10/4 kl 10.00-11.00
EU i Afrika: Ligeværdige samarbejder eller Europas enegang? (Odsherreds)
v/Buster Emil Kirchner, freelance journalist bosat i Zambia
EU har med Global Gateway-strategien lagt en ny kurs for unionens engagement i Afrika, der i højere grad skal prioritere infrastruktur, forretningssamarbejde og handel, og nedtone den mere traditionelle udviklingsbistand, der af mange - heriblandt flere afrikanske lande - er blevet betragtet som belærende.
Afrikanske regeringer efterspørger handelssamarbejder og vil ikke tales ned til, men hvad med de millioner af afrikanere, hvis liv er afhængig af unionens bistand? Og hvad med Afrikas pluralitet? De 55 lande er stærkt forskellige. Er den nye strategi målrettet alle lande?
Oplægget vil tage afsæt i min egen on the ground-formidling. Jeg har de seneste to år dækket EU's rolle i Afrika og interviewet delegationsledere, deltaget i storstilede EU-AU-konferencer og dykket dybt ned i de infrastrukturprojekter, som EU nu bryster sig af.
Jeg vil undervejs i oplægget inddrage eleverne, få dem til at sumre og reflektere over det fortalte, og så vil jeg - hvis online-formatet tillader det - åbne op for en generel spørgerunde til sidst.