Gå til indhold

Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

Eleverne myldrer ind i foredragssalen på Høng Efterskole. Bordene er skubbet ud langs væggene med stolene stablet ovenpå, og kontaktlærerne har fordelt sig rundt i lokalet. Lydniveauet stiger, efterhånden som eleverne kommer ind og sætter sig i nærheden af deres kontaktlærere og breder sig ud over gulvet i et farvestrålende mønster.

Ved et gammeldags kateder i det ene hjørne af lokalet står elevrådet. Dette er nemlig elevernes møde og elevrådsmedlemmerne, der styrer det. Ejerskabet hedder mødet, og det finder sted hver 14. dag på Høng Efterskole.

Lærer Jannie Christiansen pifter højt to gange, snakken forstummer.

Posten som elevrådsformand deles af to elever; Elma Thykier-Seeward og Julie Lypart Møller.

I dag tager Julie Lypart Møller som den første ordet og læser op, hvad elevrådet gerne vil præsentere deres skolekammerater for i dag, det handler blandt andet om fælles studietid og samvær mellem to kontaktgrupper.

Men først en fællessang. Viceforstander Rikkemy Østergaard-Petersen spiller op på det hvide klaver i hjørnet, og elevernes og lærernes stemmer fylder rummet med ’Fortabt er jeg stadig.’

Det er andet år, Høng Efterskole har Ejerskabet som en fast del af hverdagen. Tiltaget blev indført for at skabe en struktur omkring skolens ambitioner om at arbejde med demokratisk dannelse i praksis og at inddrage eleverne mere og give dem medindflydelse på deres egen hverdag på skolen.

”Vi har i mange år haft fokus på den anerkendende tilgang, og at eleverne føler sig hørt. I praksis, synes jeg dog, at det blev meget på det individuelle plan,” siger Rikkemy Østergaard-Petersen.

Hver kontaktgruppe er repræsenteret med et medlem i elevrådet. De tager emner, der bliver diskuteret i kontaktgrupperne, med til elevrådsmøderne. Mellem hvert elevrådsmøde står elevrådet for Ejerskabet, hvor de fortæller om, hvad elevrådet arbejder med og beder om input til ting, der skal tages beslutning om.

”Når det hedder Ejerskabet, er det netop for at signalere, at det handler om, at eleverne får mulighed for at tage ejerskab over deres eget år og får lov til at præge det år,” forklarer Rikkemy Østergaard-Petersen.

Ifølge de elever, som Magasinet Efterskolerne har talt med, virker det.

”Jeg synes, det er fedt, at man får indflydelse, selv om man ikke er medlem af elevrådet,” siger Maria Sørensen, som ikke er med i elevrådet, men på et Ejerskabet-møde har meldt sig til musicaludvalget, der er et andet af skolens udvalg.

Hun og de andre elever nævner mange eksempler på de ting, som eleverne via Ejerskabet har haft indflydelse på i løbet af året. De har blandt andet været med til at sikre, at der kom skillevægge i et baderum i hallen, hvor nogle af eleverne en overgang skulle bade på grund af ombygninger. Eleverne har også været med til at sætte en pantbeholder op, hvor indtægten bliver brugt til indkøb, som eleverne selv bestemmer. Pigetræning i fitnesslokalet en gang om ugen er endnu et tiltag, som er kommet i stand gennem Ejerskabet.

Med Ejerskabet bliver man lidt tvunget til at være en del af demokratiet og efterskolen og til at engagere sig og bidrage til det fællesskab, vi har

– Elliot Hyldebrandt, medlem af elevrådet på Høng Efterskole

Alle skal høres

Tilbage i foredragssalen gennemgår Julie Lypart Møller dagens punkter. Et handler om skolens studietid, den time om dagen, hvor eleverne skal være på deres værelser. Her vil eleverne gerne have lov til at være på hinandens værelser, og nu vil elevrådet have deres kammeraters input til punktet.

Ingen af de andre elever har dog umiddelbart nogen kommentarer til forslaget i dag, og punktet bliver i stedet en orientering om, at de diskuterer emnet i elevrådet, og at der sikkert kommer en meningsmåling på Viggo senere. Medlemmerne af elevrådet mener nemlig, det er vigtigt at få alle elevers holdninger med, fortæller fem af medlemmerne, Lea Gammelgaard, Elma Thykier-Seeward, Julie Lypart Møller, Elliot Hyldebrandt og Mio Marchsteiner.

”Jeg synes, det virker rigtig godt, at vi viser hele skolen, at vi alle sammen har indflydelse, og at det ikke kun er de 14, der sidder i elevrådet,” siger Julie Lypart Møller.

Derfor tænker de over, hvad forskellige typer af elever vil mene om en sag. Som for eksempel da de skulle diskutere en trend, man kan følge på sociale medier, hvor efterskoler fejrer nye kærestepar ved, at eleverne smider vand på det nye par. Selv om elevrådsmedlemmerne selv ville synes, at det kunne være sjovt, overvejede de, hvordan andre ville opleve det.

”Vi var bange for, at der var nogen, der ikke turde at blive kærester, fordi de ikke havde lyst til at blive centrum foran 150 elever og få smidt vand på sig,” siger skolens anden elevrådsformand Elma Thykier-Seeward.

