Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk
Da Rikke Yde Tordrups søn gik på efterskole, brækkede han benet. Han kunne ikke bo på sit normale værelse på grund af køjesengen, og han ville få brug for hjælp til at pakke foden ind i plastik, når han skulle i bad og sikkert også i mange andre sammenhænge. Sådan tænkte den overordentligt bekymrede mor, pakkede sin taske og flyttede ind på efterskolen.
Hvor længe Rikke Yde Tordrup endte med at blive på sin søns efterskole, afslører vi først til sidst – men hendes historie siger meget om, hvorfor det kan være så svært for mange forældre at give slip og peger på, hvordan efterskoler kan være med til at gøre overgangen lidt lettere.
For at forstå hvorfor, må vi begynde et andet sted. Rikke Yde Tordrup kalder sig selv en ’markant mor’ og indgår dermed i en voksende gruppe af forældre med store krav og stærke følelser, når det kommer til deres børns ve og vel. Hun er også psykolog og klinisk specialist i børn og unge. Hun har i mange år arbejdet med børns udvikling og skole-hjem-samarbejde. Derfor ved hun også, hvordan det kan påvirke lærere, når markante forældre som hende selv blander sig og stiller store krav.
I 2017 udgav Rikke Yde Tordrup bogen ’Markante For ældre,’ hvor hun på kærlig vis giver en karakteristik af forældregruppen samt anvisninger til, hvordan pædagogisk personale kan skabe et godt samarbejde med de markante forældre. Et forældresamarbejde, der kan være krævende. Det lægger Rikke Yde Tordrup ikke skjul på.
Forældre blander sig. De ved, at de kender deres børn bedst, og de har en klar mening om, hvad der er bedst for børnene. De forventer at blive taget alvorligt, når de henvender sig til skole- og fagfolk med bekymringer. Hvis de ikke gør, er de ikke sene til selv at finde ud af, hvordan de kan løse et problem, hvilke støtte muligheder, der findes, og hvordan man får dem. De er klar til at klage og som en sidste udvej at stoppe samarbejdet med en skole, som de oplever, ikke håndterer problemerne tilfredsstillende.
Et forældreskab i opbrud
Det er en udvikling af forældreskabet over hundrede år, som nu kulminerer med en generation, der involverer sig mere end nogensinde før. Det fortæller Noomi Matthiesen, lektor og ph.d. i pædagogisk psykologi ved Aal- borg Universitet. De seneste 20 år har forældre i stadig stigende grad fået ansvar for deres børns sociale og faglige trivsel i skolen gennem for eksempel legegrupper og 20 minutters daglig læsning derhjemme. Samti- dig fylder det at have mange muligheder åbne stadigt mere, og det bliver forældrenes ansvar at sørge for, at dørene står åbne for deres børn.
“Det skaber et intensiveret forældreskab,” siger Noomi Matthiesen.
Samtidig ændrede folkeskolen sig markant for år tilbage med indførelsen af nationale test og læringsmål. Ifølge Noomi Matthiesen har det betydet, at fokus i højere grad er blevet rettet mod præstationer – og mod, hvordan forældre kan støtte deres børn bedst muligt.
“Når politikerne skælder ud over de meget engajgerede forældre, kan man sige, at forældrene egentlig gør det, som de er blevet kaldet til at gøre af både institutioner, skoler og politikere,” siger Noomi Matthiesen.
Hun og Anja Marschall, som er lektor og ph.d. i psykologi ved Københavns Professionshøjskole, står sammen bag et forskningsprojekt, hvor de har fulgt forældrene til 12 efterskoleelever før, under og efter et skoleår.
De er ærgerlige over, hvor negativt der ofte tales om nutidens forældre. Ud over politikere, der taler om ’pisse dårlig opdragelse’, ser de samme tendens i debatindlæg og i den offentlige samtale generelt. Som konsulent på skoler oplever psykolog Rikke Yde Tordrup, hvordan den tone også præger kulturen på skolerne.
“Forældrene gør det bedre end de nogensinde før. De orienterer sig mere, inden de bliver forældre. De tager længere barsel og deler i højere grad barslen. De bruger flere penge på og mere tid med deres børn, og de engagerer sig mere i deres børns skole og dagtilbud,” siger Rikke Yde Tordrup.
