Tidligere elev: ”Jeg voksede af at sige ja”

Af Liva Cebula, elev på Hørby Efterskole 2025/26

Når man starter på efterskole, har man mange ønsker. Man har mange håb, forventninger og mål. Man forestiller sig, hvordan året kommer til at se ud. Hvem man bliver venner med. Hvad man kommer til at opleve. Og hvilke minder man kommer til at tage med sig.

Men det sjove ved livet er, at det sjældent bliver præcis, som man forestiller sig.

Nogle af de ting, jeg drømte om, gik i opfyldelse. Andre gjorde ikke. Og så kom der en masse oplevelser, som jeg aldrig havde set komme. Ting, jeg aldrig kunne have planlagt mig frem til.

Måske er det egentlig det vigtigste, jeg har lært. At livet ikke handler om at få præcis det, man ønsker sig. Det handler om at være modig nok til at tage imod det, der kommer. At sige ja.

Jeg har sagt ja i år. Jeg har sagt ja til ting, der skræmte mig. Ja til ting, jeg syntes, lød mærkelige. Ja til ting, som den gamle mig aldrig havde sagt ja til. Og hver eneste gang jeg gjorde det, voksede jeg en lille smule.

For hvis jeg ikke havde sagt ja, havde jeg ikke stået her i dag. Et sted mellem venner, familie, fællesskab, latter, tårer og oplevelser. Et sted mellem mennesker, der for et år siden var fremmede, men som jeg nu ikke kan leve uden.

Vi har alle sammen sagt ja til meget i år. Faktisk så meget, at jeg sikkert kunne skrive en hel roman, hvis jeg skulle fortælle om det hele.

Der har været så mange små øjeblikke, som måske ikke virkede vigtige, da de skete, men som nu står tilbage som nogle af de stærkeste minder. Som da vi sov ude i shelterne, lå på en mark og kiggede på stjerner og dansede efter pigedag.

For det er også noget, jeg har lært. At livet ikke kun består af de store øjeblikke. Det består af de små. En samtale sent om aftenen med min roomie. Et grin i hængekøjerne, man ikke kan stoppe igen. En dum idé, der pludselig bliver til et af årets bedste minder.

Noget af det, jeg har set frem til hele mit liv, var at stå på en stor scene omgivet af mennesker, jeg holder af. Det fik jeg lov til. Og selvom det var hårdt. Virkelig hårdt. Så gik det også op for mig, at nogle af de største oplevelser er dem der kræver mest af os. Da vi stod ombord på Jutlandia for sidste gang den 27. marts, var det helt sikkert, at alt arbejdet havde været det hele værd!

At nogle oplevelser kun bliver så store, fordi man har kæmpet for dem.

Men året har selvfølgelig ikke kun været fyldt med glæde. Der har også været dage, hvor det gjorde ondt. Dage, hvor verden pludselig føltes tungere. Som da en veninde valgte, at vores veje skulle skilles.

Den slags oplevelser minder én om noget, man ellers let glemmer. At mennesker ikke er en selvfølge. At man skal huske at holde fast i dem, der betyder mest for en, så længe man kan.

Der har også været udfordringer af en helt anden slags. Som da vi blev kastet ud i en triatlon. Hvis nogen havde fortalt mig for et år siden, at jeg ville gennemføre en triatlon, havde jeg grinet af dem. Men jeg gjorde det.

Og selvom det var hårdt, meget hårdt, er det ikke svømningen, cyklingen eller løbeturen, jeg husker bedst. Det er menneskene. Dem der heppede. Dem der ventede. Dem der troede på mig, når jeg ikke selv gjorde.

For det er måske det smukkeste ved efterskole. At man opdager, hvor meget andre mennesker kan bære én. Og hvor meget man selv kan bære andre. Jeg tror ikke, jeg ville have klaret det her år uden de mennesker, jeg har mødt.

De har hjulpet mig med at slippe kontrollen. Ikke helt. Men lidt. De har lært mig, at verden ikke falder sammen, fordi man ikke har styr på alt. At man godt må være spontan. At man godt må være mærkelig. At man godt må grine højt. At man godt må deltage i en havregrødskrig uden at stille alt for mange spørgsmål. At man godt må være sig selv.

Det lyder måske simpelt. Men for mig har det været en af de vigtigste ting.

For når man bruger meget energi på at tænke over, hvad andre tænker, glemmer man nogle gange at leve sit eget liv.

Jeg tror, jeg har levet mere i år, end jeg har gjort længe. Jeg har fået meget med mig herfra. Både ting jeg ønskede mig. Og ting, jeg slet ikke vidste, at jeg manglede.

Snart går jeg på gymnasiet. Et nyt sted. Nye mennesker. Nye oplevelser. Og jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at tage efterskolen med mig. Ikke kun som minder. Men som en del af den person, jeg er blevet.

Kære Liva. Når du læser det her igen om nogle år, håber jeg, at du stadig husker det. Husk menneskerne. Husk latteren. Husk scenen. Husk havregrøden. Husk triatlon. Husk de svære dage. Husk dem, der holdt dig oppe, da du havde brug for det.

Men vigtigst af alt: Husk at blive ved med at sige ja. For de bedste ting, der skete i år, opstod fordi du turde sige ja.