I stedet har de indført en månedlig kærestedag, hvor der er kage med kæresteparrenes navne på, og alle andre end kæresteparrene stiller sig op og synger TV-2’s hit ’De første kærester på månen.’

”Det virkede godt, for nu har vi 17 kærestepar,” konstaterer Lea Gammelgaard med et smil.

Andre gange opretter de meningsmålinger eller afstemninger om et emne i Viggo for at høre alles synspunkter.

Giver demokratisk handlekraft

Det har stor betydning for skolen, at eleverne tager ejerskab og føler sig ansvarlige for, hvordan den fungerer, mener eleverne.

”Jeg føler virkelig, at vi har en stor indflydelse på skolen. Vi går ikke bare på skolen, vi er en del af den, og vi har et ansvar for, hvordan vi behandler den, hvordan vi opfører os, og for at vi får noget ud af det her år,” siger Julie Lypart Møller.

De kan også mærke selv, at det betyder noget for deres opfattelse af demokrati og det at tage ansvar, fortæller Elliot Hyldebrandt.

”Med Ejerskabet bliver man lidt tvunget til at være en del af demokratiet og efterskolen og til at engagere sig og bidrage til det fællesskab, vi har. Man kan ikke bare melde sig ud. Så på den måde får vi også en demokratisk dannelse.”

Det er netop, hvad lærerne håber på, at eleverne får med sig fra Ejerskabet, og den elevinddragelse og medbestemmelse, de har sat i værk på Høng Efterskole.

De ønsker, at eleverne får konkret indsigt i, hvordan demokrati fungerer – også i at det kan tage lang tid fra ide til beslutning, når man gerne vil høre alle og have alle med, påpeger lærerne Anne Dorthe Veise og Jannie Christiansen, som sammen med eleverne står for elevrådet og Ejerskabet.

De håber, eleverne vil tage den indsigt og erfaring med sig og bruge den på andre måder, når de forlader efterskolen.

”Vi håber jo, at de engagerer sig i vores samfund, uanset om det så er på foreningsplan, politisk plan eller et andet plan. Og at de holder en ordentlig tone og husker på, at vi er et fællesskab. Det handler ikke bare om ens egen familie, men om et land og en verden, der skal fungere,” siger Jannie Christiansen.


At give eleverne indflydelse kræver mod

På Høng Efterskole betyder demokratisk dannelse, at eleverne får lov til at træffe beslutninger, også når de voksne ikke er enige. Det kræver mod – både af ledelse og lærere.

Foråret er lunt, solen skinner, og eleverne på Høng Efterskole får en idé: Kan studietiden rykkes udenfor? Den daglige stilletid foregår normalt på værelserne, men eleverne har lyst til frisk luft og lys – og til at prøve noget nyt.

Det er foråret sidste skoleår. Forslaget sætter gang i en diskussion i både ledelsen og lærergruppen. For stilletiden har stor betydning. Lærerne oplever, at mange elever har brug for den time om dagen, hvor der er ro, og de ved, at de kan tage en pause uden at gå glip af en hel masse.

”Der er masser af gode argumenter for, at det ikke skulle være sådan, men der var også rigtig mange argumenter for, at det var en god idé. Vi vil gerne have, at eleverne får noget frisk luft og noget lys,” siger viceforstander på Høng Efterskole Rikkemy Østergaard-Petersen.

Til sidst blev det besluttet, at eleverne skulle have lov til at være ude i studietiden. Der var mange, der syntes, det fungerede godt.

”Men der var også nogle lærere, der ikke syntes, det fungerede. Og der må man være loyal overfor beslutningen, der er taget,” understreger Rikkemy Østergaard-Petersen.

Reel medindflydelse til eleverne kræver, at skolen og personalet faktisk tør lægge nogle beslutninger over til eleverne, som personalet kan være imod, understreger hun og lærerne Jannie Christiansen og Anne Dorthe Veise, som står for elevrådet og Ejerskabet på Høng Efterskole.

”Det kræver en modig ledelse at sige til personalet, at nu prøver vi det her af. Men det kræver også et modigt personale at give eleverne lov til at bestemme, at det er sådan her, vi gør,” siger Jannie Christiansen.

I år diskuterer elever og lærere, om eleverne skal have lov til at være på hinandens værelser i studietiden. Beslutningen er stadig til debat. Og det kan godt være, at eleverne ikke får lov til det. For der er selvfølgelig masser af regler på skolen, som skal overholdes. Og nogle kan ikke ændres. Men for Jannie Christiansen og Anne Dorthe Veise betyder det meget, at eleverne faktisk får lov til at bestemme noget, selv om det ikke er noget, lærere og ledelse er helt enige i. Hvis eleverne mærker, at de bliver taget seriøst, også når det bliver svært, får de for alvor lyst til at engagere sig, mener de.

”Vi kunne bare feje alle de besværlige forslag af vejen, men når vi tør lade dem være medbestemmende, får de lyst til at engagere sig. Det er det, der hedder demokratisk dannelse,” siger Jannie Christiansen.