Løsningen erstatter US2000, som lukker med udgangen af skoleåret 2025/26. ELST åbner den 2. februar 2026, hvor skolerne kan begynde at beregne støtte til kommende elever.

Børne- og Undervisningsministeriet udgiver fra 1. januar 2026 nye tekniske og faglige vejledninger samt hjælpevideoer, som bliver tilgængelige på ministeriets hjemmeside. Der er desuden oprettet et superbrugerkorps bestående af administrative medarbejdere fra efterskoler, som kan kontaktes ved spørgsmål. Kontaktoplysninger på de pågældende findes på Efterskoleforeningens hjemmeside bag login.

Med ELST ændres ansøgningsprocessen: Elevoplysninger indlæses af skolen, hvorefter forældre m.fl. giver samtykke og indsender oplysninger digitalt. Systemet foretager herefter automatisk beregningen. For enkelte ansøgere uden registrerede oplysninger vil der fortsat være en manuel arbejdsgang.

Mange skoler har allerede optaget elever til skoleåret 2026/27. Derfor er der lavet en samtykkeskabelon, som I kan bruge til at sikre, at både forældre og elev er informeret om – og giver lov til – at elevens oplysninger må deles med staten i forbindelse med beregningen af elevstøtte. Skabelonen findes her.

Fremover bliver det ikke nødvendigt at bruge en særskilt samtykkeskabelon. Samtykket bliver i stedet en del af den privatlivspolitik, der følger med til skolekontrakten. Efterskoleforeningen forventer at lægge en ny skabelon til skolekontrakt på vores hjemmeside ved udgangen af året. Den tilknyttede privatlivspolitik kommer enten samtidig eller i begyndelsen af det nye år.

Bemærk, at efterskolerne ikke skal anvende de tidligere elevstøtteskemaer for skoleåret 2026/27.

Ministeriet udsender primo januar 2026 en detaljeret plan for den trinvise åbning af systemet samt information om kommende webinarer. Ny kontrakt, privatlivspolitik og information fra ministeriet bliver annonceret via administrativ nyt, når det er tilgængeligt.