Nyt projekt giver elever mere mod på skolen

Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

Dansklæreren Torben Jakobsen står foran smartboardet i et lille klasselokale med gule murstensvægge.

”William?” siger han ud i lokalet.

”Ja,” lyder det fra en elev.

Torben Jakobsen fortsætter:

”Rebecca?”

”Ja,” svarer hun.

Torben Jakobsen tager sig god tid til at kigge hver af de otte elever i øjnene.

”Jeg vil trykke på knappen i dag,” udbryder en af eleverne.

Eleven kommer op til tavlen, hvor et Excel-ark med elevernes navne vises på smartboardet. Han trykker på computeren, og alle navnene skifter plads. Arket viser, hvor eleverne skal sidde. De skramler med stolene, da de rejser sig og finder den plads, som computeren har anvist.

Både måden, som Torben Jakobsen råber navne op på, og tiltaget med at få computeren til at vælge elevernes pladser, er en del af et udviklingsprojekt, som ordblindeefterskolen Mejlby Efterskole har fået midler fra ATTA Fonden til. Gennem udviklingsprojektet skal skolen undersøge, hvordan den kan skabe en bedre ramme for en gruppe 8.-klasseselever, hvor en del kommer med nederlag, mistrivsel og erfaringer med ikke at kunne være i et almindeligt klasserum.

Ud over rollen som dansklærer for 8. klasse er Torben Jakobsen også viceforstander. Han fortæller, at skolen i løbet af de seneste par år har mærket en stærkt stigende tendens til, at 8.-klasseselever søger ind på skolen enten meget tæt på sommerferien, eller når skoleåret er i gang.

”Sidste skoleår fik vi fra sommerferien og frem til efterårsferien syv henvendelser fra elever i 8. klasse, som havde brug for at starte med det samme. Det er atypisk, at der er så mange, der har brug for os, eller – sagt på den kedelige måde – som ikke fungerer eller trives der, hvor de er. Det fik mig til at tænke, hvad vi kan gøre særligt for de ekstra sårbare eller nederlagsprægede unge mennesker,” forklarer Torben Jakobsen.

Han kontaktede Mikkel Hyldgaard Gade, som har skrevet bogen ’Sårbare hjerner i undervisningen’ sammen med neuropsykolog Louise Meldgaard Bruun. Her beskriver de, hvordan undervisning kan indrettes, så den tager hensyn til sårbare hjerner, uanset om sårbarheden skyldes diagnoser, ordblindhed eller generel skolevægring. Det handler om at tage højde for, at alle børn og unge, som oplever mistrivsel, ikke kun er følelsesmæssigt, men også kognitivt påvirkede. De har problemer med at koncentrere sig, skabe struktur og med at få adgang til det, de har lagret i hukommelsen, forklarer Mikkel Hyldgaard Gade.

”Vores pointe er, at der er rigtig meget pædagogik, der understøtter enkeltdiagnoser. Men det bidrager ikke nødvendigvis til, at det er nemt for lærerne at inkludere,” understreger Mikkel Hyldgaard Gade, som fungerer som konsulent og supervisor på projektet på Mejlby Efterskole.

Særhensyn kan føre til eksklusion

Skolefolk har i løbet af foråret debatteret, hvordan de mange særhensyn til børn med forskellige behov går ud over muligheden for at skabe god undervisning i klasserne. I bogen beskriver Mikkel Hyldgaard Gade og Louise Meldgaard Bruun, hvilke pædagogiske tiltag der kan fungere for alle og særligt den gruppe elever, der har brug for særhensyn.

”Hvis vi understøtter kognitionen, så holder vi også følelserne i ro. Så pointen med at undervise alle på den måde er, at der er mange flere, der har ro til at være i undervisningen. Det skulle gerne betyde, at antallet af særhensyn bliver minimeret. Problemet med særhensyn er jo også, at de resulterer i eksklusion,” siger Mikkel Hyldgaard Gade.

