Vores mangeårige og afholdte sekretær går på pension til næste år. I den forbindelse opdeler vi sekretærfunktionen i to deltidsstillinger, hvor den første er til besættelse den 1. august, og den anden bliver slået op senere på året.
Vi søger derfor en erfaren sekretær på deltid, der kan stå inde for skolens værdier. Du vil indgå i skolens administration i et sekretærteam og i tæt samarbejde med forstander, viceforstander, systemadministrator og skolens øvrige personale.
Hverdagen på kontoret er præget af mange bolde i luften, og du er i daglig kontakt med elever, forældre og medarbejdere. Du skal derfor være god til at kommunikere med alle, og du skal kunne trives i et travlt miljø og stadig være i stand til at arbejde struktureret og omhyggeligt.
Vi forventer, at du er rutineret Officebruger, har erfaring med administrative IT-systemer og har lyst til at lære nyt. Det er en fordel, hvis du har erfaring med elevadministration i den frie skoleverden.
Ved større arrangementer på skolen må der forventes arbejdsopgaver aftener og weekender.
Brøderup Efterskole er en traditionsrig efterskole smukt beliggende i en enestående natur. Vi lægger stor vægt på, at vores omgivelser er ordentlige, hyggelige, imødekommende og inspirerende. Med udgangspunkt i Grundtvigs tanker om skole og livsoplysning skaber vi et værdibaseret, fagligt og personligt udviklende læringsmiljø, hvor unge mennesker i fællesskab trives og forberedes til en god fremtid i et demokratisk samfund.
Vi forventer, at ansættelsesgraden vil blive mellem 50-75%, alt efter de forudsætninger og ønsker, du har.
Ansættelsen er fra 1. august 2026 eller efter aftale.
Forstander Kasper Luffe kan kontaktes på tlf.: 22154136
Ansøgningsfrist tirsdag d. 16. juni 2026.
Ansættelsessamtaler forventes gennemført tirsdag d. 23. juni.
Ansøgningen med relevante bilag sendes via mail til forstander@befs.dk