Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en revideret vejledning, der skal hjælpe ledere og medarbejdere på de frie skoler med at kende og efterleve deres skærpede underretningspligt. Formålet er at sikre, at børn, som har behov for særlig støtte, får en tidlig og kvalificeret indsats.
Den nye vejledning afspejler de seneste lovændringer på området – herunder regler om strafansvar og underretning i tilfælde af manglende opfyldelse af undervisningspligten.
Vejledningen giver et samlet overblik over relevante temaer som:
- Tegn på mistrivsel, vold eller overgreb
- Social kontrol og radikalisering
- Digitale krænkelser og grooming
- Hvordan man underretter, og hvad kommunens forpligtelser er
Derudover præciseres det, at vold og overgreb også kan finde sted uden for familien, og at der skal underrettes, hvis et barn eller en ung selv er udøver af vold eller overgreb. Vejledningen beskriver også, hvornår politiet bør inddrages.
For at støtte implementeringen af vejledningen afholder Styrelsen for Undervisning og Kvalitet et webinar om den skærpede underretningspligt på frie skoler den 4. november 2025. I kan tilmelde jer her.
Webinaret giver mulighed for at få indsigt i de nye retningslinjer og stille spørgsmål til, hvordan skolerne bedst omsætter vejledningen i praksis.