Hun understreger, at forældrene samtidig har haft børn i daginstitutioner med for få voksne. Det betyder, forklarer hun, at mange børn i højere grad har lært at regulere sig i forhold til jævnaldrende i stedet for voksne. Det skaber problemer i skolen, hvor børnene søger anerkendelse fra kammeraterne i stedet for lærerne.
Samtidig har længere skoledage og nye rammer gjort det sværere for flere børn at trives, og det kan ifølge hendevære med til at forklare stigningen i både diagnoser og skolevægring. Alt sammen noget, der har fået forældrene mere på banen. Pædagogisk leder Stine Kjølby Thomsen arbejder for et mere anerkendende forældresamarbejde – og for at ændre den måde, man taler om forældre på i hverdagen.
Ifølge Rikke Yde Tordrup er det de børn – og deres forældre – der nu rammer efterskolerne.
Rikke Yde Tordrup fortæller, at hun for nogle år siden begyndte at få henvendelser fra efterskoler, der oplevede flere elever med hjemve og uro. Mange havde svært ved at sove ude og finde ro i sig selv, og skolerne oplevede, at de ikke længere kunne styre eleverne på samme måde som før.
“Først troede man, at corona var forklaringen – og det var det delvist. Men man kan ikke blive ved med at skyde skylden på corona,” siger hun.
Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at forældre i højere grad i dag end tidligere har svært ved at slippe deres børn helt fri, når de begynder på efterskole, mener hun.
“Jeg har selv prøvet det tre gange, og det er vanvittigt at få at vide, at nu skal man give slip og tage hjem. Det er som at gå fra 1.000 til en kilometer i timen,” siger Rikke Yde Tordrup og ler.
Hun forstår godt, at det kan være svært for forældre at give slip, selvom personalet på efterskoler nogle gange kan grine lidt af det.
“Det handler jo ikke kun om at give slip på barnet, men også på den forældreinvolverende rolle, de har været pisket til at tage i folkeskolen i ni år. Man bliver helt forvirret.”
Hvem griber mit barn?
Det kan være fristende at tro, at forældre kan sænke skuldrene og puste ud, når de har afleveret deres barn på efterskole – men sådan oplever de fleste det ikke. Noomi Matthiesen og Anja Marschalls forskningsprojekt viser, at forældrene bliver sat på et stort arbejde, når de kører fra efterskolen. De to forskere mener, at det vil hjælpe både forældre og efterskoleansatte at forstå og anerkende det arbejde, det kræver af forældrene at give slip. På den måde kan skolerne bedre skabe nogle rammer, som imødekommer forældrenes behov, og som samtidig ikke kræver alt for meget arbejde for skolen.
“Forældre efterlyser i den grad en bekræftelse på, at der er en, der griber, hvis der sker noget. Hvis forældrene ser tegn på, at deres barn ikke bliver grebet, skaber det en ængstelighed,” fortæller Anja Marschall.
Efterskolen kan hjælpe forældrene til at sænke skuldrene ved at kommunikere klart, hvem der griber barnet, og hvordan skolen griber barnet, hvis der opstår problemer.
“Tillid til efterskolerne og deres evne til at gribe barnet er afgørende for, om forældrene kan give slip,” understreger Anja Marschall.
Forældrenes opfattelse af, hvordan deres barn har det, fryser fast, når de ikke længere har kontakt med barnet, fremhæver Anja Marschall. Hvis en forælder har afleveret et barn, som var ked af det, eller har et barn, som kun ringer hjem for at læsse af, ser forælderen ikke, at barnet også har det sjovt med at spille brætspil og oplever meningsfulde øjeblikke til fællessang.
Også psykolog Rikke Yde Tordrup påpeger, at det er afgørende, at skolen møder forældrene med en forståelse og anerkendelse af deres følelser. Oplever forældrene det, vil de gerne følge efterskolernes retningsanvisninger, understreger hun. På samme måde har forældrene brug for at høre, at efterskolen anerkender og forstår eleverne. Det kan ske allerede til fællesarrangementet før første dag. Rikke Yde Tordrup har f.eks. oplevet en forstander, som sagde til alle forældrene, at en del af børnene ville opleve hjemve, nogle i lang tid, og at de elever sagtens kunne have et godt skoleår alligevel.
“Jeg har oplevet mange forældre, som har henvendt sig til deres barns efterskole med en bekymring og følt sig mødt med forståelse og anerkendelse og derfor har taget positivt imod retningsanvisningen til at bruge deres energi et andet sted i deres barns interesse,” pointerer hun.