Her er det netop, at navneopråb, hvor læreren tager sig tid til at se alle elever i øjnene, og det, at en computer vælger pladser for eleverne, giver mening, forklarer Mikkel Hyldgaard Gade. Det er vigtigt, at alle elever føler sig set og har en relation til læreren. Og for nogle elever skaber det tryghed, at de ikke selv skal vælge, hvor de skal sidde. De behøver ikke bekymre sig om, hvor de skal sidde, før timen begynder, og det skaber større fællesskab i klassen. For andre elever hjælper det dem til at komme ud i nogle andre roller og ikke f.eks. altid gemme sig bagerst i klassen.

For William Løn Pedersen, der er elev i klassen, er det en af årsagerne til, at han med egne ord føler sig tryggere i den klasse, end han før har gjort i skolesystemet. Han er en af de elever, som begyndte på Mejlby Efterskole seks uger inde i skoleåret sidste år.

”Jeg føler godt, at jeg tør sige noget forkert. Jeg er altid nervøs på et eller andet punkt, men jeg føler, at det er det tryggeste sted, jeg har været i min skoletid. Det betyder, at jeg siger meget mere i timerne. Jeg plejede at være helt stille,” siger han.

Den tryghed kan også opstå ved at bygge undervisningen på rutiner, forklarer Mikkel Hyldgaard Gade. Når en time har en fast struktur, skaber det tryghed. Og det, der bliver lært ved hjælp af rutiner, har eleverne også lettere ved at finde frem fra langtidshukommelsen, uddyber han.

”Det, du har lært ved hjælp af rutiner, er for det første meget trygt. Og det er også nemmere at finde frem,” forklarer Mikkel Hyldgaard Gade.

Pauser med malebøger

Tilbage i det lille klasselokale med de gule murstensvægge taler Torben Jakobsen om en novelle, som klassen skal til at læse: ’Jomfruen’ af Kim Fupz Aakeson.

”Når vi ved, det er en novelle, hvad kan vi så forvente?” spørger Torben Jakobsen og kigger ud over klassen.

Nogle hænder ryger op i luften, men han venter alligevel lidt tid, indtil Rebecca rækker hånden i vejret og får ordet. Hun nævner hurtigt tre genretræk.

Da timen er slut, fortæller Torben Jakobsen næsten helt stolt:

”Hun har faktisk bedt om at blive rykket væk fra det her a-hold, fordi hun synes, det er for svært. Men at se hende blomstre og kunne alle de her genretræk, det er jo megafedt.”

Hver gang han stiller et spørgsmål, venter han med at vælge blandt de oprakte hænder til alle har fået muligheden for at tænke sig godt om og måske også har samlet mod til at række lappen i vejret. I klassen taler de om titlen, og hvad de kan forvente af forfatteren, som de tidligere har læst noget af. Dermed arbejder klassen med førlæsning, forklarer Mikkel Hyldgaard Gade. Ved at hjælpe eleverne med at huske genretræk og andre relevante emner for novellen, bliver de hjulpet med at koble det nye, de skal læse og lære, med deres langtidshukommelse. Det gør det lettere at bruge de begreber, de har lært i nye sammenhænge.

Da klassen har været godt omkring forventningerne til den nye novelle, siger Torben Jakobsen:

”Super. Megagodt. Nu har I brug for en pause.”

Han låser op for et skab i et hjørne af klasseværelset, og mens eleverne fisker mandala-malebøger frem fra skabet, finder han på YouTube en video med musik, der indeholder alfabølger og skulle virke beroligende. Nogle af eleverne sidder allerede fordybet med farveblyanter over malebøgerne, andre småsnakker, mens en har lagt hovedet på bordet.

Pausen er indlagt efter 20 minutters undervisning, og den er mobilfri. For når vi bruger mobiltelefoner, bruger vi den samme del af hjernen, som vi bruger i undervisningen, forklarer Mikkel Hyldgaard Gade.

”Det er en pause, hvor vi får ro på frontalregionen, som vi lige har brugt i undervisningen, og hvor vi får flyttet aktiviteten til hviletilstandsnetværk, som aktiverer andre dele af hjernen. Gevinsten er, at det ikke kun er dem, der har sårbarheder, der har godt af de pauser. Det har vi alle sammen, fordi vi alle sammen er blevet enormt dårlige til at holde pauser, fordi vi hiver vores mobiler frem hele tiden,” understreger han.

