Af Anna Rossman Thejsen

Kys, kærtegn og sex er kun rart, hvis begge parter er enige om det. Men hvordan ved man, om den anden har lyst til det samme som en selv? Hvordan ved man i det hele taget, hvad man selv har lyst til – og hvor ens grænser går? Lærerne spiller en vigtig rolle i forhold til at tale med de unge om at forstå både egne og andres grænser.

”Meget tyder på, at vi skal blive ved med at snakke med de unge om både samtykke, billeddeling, grænser og seksuel dannelse,” siger Pernille Ane Egebæk, der er projektleder i Sex & Samfund, hvor hun udvikler undervisningsmaterialer og holder seksualundervisningskurser.

En undersøgelse fra Sex & Samfund og den svenske søsterorganisation RFSU fra efteråret 2021 understreger, at unge har brug for hjælp til at sætte grænser. Fire ud af fem unge svarer, at man bør gribe ind i en situation, hvor en anden tydeligvis oplever noget seksuelt grænseoverskridende, når man f.eks. er til fest eller i byen. Hver fjerde svarer, at de har oplevet en situation, hvor de selv burde have grebet ind, men ikke gjorde det. Kun halvdelen af de unge oplever, at deres venner har grebet ind, hvis de selv eller andre oplevede noget grænseoverskridende.

Ny undervisningsvejledning
For et lille år siden indførte Folketinget en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i straffeloven. Det betyder, at der juridisk nu er tale om voldtægt, hvis den ene part ikke har givet samtykke til noget seksuelt. Som direkte konsekvens af den nye bestemmelse er der nu indført ændringer for seksualundervisningen i grundskolen, så eleverne også skal undervises om vigtigheden af samtykke. Det fremgår af den reviderede undervisningsvejledning ’Faghæfte – Fælles Mål, læseplan og vejledning’ fra Børne- og Undervisningsministeriet.

”Det kan fx handle om at forebygge overgreb ved at lære børn og unge om at læse hinandens signaler, at kunne sige fra og til for at sikre at sex sker frivilligt og med samtykke fra alle parter,” står der i vejledningen.

Det er vigtigt, at lærerne tager den opgave på sig, understreger Pernille Ane Egebæk: ”Vi skal danne de unge til at begå sig i samfundet. Det gælder også dannelse til at være en god ’wing man’, hvis du oplever noget, der ikke er i orden, og ser andres grænser blive overskredet. Så skal du også lære at sige fra.”

Test hvor gode I er til at tale om sex
Sex & Samfund lancerede i uge 38 onlinekampagnen ’Sex is a dialogue’. Her kan unge teste, hvor gode de er til at tale ærligt om sex. Formålet er at gøre det lettere for unge at tale med hinanden om bl.a. grænser, samtykke, og hvad man har lyst til. Læs mere her.

Forebyg seksuelle krænkelser på efterskoler
De senere år er der kommet øget fokus på behovet for at forebygge krænkelser og sexisme generelt. Det er efterskolens ansvar at beskytte eleverne mod, at de bliver udnyttet eller krænket af medarbejdere eller andre elever, mens de går på skolen, og at forebygge seksuelle krænkelser gennem bedre oplysning og åbne diskussioner om sex, seksualitet, samtykke og grænser. Som en hjælp til det arbejde har Efterskolerne udgivet ’Forebyggelse af seksuelle krænkelser på efterskoler’. Vejledningen henvender sig til skolernes ledelse og medarbejdere og indeholder en række forslag til, hvordan man som skole kan arbejde forebyggende, den giver eksempler på situationer, hvor der er foregået krænkende adfærd, og forslag til håndtering af de konkrete eksempler. Find vejledningen her.

Læs mere i Magasinet Efterskolerne
Næste nummer af Magasinet Efterskolerne udkommer i uge 43. Her kan du læse mange flere artikler om unge, krop, køn og seksualitet. En del unge gør sig de første erfaringer med kærester, kys og sex, mens de går på efterskole. Desværre er mange unges viden om seksualitet mangelfuld. I Magasinet Efterskolerne ser vi på, hvordan efterskoler kan hjælpe dem bedre på vej. Alle magasiner bliver udgivet online her.