen moderne med det sidste nye indenfor teknologi. Dit værelse, som du deler med tre andre, er stort og lyst med eget bad og toilet. Derudover er der god plads til aktiviteter, hygge og afslapning med vennerne. Både inde og ude!
Venø Efterskole - Én gang i livet - Altid i hjertet!