Fra ballademager til flotte resultater

Blandt eleverne er der delte meninger om pauserne.

”Nogle gange savner jeg det der med bare at gå ned og tage min telefon, men andre gange er det også fint nok bare at sidde og tegne eller hygge,” siger Anders Høj Nygaard.

Klassekammeraten Maren Marie Holmeris, der ud over sin ordblindhed ikke har haft problemer med at gå i skole, er til gengæld glad for pauserne. Hun kan godt lide at tegne, for det giver hende ro.

”Jeg slapper af. Jeg kan bare sidde i mine egne tanker. Men jeg har heller aldrig været så vild med pause. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal lave,” siger hun.

Også Simon Dahl Slot synes, at de mobilfri pauser med malebøger og musik er ok.

”Det er jo fint nok, at man lige kan få noget tid væk fra skærmen, lige slappe af i hovedet og snakke lidt med kammeraterne i stedet for at sidde og fokusere på skærmen,” siger han.

Han er en af de elever, som tidligere har haft særhensyn, hvor han fik lov til at gå, når han ikke kunne rumme at være i klassen længere. Nu mener i hvert fald hans lærer Torben Jakobsen, at han også yder noget i slutningen af timerne, efter de har haft pause. Simon Dahl Slot har dog stadig det særhensyn, at han af og til sover hjemme i løbet af ugen. Den slags særhensyn uden for undervisningen vil Torben Jakobsen gerne tage. Men i undervisningen er det vigtigt for ham at skabe et miljø, hvor alle elever kan deltage.

Før Simon Dahl Slot kom på efterskolen, lavede han ofte ballade i stedet for at følge med i undervisningen, fortæller han. Han havde egentlig lært en masse i sin første skole, hvor han gik de første seks år af sin skolegang. Men da han kom på en ny skole, følte han sig ofte sat af, og så gav han op.

”Det var rigtig svært at følge med i de timer, så jeg var rigtig hurtig til at beslutte, om jeg kunne eller ikke kunne. Det er meget bedre her,” siger han.

Ved en af terminsprøverne var han den elev, der klarede sig bedst i klassen.

Før dette skoleår vidste Torben Jakobsen allerede i foråret, at mindst fire af de elever, som skulle begynde efter sommerferien, ikke havde været i skole i et stykke tid. Så han mener, der er god grund tili at fortsætte med tiltagene fra udviklingsprojektet. Sidste år var det kun for 8.-klasseseleverne i dansk, men målet er at udbrede projektet til flere fag og klassetrin på skolen f.eks. med et oplæg fra Mikkel Hyldgaard Gade til alle lærerne. De har også planer om at lave et webinar, som kan deles med andre ordblindeefterskoler.

For Torben Jakobsen er udviklingsprojektet dog allerede en succes.

”Jeg kan jo mærke, at eleverne kan være i klassen. Og jeg synes også, at jeg får rigtig meget tilbage fra eleverne i forhold til tillid og gode relationer. Der er flere og flere, som tør komme på banen og sige noget, og som overrasker positivt med deres viden,” siger Torben Jakobsen.

Bagom udviklingsprojektet

• Udviklingsprojektet på Mejlby Efterskole tager udgangspunkt i bogen ’Sårbare hjerner i undervisningen’ af Mikkel Hyldgaard Gade og Louise Meldgaard Bruun, udgivet i 2025.

• Bogen giver anvisninger til at tilpasse undervisning til gavn for alle – også sårbare elever. Den kombinerer kognitionspsykologi, pædagogik og didaktik og indeholder konkrete eksempler og greb til, hvordan man kan indrette en hverdag med mange skift, distraktioner og ny teknologi.

• Mikkel Hyldgaard Gade er konsulent og supervisor på udviklingsprojektet. Han har i mange år undervist, arbejdet som læse-skrivevejleder og beskæftiget sig med kognitivt baseret undervisning, studieteknik og studiestøtte.

• Projektet er støttet af ATTA Fonden, som bl.a. fremmer uddannelsesmuligheder for ordblinde og understøtter mønsterbrud gennem uddannelse.