Hvordan kan vi kvalificere prøvefrie forløb på efterskolerne?
Dette kursus giver et fagligt grundlag for at kvalificere og videreudvikle undervisningen i forløb uden traditionelle prøver og uden (eller få) karakterer.
Kurset er det første af to kurser. Deltagelse i kurserne er ikke afhængige af hinanden, dog anbefales det at deltage på kursus 1 forud for kursus 2.
På kursus 1 er fokus på: Skolens og efterskolens formål, elevernes motivation og evaluering/feedback.
Formål
Formålet med kurset er, at deltagerne:
- får teoretisk viden og indblik i forskning på området for at kunne analysere, reflektere over og udvikle skolens undervisning i prøvefrie forløb i krydsfeltet mellem ny empirisk forskning i ”skole uden prøver og karakterer”, skolens formål, efterskolernes hovedsigte og skolens eget værdigrundlag.
- kvalificerer egen praksis ved at dele og diskutere udfordringer, muligheder og dilemmaer med andre efterskolelærere.
- får inspiration til konkrete tilgange og metoder til evaluering og feedback i undervisning.
Målgruppe
Kurset henvender sig til efterskolelærere, der arbejder med eller er i gang med at planlægge prøvefrie forløb eller reducere/fjerne karakterer. Det er en fordel, men ikke et must, hvis du/I allerede har gjort jer nogle erfaringer med prøvefrie forløb.
Indholdet på kurset er pædagogisk og didaktisk og henvender sig dermed primært til lærere og pædagogiske ledere. Det kan være en fordel at være flere afsted fra samme skole, så kursets indhold kan leve videre i dialogen mellem jer.