Gå til indhold
Fællessang Johannes

”De trælse ting bliver pludselig ligegyldige”

”Fællessang betyder sindssygt meget for mig. Det er noget af det sjoveste at skråle med, hvis sangen er virkelig fed. Fællessang kan også være virkelig rørende. Jeg føler, at når man synger sammen, især hvis det er en smuk sang, så bliver de trælse ting pludselig ligegyldige. Når vi har morgensang, kan jeg tænke: Det er vildt, at nogen har skrevet de her sange for 200 år siden og sunget dem, lige som vi gør i dag. Ét af de tidspunkter, hvor man føler fællesskabet, er, når man synger sammen. Jeg kan huske juleafslutningen, hvor vi dansede rundt om juletræet. Der stod jeg med mine to bedste venner i hånden og sang ’Dejlig er jorden’. Der blev jeg fandme rørt. Det er min yndlingssalme. Det er så smuk en sang, og min familie har sunget den i mange år. Det er sindssygt, at en sang kan gøre det.”

– Johannes Bisgaard Bøcker, elev på Aarhus Efterskole i 2025/26.

Fællessang Bjørk

”Det er sygt magisk at stå i en flok og synge”

”Det er sygt fedt at synge, og der er et kæmpe fællesskab om sang på vores efterskole. Det er sygt magisk at stå i en flok og synge. Jeg mærker først, at vi er en flok, når vi står der alle sammen og synger – især om fredagen før vi skal hjem på weekend. Dem, der virkelig gerne vil synge, får lov at sætte sig ind i midten, og så kan man placere sig, hvor man vil. Det er fedt at stå der i midten i en kæmpe klump af kærlighed.”

– Bjørk Bang, elev på Ollerup Efterskole i 2025/26

Fællessang Sofie

”Man bliver mere åben og sårbar”

”Man connecter på en anden måde, når man har lært de samme sange. Så har vi noget sammen. Sang er en anledning til at blive mere åben og mere sårbar.”

– Sofie Sindahl Weitzmann, elev på Osted Efterskole i 2025/26


Fællessang Carl

”Jeg vil holde fast i at synge”

”Jeg har ikke sunget meget før, så fællessang er noget, jeg forbinder med efterskolen. Men selvom det er nyt for mig, vil jeg holde fast i at synge. Vi har vores egen sang, som vi synger om aftenen på skolen. Når vi har sunget den, kan vi sige tak for noget. Da vi skulle bytte værelser, var der f.eks. mange, der sagde tak til deres gamle værelseskammerater, eller da vi havde været der et halvt år, sagde folk tak for den tid, der var gået.”

– Carl Poulsen, elev på Osted Efterskole i 2025/26

Fællessang Olivia

”Det var første gang, jeg følte, at alle virkelig var med”

”Jeg tror især, sangene kommer til at betyde noget, når vi stopper på efterskolen igen. ’Frit land’ betyder rigtigt meget for hele skolen, så når vi kommer tilbage og synger ’Frit land’ til gammel elevdag, tror jeg, det vil give tårer i øjnene og få minderne frem. Et stærkt fællessangsminde var i en af de første uger, hvor hele skolen sad ude ved vores shelter. Ilden knitrede, vores lærer spillede guitar, og alle sang med. Det var første gang, jeg følte, at alle virkelig var med.”

– Olivia Sortenstjerne Sindlev-Vind, elev på Osted Efterskole i 2025/26

Fællessang Kaya

”Sang fik os til at tale sammen”

”Fællessang betyder meget for fællesskabet og for følelsen af, at man kender hinanden og er en del af noget. Jeg begyndte at tale med en fra min skole, fordi vi sad ved siden af hinanden til sang. Så sagde jeg til hende, at hun virkelig sang godt, og så begyndte vi at tale sammen.”

– Kaya Ramberg, elev på Langelands Efterskole i 2025/26

Fællessang Livalil

”Nogle sange kommer til at minde så meget om efterskolen”

”Folk har virkelig sunget med fra starten, og det har været fedt. Der er nogle sange, der kommer til at minde mig så meget om efterskolen. Jeg ved ikke, om jeg kan synge dem, når vi er stoppet, fordi jeg bare kommer til at savne det så meget.”

