Gå til indhold

Det er ikke længere muligt at indsende sange til konkurrencen. Til sangbogsdagen for efterskoleelever bliver det afgjort, hvem der vinder. Det er efterskoleelever, der er jury, og vælger vinderen blandt tre finalister.


Om konkurrencen

Som elev på en af landets efterskoler i dette skoleår får du nu en særlig mulighed for at give noget videre til kommende elevhold. Fællessang med efterskolevennerne giver glæde og smil på læberne, og tænk hvis du skriver en sang, som kommende elever altid vil huske fra deres efterskoletid. Den kan f.eks. handle om dine egne erfaringer fra efterskolelivet, mindeværdige oplevelser, hverdagsstunder, venskaber eller hvad end du har på hjerte. Skriv en fællessang med tekst og musik, der kan ramme efterskoleelever og få dem til at synge med. 

Konkurrencen er for elever på en af landets efterskoler i skoleåret 2025-26. Hvis man afleverer et forslag som en gruppe, skal alle involverede ligeledes være nuværende efterskoleelever. 

Hovedpræmien er en plads i den næste udgave af Efterskolesangbogen med de royalties, der selvfølgelig hører med, når man får sin tekst og musik udgivet. De tre bedste sange vinder desuden muligheden for at komme i et professionelt lydstudie og indspille deres sang.   

Krav: 
Sangen skal være nærværende og relaterbar for efterskoleelever og kunne fungere som fællessang, så alle kan synge med. Desuden skal den passe ind i en af Efterskolesangbogens 12 overordnede temaer: 

Fællesskab
Livsmod
Identitet
Ansvar
Kærlighed
Forår
Sommer
Efterår
Vinter
Morgen
Aften 
Danmark

Sangen kan sendes som enten node og tekst, som en lydindspilning og tekst eller som en video og tekst. Det er helt fint med en telefonoptagelse af lyd eller video, og kvaliteten af lydindspilningen eller videoen tæller ikke med i bedømmelsen. Det skal fremgå, hvilket af de 12 temaer, sangen tager sit afsæt i, samt hvilken efterskole, du eller I er elever på.
Udvalget for den næste efterskolesangbog udvælger de tre bedste indsendte forslag, som går videre til en elevjury, der kårer den endelige vinder. 

Vi glæder os til at modtage en masse gode sange!