Den samme forståelse og anerkendelse mødte hun, da hun troppede op på sin søns efterskole klar til at flytte ind for at hjælpe ham med det brækkede ben, fortæller hun. Forstanderen tog godt imod hende og inviterede hende til at spise med. Mens hun sad i spisesalen, kunne hun se sin søn, som pjattede og havde det sjovt med sine kammerater, som også hentede mad til ham. Forstanderen spurgte, om hun kunne se, at han havde det godt og foreslog, at det måske var en bedre idé for hende at tage hjem.
“Jeg endte med at køre hjem samme dag, fordi jeg blev mødt af en vidunderlig forstander, der ikke udskammede mig eller grinede af, at jeg sad der med min taske og var klar til at flytte ind, men lyttede og anerkendte, at jeg havde brug for at passe på min søn lige nu,” siger hun.
Efterskoleforælder: Tidlig kontakt gav tillid fra starten
En opringning i juni fra efterskolen betød, at Lone Nymark allerede inden skolestart oplevede, at efterskolen ville støtte hendes datter og tage hånd om hendes udfordringer.
Allerede i juni i år – flere måneder før skolestart – ringede læsevejlederen til Martines mor for at høre mere om den ordblindetest, hun havde skrevet til skolen om, hvor datteren havde scoret gult.
“Det havde en kæmpe betydning for mig, at de henvendte sig for at høre, hvordan de kunne hjælpe, og hvilke vanskeligheder hun reelt havde. På det tidspunkt var jeg i tvivl, om vi skulle forsøge at få plads på en ordblindeefterskole, eller om vi skulle vælge efter hendes interesse, så det betød meget,” fortæller Lone Nymark.
Senere – i august før skolestart – ringede kontaktlæreren og spurgte ind til Martines interesser, hendes sociale liv, og til hvad forældrene så som hendes styrker og udfordringer, og hvilke tegn, der kunne vise, når hun var presset.
Det betød, at tilliden til skolen og lærerne var der fra første færd, husker Lone Nymark.
“Vi har tidligere oplevet, at hvis man har et barn, der klarer sig rimeligt, kan man godt blive lidt glemt. Men efterskolen spurgte, også selv om der ikke var problemer. Det gjorde os trygge, og det tror jeg også, børnene kan mærke,” siger hun.
Det gør hende både glad og lettet at blive mødt på den måde af skolen. “Efter så mange år, hvor Martine har kæmpet for, at ingen skulle opdage, hun var ordblind, er det en lettelse at mærke, at skolen tager hånd om hendes problemer og har tid til at finde ud af, hvordan hun lærer bedst.”
Pædagogisk leder på efterskole: Små greb har styrket forældresamarbejdet
Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt har ændret sit samarbejde med forældrene gennem simple, men målrettede tiltag. Det har skabt større tillid og et tydeligt skifte i måden, lærerne taler om forældre på.
Da kontaktlærerne på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt begyndte at ringe til alle forældre inden skolestart, virkede det som en lille ting. Men denne lille ting skulle sammen med en række andre mindre greb vise sig at komme til at gøre en stor forskel. På få år er samarbejdet mellem skole og hjem blevet både tættere og mere tillidsfuldt, fortæller pæda gogisk leder Stine Kjølby Thomsen.
“Vi har ikke tidligere oplevet store problemer med forældre, men ubevidst holdt vi dem nok lidt for meget ude på sidelinjen. Og når man står derude og egentlig gerne vil inddrages, kan man let blive opfattet som en forstyrrelse i stedet for en ressource,” siger hun.
Forandringerne tog fart, efter at Stine Kjølby Thomsen på Efterskolernes årsmøde for knap tre år siden deltog på en workshop med forsker og konsulent Gro Emmertsen Lund. Her blev hun inspireret til at gribe forældresamarbejdet an på en ny måde.
“Jeg syntes, det var virkelig spændende at få øje på, hvordan man kan bruge forældrene som en ressource og inddrage dem på en god måde,” fortæller hun.
Personlig kontakt før skolestart
Efterfølgende blev en af de mest mærkbare ændringer i skolens tilgang til forældresamarbejdet den personlige kontakt til forældrene, allerede inden eleverne begynder på skolen.
