Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk
En flok unge marcherer frem med skilte med budskaber som “Fald ikke for højrefløjens propaganda.” De er klædt i en blanding af sorte læderjakker og batikfarver og har anarkisttegn eller fredstegn malet på kinderne. Foran dem står uniformerede betjente med gummi knipler og vogter et amerikansk flag, der læner sig op ad indgangen til Østerskov Efterskole. Her er al undervisning bygget op som leg og spil – og i dag iscenesæt- ter eleverne en demonstration, som den kunne have set ud i 1980’erne.
Da Magasinet Efterskolerne er forbi, er det kun efterskoleårets anden uge, og spilkompleksiteten er derfor ikke så høj endnu, forklarer forstander Vibe Esdahl-Schou.
“Vores undervisningsfilosofi bygger på, at hvis du skal lære noget, skal du vide, hvad du skal bruge det til. Og du skal også helst bruge det, så snart du har lært det, så det får lov til at leve. Hos os sker det gennem spil og leg, levendegørelse og rollespil,” fortæller hun.
Det er der mange gode grunde til. Det viser et forskningsprojekt, som tog udgangspunkt i undervisningen på Østerskov Efterskole i 2011/12. Den mest basale grund er, at det rent fagligt rykker særligt de elever, som ligger lavt på karakterskalaen.
“Rollespil og leg betyder meget for, hvordan man husker noget. Hvis man har været meget engageret, bange eller glad, lagrer læringen sig på en anden måde, end hvis man bare arbejder abstrakt med opgaverne,” siger professor MSO ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, Lisa Gjedde, der stod i spidsen for forskningsprojektet.
Østerskov Efterskoles karaktergennemsnit ligger på landsgennemsnittet, selv om 25 procent af eleverne på skolen har specialbehov, f.eks. med diagnoser som ADHD og autisme. I år har 24 af skolens 96 elever specialundervisningsbehov, oplyser forstander Vibe Esdahl-Schou.
“Der er forskel på at være en genert nørd, der ikke kan finde ud af at begå sig socialt, og så være hærfører. Men de to sider kan sagtens bo i det samme menneske. Så eleverne får lov til at udforske sider af deres personlighed, som de ellers ikke ville prøve af”. Vibe Esdahl-Schou, forstander Østerskov Efterskole. Foto: Tor Birk Trads
Opdager nye sider af sig selv
Demonstrationen foran Østerskov Efterskole er kulminationen på en dag, som har stået i 1970’erne og 1980’ernes tegn. Hele dagen har et af klasselokalerne summet af elever, der tegnede, klippede og klistrede de skilte, de ville bruge til demonstrationen. En af dem, Christian Petersen Ugelvig, står bøjet over sit skilt iført en skriggul t-shirt med ’Sex Pistols’ skrevet i flammende rødt.
Han er allerede vild med den måde at gå i skole på, selv om det er en af de første gange, den nye årgang prøver kræfter med den legende læring.
“Jeg har elsket det. Det er fedt, at man kan tage noget, der ville være kedeligt i folkeskolen, og gøre det sjovt,” fortæller han.
Han fortæller også, at han ikke var så glad for sin folkeskole. “Jeg var ikke som alle andre, men nu er jeg et sted, hvor der er nogen som mig,” konstaterer han.
Tidligere på ugen spillede han en helt anden rolle end den oprørske punker, han optræder som i dag. Da var han en stræbsom elev, som kom med et rødt æble til læreren tilbage i 1950’ernes sorte skole.
“Det er fedt, at man kan prøve forskellige ting af,” siger Christian Petersen Ugelvig.
Og det er netop en af de store styrker ved rollespil og legende læring, mener Vibe Esdahl-Schou. Gennem de roller, de spiller, udforsker eleverne forskellige måder at være og handle på.
“Der er forskel på at være en genert nørd, der ikke kan finde ud af at begå sig socialt, og så være hærfører. Men de to sider kan sagtens bo i det samme menneske. Så eleverne får lov til at udforske sider af deres personlighed, som de ellers ikke ville prøve af,” siger hun.
Den legende tilgang til undervisningen er med til at skabe et miljø, hvor alle elever kan være med – uden at specialeleverne skiller sig ud. Foto: Tor Birk Trads
Inklusion – og mere til
Forstanderen har mange gange oplevet, at nogle lidt stille elever blomstrer op på Østerskov Efterskole, når de bliver sat i situationer, hvor de får lov til at bestemme.
“Det viser sig, at de har et kæmpe blik for strategi, for at lægge langsigtede planer, fordele og uddelegere. De har bare ikke haft social pondus til at folde det ud før. De får virkelig bøffet deres selvtillid op,” fortæller Vibe Esdahl-Schou. Det er med til at skabe et miljø, hvor alle elever kan være med side om side – uden at specialeleverne skiller sig ud, forklarer professor Lisa Gjedde.
“Østerskov Efterskole er faktisk hinsides inklusion. Når eleverne hele tiden skifter kontekst og samarbejdspartnere og får mulighed for at prøve forskellige roller, undgår man, at nogen altid ender i en fastlåst outsiderrolle. Der er altid en meningsfuld måde at være med på,” siger hun.
Når eleverne træder ind i en rolle, bliver det desuden knap så sårbart at fejle. De tør kaste sig ud i mere, og de bliver udfordret både personligt og fagligt, fordi deres rolle skal leve op til forskellige krav. Desuden lærer de at sætte sig ind i forskellige måder at tænke på.
