Det blev udforsket, da mere end 300 efterskolevejledere mødtes til årets Vejlederkonference i Vingsted den 14.-15. september 2026 på VINGSTED hotel & konferencecenter. Under overskriften Mellem fortid og fremtid bød konferencen på to dage med både historiske perspektiver, aktuelle problemstillinger og blik for de forandringer, der venter på vejledningsområdet.
Konferencen blev åbnet af Torben Vind Rasmussen og Helene Valgreen, hvorefter Peter Plant tog deltagerne med på en vejledningshistorisk tour de force. Med afsæt i sammenhængen mellem samfundsudvikling og vejledning blev der sat perspektiv på, hvor vejledningen kommer fra, og på nogle af de visioner og utopier, der har præget udviklingen.
Programmet bød også på en række valgfrie oplæg og workshops med mulighed for både faglig fordybelse, konkrete redskaber og inspiration til den daglige vejledningspraksis.
Senere på dagen satte Ann E. Knudsen fokus på unges hjerner og på, hvordan vi møder unge, når de virker lukkede, umotiverede eller grænsesøgende. Dagen blev rundet af med en musikalsk fortælling ved Lasse Helvig, som gennem sange, historier, varme og humor fortalte om Kim Larsen.
På konferencens anden dag blev blikket rettet mod fremtidens uddannelseslandskab. Allan Kruse skulle have givet deltagerne indblik i tankerne bag epx, som fra 2030 åbner for den første årgang. Desværre måtte han melde afbud på grund af sygdom. Med meget kort varsel trådte Thomas Peder Bennedsen til, og gav deltagerne en både personlig og anderledes indgang til uddannelsesvejledning.
Thomas tog udgangspunkt i sin egen vej ind i iværksætterlivet, som faktisk begyndte på efterskolen. Det blev afsæt for en spændende samtale om, hvordan man vejleder unge, der godt ved, at de vil noget, har masser af idéer og måske en ret klar retning, men hvor vejen ikke nødvendigvis kan slås op på ug.dk.
For hvordan vejleder man egentlig en ung, der drømmer om at blive iværksætter? Nogle gange kræver det en vejleder, der tør kigge lidt uden for de klassiske kasser.
Og netop dét blev en fin forlængelse af konferencens tema Mellem fortid og fremtid: Hvordan hjælper vi unge med at finde deres vej i et uddannelseslandskab, der hele tiden forandrer sig?
Som afslutning gav Karina Nicolaisen fra STUK en opdatering på nye regler og rammer på vejledningsområdet, så deltagerne kunne tage hjem med et indblik i de aktuelle og kommende forandringer på området.
På netværksmøderne var der valg til posten som netværksleder.
Du finder din netværksleder her
Alt i alt blev det to gode dage Mellem fortid og fremtid med plads til faglig fordybelse, nye perspektiver, inspiration, musik og ikke mindst mødet med kolleger fra andre efterskoler. Tak til alle, der var med til at gøre Vejlederkonferencen 2026 til to fagligt stærke og inspirerende dage.