Mor til tidligere elev: "Ikke alt svært er farligt"

Nogle gange tænker jeg, om vi har glemt noget vigtig. Om vi er blevet så optaget af unges trivsel, at vi glemmer, at livet også består af modstand. Jeg blev selv opmærksom på det, da min søn gik på efterskole. Han hadede det. I hvert fald i starten. Han syntes ikke om maden. Der skete for meget. Han savnede hjem. Og han havde svært ved at dele værelse med andre.

Min søn ringede konstant: ”Jeg vil hjem,” lød det i den anden ende af røret.

Og hvis jeg skal være ærlig, havde jeg lyst til at hente ham. Min mand og jeg lå vågne om natten og tænkte: Kan han klare det? Gør vi det rigtige som forældre? Presser vi ham for meget? Ødelægger vi ham, fordi vi ikke henter ham hjem?

En dag skrev jeg til moren til hans værelseskammerat: ”Nu tager vi ham ud af efterskolen.” Så svarede hun noget, jeg aldrig har glemt siden. Hendes søn havde det heller ikke nemt. Hun var også bekymret. Hun var også i tvivl. Vi var ikke de eneste. Så skrev hun:

”Jeg har sagt til min søn, at det her ikke bliver det bedste år i hans liv. Det bliver heller ikke det værste. Det bliver bare et år."

Jeg læste sætningen flere gange, og pludselig faldt skuldrene ned. Da jeg sagde det til min søn, svarede han: ”Nå ja. Det er jo bare et år.”

Og så blev han. I dag er der gået flere år siden efterskolen, og for nylig sagde han til sin søster: ”Det var godt, at jeg blev.” Men da han stod midt i det, kunne han ikke se det, og det kunne vi heller ikke. Der var det hele bare svært. Og måske er det netop det, vi nogle gange glemmer: Det er ikke alt det svære, der er farligt. Ikke al modstand skal fjernes. Nogle af de vigtigste erfaringer i livet kommer forklædt som noget, vi helst ville være fri for.

Og var idéen med efterskolen netop ikke, at vores søn skulle møde noget andet end det trygge herhjemme? At han skulle lære at være sammen med mennesker, han ikke selv havde valgt? At han skulle opdage, at han kunne mere, end han troede? Jeg siger ikke, at børn skal blive i noget, der er skadeligt. Men jeg tænker nogle gange, om vi er blevet så bange for, at vores børn skal have det svært, at vi kommer til at fjerne noget af det, de faktisk vokser af.

Så kære forældre: Det er ikke sikkert, at efterskolen bliver det bedste år. Men det bliver nok heller ikke det værste. Nogle gange bliver det ’bare’ et år, og de der dage midt imellem er måske dem, vi skal huske at værdsætte. Det er i hverdagene, vi lever – det er dér, vi lærer og bliver til dem, vi er.

Anne Søgaard, 55, bor i Dragør og er mor til tre børn, hvor den ene har gået på efterskole i 2023/24. Hun er uddannet pædagog og arbejder som familievejleder og forebyggelses- og inklusionskonsulent i dagtilbud og skoler.