Det er en af skolens vigtigste opgaver, mener Vibe Esdahl-Schou. “Vores største ønske for dem er, at de ser deres handlemuligheder og lærer, at fravær af handlinger også er et valg. De skal forstå, at når de går fra at være passive tilskuere til aktivt at spille en rolle, kan de påvirke alt, inklusive deres eget liv,” siger hun.
Foran skolen lykkes det en af demonstranterne at erobre det amerikanske flag. Han løfter det op, og flokken af demonstranter hujer, mens politifolkene trækker på skuldrene og smiler. “Det var fantastisk. Jeg er glad for den vilde energi, der er her, og at folk alligevel ikke tager det personligt,” siger Christian Petersen Ugelvig.
Bagom effekterne af legende læring og rollespil
Østerskov Efterskole ligger på niveau eller over landsgennemsnittet – selv med flere inklusions elever. Cirka 25 procent af eleverne har special undervisningsbehov, og en del har diagnoser som ADHD og autisme.
Leg og rollespil styrker kreativitet, kritisk tænk ning, kommunikation og samarbejde.
Brug af rollespil og leg i undervisning har et stort inklusionspotentiale, bl.a. fordi elever kan deltage på forskellige niveauer og med forskellige læringsstile.
Eleverne får et trygt socialt rum, hvor de kan udvikle sig, prøve roller af – og hvor det er rollen – ikke eleven – der kan fejle.
Metoden er motiverende og inddragende og giver mulighed for interaktiv og kropslig læring.
Kilder: Forskningsprojektet ’Rollespil som Kreativ og Motiverende Læringsplatform’, 2011-2015, af Lisa Gjedde (red.) og forstander på Østerskov Efterskole, Vibe Esdahl-Schou
Jakob oplever frihed og eftertanke i rollespil
Jakob Houdan Andersen oplever, at rollespil gør det lettere og sjovere at lære. Det giver både frihed og vækker eftertanke at kunne forme sin egen rolle i undervisningen.
Sammen med de andre elever styrer Jakob Houdan Andersen et handelsskib fra havn til havn. De køber varer ind og sælger dem videre med fortjeneste. Undervejs kan de sælge slaver for guld, bytte guldet til sukker og tjene endnu flere penge.
“Vi levede os meget ind i det, og folk endte med at blive meget pengeorienterede og ikke tænke så meget over menneskene,” fortæller Jakob Houdan Andersen.
Han er andetårselev på Østerskov Efterskole, og lige netop det rollespil er et af dem, der gjorde størst indtryk på ham sidste skoleår. Emnet for rollespillet var trekantshandlen mellem Afrika, Danmark og Vestindien, og rollespillet gav både eleverne indsigt i historien og træning i matematik.
For Jakob Houdan Andersen var det dog især de etiske dilemmaer, der satte tanker i gang. “Jeg husker det som, at læreren til sidst spurgte, om vi egentlig syntes, det, vi gjorde, var moralsk rigtigt. Og så tænkte vi: ’Tja, måske ikke helt.’ Det fik os til at indse, at grådighed godt kan tage over – selv for de bedste,” siger han.
Det er ikke altid, legene er helt historisk korrekte, fortæller han, men lærerne forklarer altid sam- menhængen bagefter – og det er meget lettere at forstå, når man først har levet sig ind i det, synes han.
“Det er meget nemmere for mig at lære noget, når jeg allerede har haft det sjovt,” siger Jakob Houdan Andersen. Han oplever også, at man som elev ofte kan være med til at forme legen og sin egen rolle. “Jeg føler mig meget fri, når vi har rollespil i undervisningen,” siger han.
Eva trådte ind i en ny verden – og fandt sig selv
For efterskoleelev Eva Sand Fernandes betyder rollespillene på Østerskov Efterskole både stærkere minder, mere læring og mod til at prøve nye sider af sig selv af.
Eva Sand Fernandes havde aldrig spillet rollespil, før hun begyndte på Østerskov Efterskole.
“Det var ligesom at komme ind i en helt anden verden, hvor kreativitet gjorde dig sej,” fortæller hun, der i år er andetårselev på skolen.
Hun synes, at lærerne er gode til at integrere skoleopgaverne i rollespillene.
“For eksempel havde vi en cowboyuge, hvor man skulle beregne længden på en jernbane for et tog, og så var det lige pludselig meget sjovere, fordi det var, som om vi var der, og det gav mening,” siger Eva Sand Fernandes.
Og så kan hun bedre huske det, hun lærer, fortæller hun.
“Når jeg har følt det næsten som om, jeg selv har været der, kan jeg tænke tilbage på det som et reelt minde og ikke som noget, jeg bare har læst eller hørt i en time,” forklarer hun.
Hun fortæller, at hun også klarer sig bedre fagligt på Østerskov Efterskole, end hun har gjort tidligere.
“Det føles som om, at det faglige bare sker. Jeg nyder bare at være på efterskole,” siger hun.
Hun husker særligt ét rollespilstema fra sidste år. Det hed ‘Moder’ og gik ud på, at alle elever var børn, der var vokset op i en underjordisk bunker, hvor en AI-robot bestemte.
“Lige pludselig opleves hele skolen som et andet sted, så man kan føle, at man rejser til forskellige steder i løbet af ugerne,” siger Eva Sand Fernandes.
Hun fortæller, at rollespillene også har været med til at få hende til at udforske nye sider af sig selv, både inden for interesser, tøjstil og i forhold til, hvordan hun vil være som menneske.
“I rollespil kan du prøve nogle ting af uden at bekymre dig om, hvad folk tænker,” siger hun.