Vi søger en kvalificeret gymnastiklærer til vores obligatoriske fællesgymnastik og rytmiske gymnastiklinje.
Der vil i stillingen også være almindelige efterskoleopgaver. Hvis du kan byde ind med et bogligt fag eller andet hører vi også gerne om det.
Stillingen kan aftales i en ansættelsesgrad på 80-100 %.
Vi har 192 elever fordelt på 9. og 10. klasse i efterskolen, samt en dynamisk lærergruppe, der er klar til at tage imod dig.
Besøg vores hjemmeside på www.balle-efterskole.dk
Vi forventer en lærer, der brænder for sin faglighed og for at give begejstringen videre til eleverne. Vi søger en stærk og alsidig gymnastikprofil med kompetencer inden for rytmisk gymnastik og sammensætning af serier til vores opvisningsprogram.
Vi kan tilbyde en kollegagruppe med et højt fagligt engagement, en rummelig arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, en engageret forældregruppe og en gruppe velmotiverede elever.
Vores værdigrundlag: Balle er en Grundtvig Koldsk skole, hvor trivsel, dialog og livsoplysning er i centrum. Vi prioriterer et fællesskab, der fremmer den enkeltes frihed og ansvarlighed. Initiativ, glæde og faglighed er for os vigtige faktorer til personlig udvikling af elever og medarbejdere.
Herudover arbejder vi med afsæt i en overordnet strategiplan, hvor begreberne FAGLIGHED, FORDYBELSE, FÆLLESSKAB og GLÆDE er i fokus.
Ansættelsen sker efter overenskomst mellem Finansministeriet og LC.
Yderligere oplysninger fås hos efterskoleleder Trine Bjørn Leth tlf. 6120 5233.
Ansøgningsfrist søndag d. 14/6- 2024. Samtaler forventes afholdt i slutningen af uge 25.
Har dette interesse så send en ansøgning til efterskoleleder Trine Bjørn Leth trine@balle-mail.dk