– Livalil Møller Lauritsen, elev på Langelands Efterskole i 2025/26

10 gode råd til at styrke fællessangen på efterskolen

Musiklærer på Aarhus Efterskole og projektleder for den nye udgave af Efterskolesangbogen, Jacob Grundkær Hansen, giver gode råd til at skabe en god fællessangskultur på skolen.

1. Skab en sangkultur blandt personalet

Sørg for, at der er sat tid af på personalemøderne til at synge, så fællessang også bliver en del af kulturen i personalegruppen. Noget af det vigtigste for en god fællessangkultur er, at lærerne synger med. Nogle tror, at man kan ansætte en musiklærer, og så kører det bare. Det gør det ikke. Alle i personalet skal bakke op, og det er helt uvæsentligt, hvor god en sangstemme, man har. Og husk at ansætte nogle lærere, der kan spille til. Hvis man ikke har det, findes der lydfiler til Efterskolesangbogen og Højskolesangbogen, og Efterskolesangbogen har en playliste på Spotify.

2. Start med ’pleasersangene’

Vælg nogle ’pleasersange’ i starten af skoleåret: Det er sange, som er lette at synge, og som de fleste kender, så alle kan skråle med. Det er f.eks. ’Gi’ os lyset tilbage’ af Per Krøis Kjærsgaard, ’Øde Ø’ af Rasmus Seebach eller de gamle Kim Larsen-sange. Så kan man senere på året nå til de sange, hvor der er lidt modstand, fordi melodien og teksten er lidt sværere. Det er en succes, når man på et tidspunkt beder eleverne om at vælge en sang, og de så vælger en af de klassiske efterskolesange i stedet for én, de har fundet på YouTube.

3. Lad eleverne selv vælge sange

Lad det gå på skift blandt eleverne, hvem der vælger sange. Sørg for at inddrage de elevgrupper, der ikke synger så meget med, så de også har indflydelse på, hvilke sange I synger på skolen.

4. Syng på faste tidspunkter

Sæt fællessangen i system. Syng f.eks. gerne hver morgen. I kan også lave en lidt mere hyggeagtig fællessang om aftenen, hvor eleverne selv vælger sange.

5. Fortæl lidt om sangen

Det er vigtigt at fortælle om den sang, I synger, så eleverne får en indgang til sangen og går på opdagelse i løbet af sangen. Inddrag gerne eleverne i fortællingen: Spørg dem, hvad de tror, ’Dåser rasler i morgengry’ handler om, eller hvis I synger ’Øde Ø’, så spørg, hvilke tre ting de ville tage med på en øde ø.

6. Brug tid på nye sange

Hvis eleverne ikke kender sangen, så syng første vers to gange, eller lær omkvædet først. Eleverne bliver så glade, når I kommer til den del, de kender.

7. Få eleverne til at spille til

Eleverne er gode til at bakke hinanden op, og de synger ofte mere med, hvis det er en anden elev, der spiller til. Det er også en god måde for eleverne at lære at spille til fællessang på.

8. Fokusér på dem, der synger

Man kan ikke nå alle, så acceptér at ikke alle synger med. Fokusér på dem, der synger, så man får fornemmelsen af, at nu gør vi noget sammen. Selv de, der ikke synger, får en oplevelse af, hvad fællessang er.

9. Skift scene

Hvis fællessangen ikke rigtigt løfter sig, så skift rammerne. Stil jer omkring flyglet og syng. Gå ud på toilettet eller ind i køkkenet og syng. Lav et råbekor. Kald på sekretæren eller på de elever, der ikke er der, så eleverne får et lille publikum og kan mærke, hvor meget deres stemmer faktisk fylder.

10. Husk at grine

Fællessang skal ikke være alt for alvorligt. Selvom der er mange alvorlige sange og mange vigtige ting, man kan sige om sangene, skal I huske, at I primært synger, fordi det er en god måde at være sammen på og en god måde at lave noget sjovt på.