Debat: Er forældrene ved at overtage efterskoleåret?

Af Kresten Fjord Nielsen, forstander på Idrætsefterskolen Grønsund

Noget har forandret sig i efterskoleverdenen.

Inspireret af den debat, som blandt andre forstander René Holm Hansen fra Viby Efterskole har rejst, står mange efterskoler – også Idrætsefterskolen Grønsund, hvor jeg er forstander – midt i en ny udfordring: Forældrene har sværere ved at give slip.

Flere unge vender sig i dag væk fra det, der er svært, og almindeligt menneskeligt ubehag bliver oftere forstået som noget behandlingskrævende. Den tendens genkender vi. Ikke som kritik af åbenheden om mental trivsel – den er vigtig – men som en bekymring for, om vi nogle gange kommer til at fjerne den modstand, der faktisk skaber udvikling.

Der er opstået en kultur, hvor børn og forældre – bevidst eller ubevidst – monitorerer hinanden konstant. Og hvor afstanden mellem tanke og handling er blevet forkortet.

Er der uro derhjemme, inddrages efterskoleeleven straks. Er der konflikt på værelset, en dårlig træning eller en skarp tone fra en lærer, sidder velmenende forældre klar med råd, analyser og handleplaner.

’Pyt-knappen’ når aldrig at blive trykket. Tiden fra tanke til handling er blevet voldsomt forkortet.

En mail, der ikke besvares hurtigt nok, følges op af en besked – måske et opkald. Der forventes handling. Og ofte en handling, der tilgodeser det enkelte barn, også hvis det sker på bekostning af fællesskabet.

Selvfølgelig gælder det ikke alle. Heldigvis ikke.

Vi møder stadig mange forældre, der har tillid til processen. Som ved, at efterskolefællesskaber ikke opstår på tre uger, men ofte først for alvor efter skituren eller de store gymnastikopvisninger, hvor hele skolen pludselig ’suser samme vej’. Men presset er mærkbart.

Bekymringen fylder mere end virkeligheden

Vi oplever flere elever, der er så bekymrede for nye sociale konstellationer, at de får ondt i maven.

Et værelsesbyt – som tidligere blev mødt med ’det bliver da spændende’ – kan i dag udløse massiv bekymring. Nogle forældre kontakter os, før det overhovedet er offentliggjort, for at sikre, at der er taget hensyn til diagnoser, sårbarheder og tidligere erfaringer.

Det er blevet næsten almindeligt at møde op med mapper fulde af papirer. Og lad det være sagt tydeligt: Når der er reelle diagnoser og behov, skal vi selvfølgelig tage dem alvorligt. Det gør vi.

Men i langt de fleste tilfælde møder vi unge mennesker, der er ganske velfungerende. De falder naturligt ind i efterskolelivet, og kammeraterne accepterer deres forskelligheder. Ofte er det ikke diagnosen, der fylder – men forældrenes bekymring.

Der synes at være opstået en søgen efter forklaringer på alt. Hvorfor gjorde mit barn noget mærkeligt? Hvad ligger der bag? Hvilken udredning mangler vi?

Måske har vi glemt noget helt fundamentalt: Unge mennesker gør mærkelige ting. De prøver grænser af. De kan ikke konsekvensberegne fuldt ud. Det er ikke en fejl. Det er ungdom.

Når vi ringer hjem og fortæller, at en elev har opført sig tosset, har vi ikke brug for forklaringer eller henvisninger til kommende psykologsamtaler.

Vi har brug for opbakning. For et fælles budskab: ’Det dér er ikke i orden – og du kan gøre det bedre.’

Hvis unge ikke får lov til at dumme sig, lege vildt og mærke konsekvenser i trygge rammer, risikerer vi at skabe en generation, der ikke kan tåle modstand.

Og efterskolelivet er – og skal være – fuld af modstand. Det er netop i modstanden, udviklingen sker.

Fællesskab kræver deltagelse

Efterskolen bygger på en kontrakt om ti måneder. Man melder sig ikke til en weekend – men til en proces.

Hvis for mange fritages for det, der er svært, tager hjem midt på ugen eller træder ud af fællesaktiviteter, mister fællesskabet sin form. Ikke af ond vilje – men fordi fællesskaber kræver deltagelse.

Nogle gange er det kærligste svar derfor: ’Du skal prøve alligevel.’

Det lille skub, der siger: ’Vi tror, du kan mere, end du selv tror.’

Forældre er i dag tættere på deres børn end nogensinde. Engagementet er ægte – og det er smukt. Men kærlighed kan få en bagside, hvis den bliver til konstant indgriben. Måske kunne vi kalde det forældrekærlighedens paradoks.

Efterskolen skal være et sikkerhedsnet – ikke en fjernelse af alle sten på vejen. For det er netop stenene, der lærer unge at balancere.

På Bogø, hvor Idrætsefterskolen Grønsund ligger, hviler vintermørket tungt nogle måneder. Det gør der også i et efterskoleår. Der er perioder, hvor man er ensom, utilstrækkelig, vred eller i konflikt. Det er ikke tegn på, at noget er galt. Det er tegn på, at noget er i gang.

Pludselig bliver det forår igen. Eleverne cykler mod havnen, hopper i vandet og griner, mens solen går ned bag Farøbroerne.

Og så kan man næsten ikke huske, hvad der gjorde så ondt i november.

Vi skylder hinanden – skole, forældre og elever – at holde fast i efterskolens særlige rum. Et rum, hvor unge får lov til at: bakse med egne følelser, løse konflikter selv, opleve, at modstand ikke er farlig, opdage, at de kan mere, end de troede.

Det kræver mod fra os voksne. Mod til at vente. Mod til ikke at reagere på hvert bump. Ikke fordi vi er ligeglade. Men fordi vi tror på processen.

Hvis vi tør give lidt mere slip, får vi ikke et perfekt efterskoleår. Men vi får unge mennesker, der vokser. Og det har trods alt altid været efterskolens egentlige formål.

Deltag i debatten om efterskoler

• Vi har brug for medlemmernes stemmer i debatten om efterskoler.

• Del dine perspektiver, erfaringer eller holdninger i et debatindlæg.

• Din stemme kan være med til at kvalificere debatten og styrke udviklingen af efterskolerne.

• Send dit indlæg på maks. 5.000 tegn samt et billede af dig selv til redaktion@efterskolerne.dk

• Vi bringer kun indlæg, der udelukkende er sendt til Efterskolerne, og forbeholder os retten til at redigere og forkorte teksten.

• Vi sender indlægget til godkendelse hos dig, før det offentliggøres.