Idéen begyndte som en enkelt læreres initiativ, men responsen var så positiv, at det nu er blevet en fast del af skolens praksis. I dag ringer alle kontaktlærere til deres kommende elevers forældre før første skoledag. Samtalen kan handle om alt fra parkering på åbningsdagen til familiens håb for året eller udfordringer, der kan være vigtige at kende til. Det vigtigste er, at lærerne spørger ind til forældrenes perspektiver og får en god dialog fra begyndelsen, understreger Stine Kjølby Thomsen. For at støtte lærerne i samtalen har ledelsen udarbejdet et simpelt samtaleark, som giver inspiration til spørgsmål og temaer.
“Det skaber tillid fra starten, og forældrene føler ikke, at de skal aflevere deres barn på en skole, hvor de ikke kender de voksne,” siger hun.
Også i løbet af skoleåret lægger efterskolen vægt på den direkte kontakt. Hvis der opstår problemer, ringer kontaktlæreren altid til forældrene i stedet for at skrive. Det gør de dels for at inddrage forældrene i, hvordan man kan takle problemet, dels for at undgå misforståelser og risikoen for at miste føling med, hvordan forældrene tager imod beskeden.
Samtidig har skolen det princip, at små problemer ikke samles sammen. Hvis der har været et problem med en elev, ringer læreren hjem med det samme – også selv om en skole-hjem-samtale nærmer sig i kalenderen. På den måde undgår man, at forældrene møder op til en samtale og får en liste af dårlige nyheder.
“Traditionelt har forældrene fået at vide, hvordan det går med barnet. Nu vender vi det om og spørger: ’Hvad ser I?’” siger Stine Kjølby Thomsen.
Hun fortæller, at skolen nogle gange møder forældre, som ikke orker flere samtaler med lærere. “Den indstilling skal vi have vendt fra begyndelsen, så de oplever, at vi har den opfattelse, at de ved en masse om deres barn, som kan hjælpe os, så barnet får et godt efterskoleår.”
Ledelsen mere på banen
For at styrke dialogen med forældrene trækker Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt på skolens erfaringer fra at være med i Efterskolernes Me&We-projekt. Me&We handler om at højne elevernes trivsel, men de værktøjer, der gør elevernes udvikling synlig gennem konkrete redskaber, kan også hjælpe forældrene til at se samme udvikling, fortæller Stine Kjølby Thomsen.
“Med værktøjerne fra Me&We kan vi gøre det synligt, at eleven rykker sig. Det ser hverken elever eller forældre altid selv, og derfor spørger forældrene ind til, hvad vi gør for at hjælpe eleven. Når vi kan vise det, kan de se, at der er sket noget,” fortæller Stine Kjølby Thomsen.
Også ledelsen spiller en mere aktiv rolle i forældresamarbejdet end tidligere. Hvis en lærer står over for en vanskelig samtale, tilbyder en fra ledelsen altid at deltage eller at give sparring.
Stine Kjølby Thomsen understreger, at det at forandre forældresamarbejdet skal ses som en bevægelse, der skal sættes i gang af ledelsen, og som tager lang tid for alvor at gøre til en del af dagligdagen. Men for skolens lærere, mener hun ikke, at forældresamarbejdet i dag er mere krævende end tidligere.
“Jeg tror, det er hårdere at gå og være vred, usikker og så videre over en arbejdsopgave, som tendensen nok var tidligere,” siger hun.
Særligt på lærerværelset mærker hun tydeligt forandringen i hverdagen. Her hører hun sjældent negative snakke om urimelige forældre.
“Det er ret væsentligt, hvordan vi taler om forældrene i dagligdagen. Hvis forældre kun italesættes negativt, er det starten på en forråelse. Det skal vi væk fra,” siger Stine Kjølby Thomsen.
Selv om hun ikke har oplevet forandringerne som en revolution på skolen, mener hun, at den nye tilgang har haft betydning. Blandt andet er skolens frafald faldet og lå sidste år på seks procent, hvor landsgennemsnittet er 13 procent. Hun mener også, at det har en betydning for, at skolens ansatte sjældent oplever konflikter med forældrene, som for alvor gør ondt.
Hun opfordrer andre efterskoler til at være nysgerrige på deres egen praksis.
“På ledelsesniveau er man nødt til at have øje for de tendenser, der rører sig. Når man ved, at urimelige forældre og dårligt samarbejde med hjemmene er noget, der tynger lærere generelt på landsplan, er man også nødt til at være nysgerrig på de bevægelser i sin egen medarbejdergruppe,” siger hun.
Læs også
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev(e). Når du trykker tilmeld, giver du automatisk dit samtykke til brugen af dine data i forhold til vores privatlivspolitik.