Skolens lærere og ledere kan fra 6. maj igen søge støtte til kompetenceudvikling i LC-fondspuljen hos Den Statslige Kompetencefond. Der er åbent for godkendelser frem til mandag d. 12. maj kl. 17.00, og der kan indsendes to ansøgninger i åbningsperioden.

Den Statslige Kompetencefond støtter mange former for kompetenceudvikling for lærere og ledere. Det kan være et kursus, en hel uddannelse eller en anden aktivitet, der styrker kompetencerne i arbejdet.

Der kan søges om støtte til deltagergebyr, undervisningsmateriale og transport/ophold.

Der kan som udgangspunkt søges om støtte op til 25.000 kr. inden for et kalenderår. Der kan søges om støtte til:

  • Fagspecifikke kurser, herunder AMU
  • Akademimodul(er)
  • Diplommodul(er) (modulet må ikke være lovpligtigt i ansættelsen)
  • Mastermodul(er)
  • Fagmodul på en kandidatuddannelse.

Hvis ansøgningen overstiger beløbsgrænserne, forudsættes det, at arbejdspladsen (og ikke ansøger) finansierer de resterende udgifter.

Når lederen godkender og trykker 'indsend' i fondssystemet, er ansøgningen indsendt til puljen. Det har ingen betydning hvornår i åbningsperioden, at leder godkender/indsender ansøgningen, da alle godkendte ansøgninger efter åbningsperioden bliver lagt i tilfældig rækkefølge. Man kan forvente svar inden for 2 måneder.

Læs meget mere om ansøgningsprocessen for LC-fondspuljen på Den statslige kompetencefonds hjemmeside.