Da 20 efterskolebands i marts genindspillede nummeret ”Transparent and Glasslike” sammen med det danske rockband Carpark North, blev der ikke sparet på energien eller rockstjerne-attituderne. Det gjorde der angiveligt heller ikke i 1999, da Lau Højen og Søren Balsted, der udgør to tredjedele af Carpark North, skrev ”Transparent and Glasslike” på Mellerup Efterskole.
”Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om at stå midt i den cirkel af bands, vi stod i på Mellerup Efterskole. En fuldstændig vanvittig følelse af at stå i sin egen fortid, nutid og fremtid. Et utroligt rørende øjeblik, og en livsbekræftende energi. Som gammel efterskoleelev ved vi godt, hvad det vil sige at føle sig som en del af noget. Som en brik i et smukt og vildt puslespil. Og præcis den følelse, stod vi i igen dér,” siger Lau Højen, der er forsanger i Carpark North.
Han fortsætter:
”Og faktisk er det samme følelse af fællesskab, og at vi sammen kan mere end hver for sig, som Carpark North er skabt af. Og selve den sang, som skulle blive så skelsættende for os, er skabt i et øvelokale i en smuk situation i sensommeren 1999.”

Musikvideoen er populær
Det er efterskolerne Vestbirk, Femmøller, Thorsgaard, Midtjysk og Svenstrup, der har bidraget til Carpark Norths musikvideo, der markerer bandets 20 års jubilæum. Og det var ikke bare rockstjernerne og rockstjernerne for en dag, der havde en god oplevelse. Det første døgn blev musikvideoen delt over 850 gange og vist 142.000 gange på facebook. Og over 200.000 gange på facebook-siden for Grøn Koncert, hvor videoen også er slået op.
En af de mange kommentarer lyder sådan her:
”Så fedt når etablerede kunstnere som Carpark North husker, værdsætter og ikke mindst giver igen til det, de voksede ud af ❤ (…) Efterskoler er for livet.”

Efterskoleforeningen er imponeret
Sune Kobberø, der er chefkonsulent i Efterskoleforeningen, har samarbejdet med Carpark North og bandets pladeselskab, og han er imponeret over resultatet:
”Det startede som en løs og vild idé, der flere gange kunne være bremset af praktiske forhindringer. Men bandet, deres samarbejdspartnere og de medvirkende efterskoler er lykkes med at fortælle historien. Bandet har skabt en setting, hvor eleverne giver meget af sig selv. Bandets medlemmer har opsøgt efterskolerne med alt der positive, de stadig forbinder med efterskoler, og har formået at reaktivere hele den der fælleskabsoplevelse på kort tid og fået en intens oplevelse ud af det. Samtidig er det et eksempel på, hvad efterskolerne kan. Det hele er indkapslet i musikvideoen på fremragende vis.”

Måske mere samarbejde på vej
I onsdags, dagen efter lanceringen af genindspilningen af ”Transparent and Glasslike,” var Lau Højen og Søren Balsted, der udgør to tredjedele af Carpark North, i ”Aftenshowet.” Her fortalte de om musikvideoen og slog et slag for efterskolerne. Skuespiller Paprika Steen, der i øvrigt selv har haft en søn på efterskole, var også gæst i ”Aftenshowet.” Hun opfordrede Carpark North til at invitere 30 efterskoleelever til at spille guitar til deres næste koncert. Carpark North spiller i otte byer i uge 29 og 30, så får vi se, om bandet har taget Paprika Steens opfordring til sig. De virkede ikke helt afvisende, skulle vi hilse og sige!

Link til facebook-opslag

Link til youtube

Link til Aftenshowet