Gå til indhold

Fra dette skoleår skal elever der søger STX, HHX og HTX angive en forhåndstilkendegivelse af ønsket studieretning på Optagelse.dk. Ordningen er ikke bindende, men giver gymnasierne mulighed for at sammensætte klasser allerede fra grundforløbets start.

Indtil gymnasiereformen i 2017 angav ansøgere faktisk en forhåndstilkendegivelse af ønsket studieretning direkte på Optagelse.dk, men med 2017-reformen blev det afskaffet til fordel for et mere uafklaret 3-måneders grundforløb, hvor eleverne først skulle vælge studieretning sidst på efteråret.

Med udmøntning af den politiske aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (EPX) blev der også udarbejdet og vedtaget et lovforslag, som genindførte forhåndstilkendegivelser.

Helt grundlæggende dækker det følgende:

  • Ansøgere på STX, HHX og HTX skal ved ansøgningen (eller inden grundforløbets start) afgive en forhåndstilkendegivelse af deres ønskede studieretning.

  • Gymnasierne får mulighed for at bruge denne information til at samle klasser allerede fra start, så eleverne slipper for opbrud og omrokeringer efter grundforløbet. 

  • Forhåndstilkendegivelsen der laves i Optagelse.dk er ikke bindende. Det er fortsat i slutningen af grundforløbet, omkring 1. november, at det endelige og bindende valg af studieretning træffes.