Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

Er roomies i dag

Da Sidse Marie Reinert Rasmussen og Signe Louise Johansen gik på Den danske Design- og Håndværksefterskole, kom de til at sidde ved siden af hinanden i matematik.

”Jeg kan huske, at vi lavede en masse matematikopgaver, mens vi hørte Nik og Jay. Det blev startskuddet til vores venskab,” fortæller Sidse Marie Reinert Rasmussen.

Da Signe Louise Johansen nogle år efter skulle finde et sted at bo i Aarhus, flyttede hun ind hos Sidse Marie Reinert Rasmussen, som i forvejen boede sammen med en anden. Derfor blev Sidse og Signe roomies, og de er siden flyttet i en anden lejlighed bare de to.

”Det kreative er i høj grad noget af det, der knytter mig og Signe sammen i dag som roomies. Vi elsker at lave noget kreativt sammen og inspirere hinanden,” fortæller Sidse Marie Reinert Rasmussen.

Det har betydet meget, at de kendte hinanden fra efterskolen, da de flyttede sammen.

”Vi har set hinanden på de gode og de dårlige dage og ved, hvordan hinanden reagerer. Det giver sådan en grundfølelse af, at man kender et menneske,” siger Sidse Marie Reinert Rasmussen.
Efterskolebånd. Foto: Trine Bukh

Martin Friis Gaard, 19, og Cornelius Sørensen, 18, foran bl.a. Ebbe Juul Schrøder, 18, Simon Emil Truelsen, 18, og Emil Vrang, 18, er bare nogle af de venner, der begyndte at spille fodbold sammen på Osted Efterskole i 2021/22. Foto: Trine Bukh

Har startet et fodboldhold sammen

Da Emil Vrang og Cornelius Sørensen gik på Osted Efterskole i 2021/22, spillede de bare for sjov skyld meget fodbold i pauser og i fritiden.

”Det betød, at vi var sammen på tværs af vennegrupper” fortæller Emil Vrang.

Efter sommerferien og gymnasiestart ærgrede de sig over, at de ikke fik set deres efterskolevenner så meget, som de egentlig havde lyst til.

”Derfor fik vi idéen til at starte et fodboldhold sammen. Så skrev vi rundt til forskellige klubber, og til sidst var der en klub, som sagde, at vi godt måtte spille hos dem.”

Nu er de 12-13 tidligere elever fra Osted Efterskole plus nogle andre venner, som mødes halvanden time hver onsdag i Fælledparken i København, hvor deres hold, OFE All Stars, som de kalder holdet, træner. Mange af dem kommer hele vejen fra Klampenborg, Espergærde, Solrød og Køge for at være med.

”Det er virkelig rart, at vi kan se vennerne flere gange om ugen til kamp og træning. Så bliver vi selvfølgelig også ved med at ses lidt til andre begivenheder,” siger Cornelius Sørensen.
Efterskolebånd. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Mads Dixen Munck, 29, Henrik Gudmand, 30, Lasse Linning Thomsen, 28, Jens Landtved Rasmussen, 28, og Irene Sloth Dalgaard, 30, begyndte at hænge ud på Ringe Efterskole i 2010/11. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Rejser, cykler og spiser sammen

For Jens Landtved Rasmussen har året på Ringe Efterskole i 2010/11 betydet en masse venskaber, som stadig fylder meget i hans liv. En stor flok på mellem 30 og 40 mennesker mødes hvert år til julefrokost. Og de er en flok på 11 venner, som hvert år tager på to-tre ture sammen, f.eks. på sportsweekend, tur til Hamborg eller cykeltur på Fyn med overnatning i shelters.

”Det fede ved det er, at folk er helt vildt klar på at tage med på de ture. Det prioriterer vi ret højt,” fortæller Jens Landtved Rasmussen.

Vennerne laver til dagligt mange forskellige ting – der er alt fra VVS’ere til ingeniører og skolelærere – men når de er sammen, har de det bare sjovt.

Jens Landtved Rasmussen bor tæt på fire fra gruppen, og dem ses han med mindst en gang om ugen. En cykler han sammen med, en anden ser han fodboldkampe med, og nogle gange spiser de sammen. To af vennerne har også fået børn.

”Vi er ret involveret i de to børns liv, som det er med tætte kammerater,” siger Jens Landtved Rasmussen.
Efterskolebånd. Privatfoto

Marius Bording, 24, Daniel Moshav, 25, Mikkel Dons, 24, og Søren Sørensen, 25, gik sammen på Koldingegnens Idrætsefterskole i 2015/16. Privatfoto

Fodbold og frivillighed samler dem

Da Marius Bording, Daniel Moshav, Mikkel Dons og Søren Sørensen gik på Koldingegnens Idrætsefterskole i 2015/16, fandt de ud af, at de havde samme interesse for at sætte gang i ting uden for skolen.

”Vi tilmeldte os forskellige fodboldstævner hen over vinterhalvåret. Vi fire var kernen i det, og så supplerede vi med nogle andre afhængig af, hvordan det lige passede,” fortæller Marius Bording.

Et stykke tid efter efterskolen spurgte deres fodboldlærer fra efterskoletiden, om de ville stå for fodboldskolen i Kolding. Gennem fire år stod de fire venner derfor for fodboldskolen.

”Vi syntes, det var rart at lære fra os og være sammen om det. Vi har altid haft fodbolden at samles om,” siger Marius Bording.

Nu er de stoppet med fodboldskolen, men ser stadig hinanden til en indendørs fodboldturnering, som Koldingegnens Idrætsefterskole arrangerer, og i sommer så de flere EM-kampe sammen.

”Selvom der er gået otte år, og vi er blevet ældre, er det stadig, som om vi kender hinanden, som da vi var på efterskole, lige så snart vi ses,” siger Marius Bording.
Efterskolebånd. Privatfoto

Caroline Riisborg Jørgensen, 23, og Katrine Thisted, 22, mødte hinanden på Sjørringvold Efterskole i 2016/17. Privatfoto

Støtter stadig hinanden i at være ordblind

Venskabet mellem Katrine Thisted og Caroline Riisborg Jørgensen opstod, da de blev roomies på Sjørringvold Efterskole. Sjørringvold Efterskole er en efterskole for ordblinde, og det har været vigtigt for pigerne.

”Det har betydet helt vildt meget, at vi har kunnet læne os op ad hinanden og støtte hinanden i at være ordblind, også efter efterskolen. Vi gik på forskellige gymnasier efterfølgende, men vi hjalp hinanden, hvis der var noget i skolen, vi havde svært ved, og støttede hinanden i, at vi godt kunne klare det,” siger Caroline Riisborg Jørgensen.

Nu er de også blevet en del af hinandens familier og er med på ture eller holder spilaftener sammen. I dag bor Katrine Thisted i Odense og Caroline Riisborg Jørgensen i Aalborg.

”Men vi ses så ofte, vi kan komme til det. Vi har jo boet sammen et år på efterskolen og levet i en boble sammen. Det kan være svært for dem derhjemme at forstå, men det gør bare, at vi har noget helt særligt sammen,” siger Caroline Riisborg Jørgensen.